Vor tids svøbe

Der var en, der sagde, at man ikke skal tage sig af, om folk kan lide en. Det kan godt være. Jeg vil godt have, at folk skal kunne lide mig. Jeg vil godt have, at mine børn skal kunne lide mig, og jeg vil faktisk også godt have, at I, mine læsere, kan lide mig.

Så er dét også galt. Hvad ved jeg.

Kurt Vonnegut skrev: "What do men want? They want a lot of pals, and they wish that people wouldn't get so mad at them."

Faktisk tror jeg, at det er bedre, at man er ligeglad med, om folk kan lide en, især hvis man gerne vil frem (det sparer tid, nice guys finish last, vejen til succes er brolagt med lig), jeg kan bare ikke lade være.

Sådan er jeg.


Lyd (I like you, do you like me?)

Desuden:


Lyd (Daddy loves Froggy. Froggy love Daddy?)

Fordi hun bøvsede mig i hovedet efter æblejuicen

Jeg fantaserede om, at min datter blev syg, så jeg kunne blive hjemme juleaften.

- Nej, nej, tag I bare afsted, jeg skal nok passe hende. Mor jer nu godt. Vi ser bare nogle videoer.

Rigeligt tre brækspande værd.

Der er ikke noget ved at tage til juleaften, når man skal lave det hele alligevel.

- Du demonstrerer, sagde arvetanten et år, da jeg sang godt igennem, det kære gamle væsen, hun findes ikke længere.

Bradley Manning får en hyggeligere jul end jeg.

Okay, det er overdrevet. Han har taget sine valg. Jeg har mine til gode.

Dansen om juletræet er en chaingang straffefanger. Ethvert tilløb til hopsa bliver belønnet med et ryk i kæden. Og så en Fanny & Aleksander-Jul igen rundt i huset, hvis man er heldig, mens min svirefar undsiger sig og bekymret skotter til nipsgenstandene, jeg mener antikviteterne, og står klar med vandforstøveren, hvis noget skulle udarte sig på træet.

Får jeg min whisky i år? Løs kun selv dit tungebånd.

Heldigvis er min lille nevø med, så man behøver ikke selv noget, man kan bare sidde og kigge på ham.

Hvis der kommer en overraskelse, siger jeg til.

Hvorfor tage til jul, når man skal det hele selv? Det er værre end at have fødselsdag og selv skulle holde sin fest for alle andre, fordi ingen andre gider.

Men hvem gider høre på mit negative pis? Hvem gider høre på, hvad jeg ikke kan lide? Har jeg ikke noget pænt at sige? Faktisk jo. Men det er der heller ingen, der gider høre på. Ikke nogen voksne mennesker heromkring i hvert fald.

Hvis man, som salig onkel Vonnegut sagde, alle skriver for én person, hvem skriver jeg så til?

Nu hvor min mor ikke er her, savner jeg nogen at fortælle ting. Hun ville altid godt høre noget om mig og om børnene. Det er der ingen, der gider mere. Men hun gad ikke høre på mit negative pis. - Stop, stop, bad hun mig.

Hvem så?

Ikke en sjæl.

Ikke en levende sjæl.

Jeg er et træ, der falder i skoven.

Et snefnug der daler fra oven.

Jeg tordner fra boven

fra aften til morgen,

men ingen får høre min sang.

Dagens citat II

**
Kurt Vonnegut skrev:

We are what we pretend to be, so we must be careful about what we pretend to be.

(i forordet til Mother Night, 1966)

Dvs. at jeg ikke bare lader som om, jeg er en jammerlig klynkekunstner, der ikke kommer nogen vegne, jeg er også en.

Lort.

Fra nu af er jeg en dødseriøs kunstner.
***

Pas på, jeg skriver noget politisk og dybt om begrundelser for folkemord

Jeg læste lige Jared Diamonds The Third Chimpanzee. Den er fra 1993 eller så, men den er god endnu. Hen mod slutningen skriver han om traditionen for folkemord og hvordan det rationaliseres baseret på os/dem-tankegangen:

"At besidde den 'rigtige' religion eller race eller politiske overbevisning, eller at hævde at repræsentere fremskridtet eller et højere niveau af civilisation, er en anden traditionel retfærdiggørelse for at gøre hvad som helst, deriblandt folkemord, mod dem, der besidder det forkerte princip."

Lyder det ikke i mistænkelig grad som den amerikanske begrundelse for at gå i krig med Irak (og indføre demokrati)? (Det er ikke først gået op for mig nu, men jeg kan godt lide citatet, okay?)

Det er os/dem-mentaliteten, der gør, at der ikke bliver ført bog med, hvor mange irakere, der bliver dræbt i den krig. Der er forskel.



De to andre rationaliseringer i vores "drabsetik" er:

– De fleste mennesker, der tror på et universelt regelsæt, mener stadig, at selvforsvar kan retfærdiggøres (som gyldig grund for folkemord).

– Vore etiske kodekser opfatter dyr og mennesker forskelligt. Derfor sammenligner moderne folkemordere gerne deres ofre med dyr.


Fra: Jared Diamond: The Third Chimpanzee. The Evolution and Future of the Human Animal (HarperPerennial 1993/paperback, p. 299-300). Fås på dit lokale folkebibliotek. Oversættelse ved MJ.


PS Var det ikke Kurt Vonnegut, min helt, der sagde: Mennesker er bare aber med store hjerner? I hvert fald sagde han: "Human beings are chimpanzees who get crazy drunk on power." Det er nemmere, når man tænker på det på den måde.

Billedet der gjorde oprør

Jeg fik en stak lærreder af min ven, den statsanerkendte, etablerede kunstner, og malede oven på dem. Nu har jeg solgt et af dem. Det mærkelige er, at mens jeg havde det stående oppe på det her loft pakket ind i en plasticpose, begyndte maleriet at smelte inde under det yderste lag og løbe og klistre til plastikken, der var så besværlig og pinefuld at få af som et plaster. Jeg ved ikke om maleriet er blevet bedre af, at det er løbet, men det er i hvert fald mere kunstnerisk.

Det var en sær, syg fornemmelse at stå i. Det mindede mig om livets endelighed. Plus der er noget zombieagtigt over en våd, klistret masse, der bryder ud gennem huden. Jeg tror simpelthen, hans underliggende maleri i harme og væmmelse forsøger at udstøde min overmaling.

Min ven maleren forklarede mig, at han tit har det problem, fordi han tilsætter for meget linolie i nogle af lagene. Hans råd var injektioner af terpentin og siccativ forskellige steder på lærredet. Det har jeg nu ikke tænkt mig (selvom injektioner er endnu en interessant reference til maleriet som korpus). Jeg tror bare, jeg skynder mig at sælge det til min ven rockstjernen, før han skifter mening.

Hvis det smelter helt og løber ud, må han få et nyt. Mine produkter er garanterede.



Note 1: Jeg hørte om en akvarelkunstner, hvor kakerlakker kravlede ind mellem hendes billeder og åd alt det gule.

Note 2: Det er meningen, kunst skal være eviggyldig (om jeg må), så det er ækelt, når det ikke er det. Når det forgår hurtigere end én selv. Som gulnede dokumenter. Kopipapir holder 100 år. Børnetegningerne falmer og krymler. Mange abstrakte værker fra 50’erne og 60'erne ser falmede og grå ud. Måske fordi de havde det med at bruge vægmaling.

Note 3: Kurt Vonnegut, min helt, skrev Bluebeard, om en maler hvis abstrakte malerier alle er faldet fra hinanden.

Onkel Kurt

Kurt Vonnegut er død, og han var en af mine yndlingsforfattere. Ham og Mark Twain. Der var en, der skrev engang, at det at læse ham var ligesom at lytte til sin yndlingsonkel. Sådan er det jo også med vores egen afdøde Onkel Danny. Man savner hans stemme.

Vonnegut skrev en af de bedste bøger mod krig nogensinde (Slaugherhouse Five, or The Children's Crusade). Jeg tænker ind i mellem på den, når man ser soldater på film blive spillet af 40-årige mænd (f.eks. Tom Hanks i Saving Private Ryan) i stedet for de rene børn, de var.

Jeg havde en lærer, Marshall Arisman, der ville udgive en bog med sine tegninger engang i 70’erne og håbede at få Vonnegut, der var enormt populær på det tidspunkt, til at skrive forordet (husk børn, at det altid er en god ide at få en respekteret berømthed til at skrive jeres forord). Han havde læst et sted, at Vonneguts yndlings-whisky var Dewars eller sådan noget og sendte ham en kasse af den med et brev. Det virkede. Han skrev forordet.

Da en anden helt, Joseph Heller, døde, skrev Onkel Kurt dette korte digt, der blev bragt i The New Yorker (16. maj 2005). Det er perfekt.

Joe Heller

True story, Word of Honor:
Joseph Heller, an important and funny writer
now dead,
and I were at a party given by a billionaire
on Shelter Island.
I said, "Joe, how does it make you feel
to know that our host only yesterday
may have made more money
than your novel 'Catch-22'
has earned in its entire history?"
And Joe said, "I've got something he can never have."
And I said, "What on earth could that be, Joe?"
And Joe said, "The knowledge that I've got enough."
Not bad! Rest in peace!

--Kurt Vonnegut