Det er ikke engang muligt at stille sig selv tilpas

At stå mellem sin kone og sin mor er sådan en kedelig situation. Min mor troede ikke, at min kone kunne lide hende (pff, sagde min lillebror, jeg tror det var det samme med hans), og når vi var ude hos min mor, sagde min kone altid, at jeg skulle opføre mig ordentligt og være sød. Hun forstod ikke, at jeg følte mig hjemme.


Fra P.W. Bræstrup: Mor og barn – Håndbog i moderne barnepleje (Branner og Korch, 3. udg. 1952)

Stuvning af mellemlunkne bekymringer

***
Det har på det sidste stået lysende klart for mig, hvor lidt jeg i grunden har at sige, og hvor mange måder jeg har at sige det på.

Jeg havde en lærer, der sagde: – Du har så mange evner, Gudsrost. Bare en skam, at du ikke har noget at sige.

Jeg har intet på hjerte.

Jeg tror, at jeg på en eller anden måde trænger til at få noget virkelighed ind over det, jeg laver, også så det hele ikke bare er klichéer. Virkeligheden er et kick, men jeg er desværre utroligt tilbageholdende mht. at begå mig i den. (Jeg stikker ind i mellem næsen lidt frem, virrer lidt med den og trækker den straks tilbage. Jeg er sky og tilbageholdende, grænsende til det selvudslettende.) Som min terapeut i sin tid sagde: – Du trænger til mere animus og mindre anima.
Jeg skulle nok have ofret de ekstra penge på en rigtig psykolog.

Jeg glider ud i stigende irrelevans.

Jeg er på det sidste blevet mindet om, hvor fuld af lort jeg er. Den ene ting efter den anden. Jeg fandt en mail, fordi jeg skulle bruge et billede i den: Her er et billede fra en ny serie, jeg er ved at lave, skrev jeg. Jeg havde kun det samme, og det var ikke engang færdigt. Jeg maler på det nu. Tog lige mig selv i at kigge ned i den samme bøtte orange, jeg købte for 10 år siden.

Telefonen ringer, og jeg tager den ikke.

Der var en artikel om Kierkegaard i The New York Times. Jeg har aldrig kunnet læse ham, fordi jeg hader ånden, men han sagde, at en ulykkelig mand er ham, der vil være noget andet, end det han er. Jeg er træt af at sige, at jeg er "kunstner", når det ikke er det, jeg er – hvilken grel kliché – og når jeg siger, jeg er det, jeg laver for at tjene penge, lyder det så trist. Men det er jeg blevet til. Jeg vil hellere sige, at jeg er blogger. Det er sjovere. Men det kan jeg ikke, fordi jeg er det hemmeligt. Og jeg kan ikke skrive i min blog, hvad mit arbejde er, for ikke at kompromittere mig og bide den flinke hånd, der fodrer mig.

Fanget i midten igen.
***

Bare skyd mig nu

***
Det er frygteligt, jeg misbruger og spilder mit liv. Mit arbejde fremmer andre, ikke mig selv, og det er ikke engang nogen, jeg kan lide.*) Hvad jeg burde sige til mig selv er: Hvad ville Hunter S. Thompson have gjort? Ikke det, jeg gør i hvert fald, og ikke så længe. Jeg mener ikke køre på motorcykel og håndtere skydevåben, men springe ud i livet selvfølgelig og ikke bare stå på sidelinierne og mukke og tænke: på den ene side og på den anden side og hvem ved?

Og først og fremmest lave mit eget lort, hakke det ud støt og iltert, i stedet for at parfumere og forme andre folks lort i pæne bunker konfigurationer arrangementer mudderkager bunker. Det er en tilbagevendende og bitter ironi, at jeg konstant skal lave lort for folk, som jeg gennem mit liv ofte højlydt har foragtet. At klaske cement på deres monument og jord på min egen grav. Men jeg er bare en frygtsom hvalp. Jeg kan kun hviske om det her i stedet for højt og klart at tale min egen sag i det offentlige rum. Jeg gider sgu heller ikke. Og jeg når aldrig noget. Der er altid noget andet, jeg skal. Det hober sig op, og tiden går, og jeg ligger mere og mere under en drive af lort og kan ikke komme videre.

Det eneste, jeg skal, er at sige fra. Jeg kan bare kaste det af mig – der er ingen, der siger, jeg skal blive ved med det her – jeg gør det bare ikke. Det er op til mig ikke at være nede.

Min kone siger til mig: – Jeg ville ønske, du kom hjem en dag og ikke brokkede dig over dit arbejde. Nu har jeg hørt på det i 20 år.
– Men jeg kan jo ikke lade være med at tjene penge! siger jeg.
Men sandheden er, at jeg er bange. Jeg ryster ved tanken ...

Intet forandrer sig her.

Jeg kan bare sidde her med min kaffe og mine knuste drømme.


*) Kære kunde, hvis I læser det her og ved, hvem jeg er, mener jeg ikke jer.
***

På den ene side og på den anden side – altid denne tvivl

***
Jeg er på pinden igen, hvor jeg intet vinde kan, bare græmmes. Jeg har købt en studiekalender, men jeg kan ikke lide den, for der er to dage på hver side, og det er jeg ikke vant til, og der er ikke plads nok. Den var også for dyr. Jeg vidste det. Nu må jeg købe en til eller vente et år. Jeg har vanskelige beslutninger at træffe om den nærmeste fremtid. Der er noget, jeg gerne vil, der kunne være vildt sjovt, men nu ved jeg ikke, om jeg gider alligevel, og jeg skal også ud og væk, og der kunne ske noget, men det er sjovt at fortælle folk om og vil sikkert være et minde for livet. Jeg må hellere se at bestille en billet. Men jeg får dårlig samvittighed over at rejse fra min familie. På den anden side så er jeg væk fra dem. Der er ting, jeg gerne vil, men alting kræver en indsats, og når det kommer til stykket, er jeg aldrig sikker på, om jeg bør kaste mig ud i afgrunden. Så står jeg dér og fryser på stranden i stedet for bare at kaste mig i bølgen den blå. Sådan er hele mit liv. Tror fanden, jeg ikke er nogen succes.

Mere følger i denne vigtige sag.


PS Hvis jeg tager afsted, kommer det også til at koste mig penge, fordi jeg må sige nej til jobs. Rare penge, kedelige jobs. Men det skal jo til.
***

Dag 11

***
Morgen, tidligt vågen

Det er rart at være på ferie og lave ingenting, men efter en uges tid får jeg det altid som om, jeg bør lave noget. Det kan give anledning til en del uro, fordi jeg i virkeligheden intet gider. I hvert fald er der de to modstridende kræfter: ønsket om at få noget ud af det og den totale mangel på energi. Samtidig begynder bekymringerne at melde sig og tanken om alle de ubehagelige opgaver, der venter derhjemme, plus forskelligt forventningspres og krav fra familie og forældre, navnlig sidstnævnte. Alle mulige ting, man ikke gider tænke på, der får hjertet til at springe som et gedekid bag ribbenenes gitter, skutte sig som en fugleunge i sin lune rede derinde, ved tanken om at drømmene snart skal slå mod realiteterne som en bølge og splittes og synke.


***

Ben i hver lejr

***
Jeg tog tidligere hjem, end jeg egentlig havde lyst til, for at være sammen med familien, og så sidder de og ser dansk film (Michael Carøe synger), så jeg ikke gider være i stuen alligevel. Nu steger jeg mig et par sild.


Herover: Fisk og Fri er fyldt med billeder af piger der poserer med fisk. Se selv efter. Der er noget for enhver smag.
T.h.: Michael Carøe, "Supercrooner ... Danmarks svar på old 'Blue Eyes' Frank Sinatra. Elegant & meget professionel". Book ham i dag.
***

Jeg ser i min fremtid: smørelse og skøder

***
Min frakke er præcis lang nok til, at den kan hægte sig fast bag på sadlen, så jeg ikke kan stige af cyklen. Nu er min venstre håndbremse også begyndt at blokere. Det er ikke så fedt, når det sker midt i krydset.

Hver for sig er det slemt nok, sammen er det en dødbringende cocktail.



Jeg har lige købt den cykel i sommer, det lort.
***