Juleknas

Det er nok ikke undgået den skarpsindige læsers opmærksomhed, at jeg den sidste måneds tid har lagt en række kryptiske tal ud. Men tallene er ikke tilfældige, de er en snedig kode, der, hvis man bryder den, giver adgang til al personlig information omkring mig: mit cpr-nummer, min Dankort-pinkode, mit telefonnummer, adgangskoden til denne blog, min bankkonto og min lånerkortkode. Bryd koden, og alt vil åbenbares. Er det svært? Ikke spor! Det er bare at gætte med.




Fat supercomputeren og kom i sving!

Udpint forbi

Faktisk vil Dürzü ikke tjatte med mig mere, fordi han hævder, at jeg håner ham med hans job (som glorificeret kopidreng inden for det offentlige), men intet kunne være fjernere fra sandheden. Her er et uddrag af vores udveksling fra i dag:

(4:11:11 PM) Gamle jas,

på tråden der vist er lidt knas.

(4:17:35 PM)
Spil ikke såret,

når på hænder og fødder

gennem livet du bliver båret

med de andre tjenestemandsrødder

på jeres paradefloat af velfærd,

betalt af os andre med møje og besvær

og ansigts fodsved,

(4:19:06 PM)
ja, jeg ku' bli' ved,

vi hujer og pifter og vinker,
når I glider forbi med al jeres bling-bling'er
med kurs mod pensionen,

så satte og matte

og i fløjlsbuksebagen glatte,

som selveste Dronningen af Sabæ på tronen.

(4:20:18 PM)
Tryghed har sin pris,

det ved i stalden hver gris.

(4:29:06 PM)
PS I vifter til tilskuerne

med jeres lapper på albuerne.

The following message could not be delivered:
PS I vifter til tilskuerne

med jeres lapper på albuerne.

En meget sensibel person, denne Dürzü, knudret og tynget af virkeligheden og livets skuffelser i grams. Men lad ham om det. Jeg lader ham i fred og sigter efter højere mål, ordentlige store fede offentlige mål, ikke sådan noget fedtspil og spidning af insekter. I øvrigt er han jo min ven. Mere end min ven, han er min bror af en anden mor. Sammen er vi stærke, men nu er vores daglige kommunikation gennem fem år forbi. Der må nye matzohs på fonden.


Fra: Værste kunstner mod kunstner-fornærmelser i historien.

Hvad tænkte jeg?

4 uger efter min kone havde forladt mig, og jeg var skæv, skrev jeg et 12 sider langt brev til hende med rim over 7 stavelser på side 10. Hun syntes, det var åndssvagt. Jeg var så stolt af mig selv. Rim over 7 stavelser er vildt godt.

– Tror du, det er en god idé at sende det? sagde min ven George III, arvingen, folkesangeren.
– Der er rim over 7 stavelser! sagde jeg.
– Det er sgu meget godt, sagde han.



Hint: Ovenstående er en numerologisk nøgle til alle mine mest personlige oplysninger. Nuff said!

Originale ideer til billig popsurrealisme

To gange i aften, faktisk tre gange i dag, er jeg stødt på, at andre har lavet ideer, jeg har fundet på.


1. Mund i brystet

Min udgave:


Still fra fransk musikvideo:



2. Skulptur af løbende næse

I Sarah Silvermans udgave, en skulptur til et holocaust-mindesmærke:

Crying Nose (3. sæson, sidste afsnit). (Kan klikforstørres.)

Detalje:



3) Tandbørste med tænder på


Nancy Fouts: Toothbrush (2010).

Men den har Jasper Johns heldigvis lavet før:

The Critic Smiles (1959).

Okay, det er ikke som Alexander Graham Bell og telefonen og Marconi med radioen, men alligevel.

Heraf kan jeg lære ikke at være så snedig, som jeg selv tror.


Konklusion: Når man beskæftiger sig med klichéer, er det ikke så mærkeligt, at det hele har været lavet før.

Hvad skete der lige dér?

For snart halvanden år siden skrev jeg, at jeg var blevet inviteret med i en kunstnergruppe, og hvor smart det var, for så kunne jeg få andre til at lave arbejdet (ILLO: bagerst på en tandem med fødderne oppe), men det er endt med, at jeg laver det hele selv. Hvor er jeg bare dum. Og så bliver det ikke gjort. Hvor er de bare dumme. Det eneste, jeg skal nu, er at sætte noget papir sammen og sende det afsted, og det har foreløbig taget mig 8 måneder. De andre er begyndt at skrige ad mig, men jeg kan ikke undgå dem for evigt.

NB! Jeg gider ikke lave noget, før der er nogen, der skriger ad mig, men hvad hvis der er ingen, der skriger ad mig, og hvad hvis de skriger ad mig, men jeg ikke gør noget alligevel?



Mit liv er et dødvande og en blindgyde. Jeg er så umindelig uduelig.

Jeg har heller ikke fået lavet nogen malerier.

Når jeg venter for længe med noget, bliver det ligesom at lave selvangivelse (men uden afleveringsfrist). Jeg har haft en rød-markeret mappe med projektet liggende på min desktop siden august. Ind i mellem toner jeg farven på den lidt ned. Og så op igen.

Agurkebombe

***
Jeg pakkede 8 fede agurker fra naboen i håndbagagen. En snedig måde, kan I tænke, at få væske med ombord i kabinen.


Et godt tip til jer der rejser.


Her er min fantasi: at en terrorist lader to agurker med kemikalier og smækker dem mod hinanden som thundersticks.


***

Selvmordsblog – altid først med de gode ideer - okay, glem det

Jeg har lige hørt på Howard Stern (pirateret over nettet, en rerun fra denne uge), at der er en, der har lavet en selvmordsblog, 90-day jane, ligesom jeg forudså her på siden.

Bloggen starter: "Jeg vil slå mig ihjel om 90 dage. Denne blog (...) er simpelthen en offentlig dokumentering af mine sidste 90 dage i live (osv.)"
Det var det samme, jeg skrev! (Næsten. Bare 90 dage i stedet for 21.)

Jeg sagde jo, det ville skabe opmærksomhed. Ærgerligt, jeg valgte at leve og at skrive på dansk. (Det gode ved denne slags ideer er, at de er så åbenlyse, at man ikke behøver lave dem selv. Der er altid nogen andre, der laver dem. Med mindre der kan vrides en spand penge ud af det selvfølgelig, så er det irriterende. På den anden side er der jo altid en vis mængde arbejde indblandet, så det hjælper hvis man "brænder" for sagen.)

Bloggen er nu taget af Blogspot, men man kan læse om den her.

***Husk derfor indgående at følge med her på siden, så ved I, hvad der vil ske om seks måneder. (Med mindre jeg har været seks måneder om at udgive indlægget. Eller et år om det, så nyhederne er seks måneder gamle. Der er ingen garantier.)***

* * * * * * *

SIDSTE NYT: Okay, glem det. Jeg var ikke den første, der fandt på den idé. Der var en, der lavede det samme nummer i 2005: Countdown-to-Suicide Journal. Jeg kunne bare have læst ordentligt efter. Sådan er det hver gang, jeg tror, jeg er snedig.

Snedighed

Da jeg var ung, tegnede jeg en tegning af en lygtepæl, der tissede på en hund, og syntes det var vanvittigt snedigt fundet på. Derfor skuffede og forvirrede det mig, da jeg senere så den samme vits i et hjørne af en Will Elder-tegning fra MAD. En isoleret detalje, det var alt, hvad jeg havde.

Jeg har senere lært at passe på med at være for snedig, Når jeg tror, jeg har fundet på noget rigtigt snedigt, er der som regel nogen andre, der har fundet på det først. Ikke så underligt i øvrigt, når man bevæger sig indenfor et felt af klichéer (en hajfinne i en sardindåse, f.eks. – man kan sætte en hajfinne i alt, og det behøver ikke være vådt). Det, der er vigtigt, tror jeg, er, at det, man laver, er personligt. Der er vel for fanden ikke nogen andre, der er bedre til at være én selv (og det siger jeg, der skriver pseudonymt).

Her er en anden af Will Elders tegninger fra MAD til sammenligning.