Jeg har et kælderrum, jeg skal til at rydde, fyldt med dårlig eller halvfærdig kunst, jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op med: min højttalersamling til en lydinstallation, der aldrig blev til noget,
Lademanns Leksikon fra 70’erne (godt hvis man mangler et flot farvebillede af Dwight Stones eller Erhard Jakobsen – jeg fandt det på Amager og transporterede det her ud, jeg har aldrig kigget i det, de sidste fire bind er klistret sammen pga. vandskade [ikke min skyld]), halvanden meter disco-maxisingler med lettere mugne omslag (ikke min skyld), min 78’er-samling og andre ting, jeg ikke har lyst til at tænke på. Jeg har ikke lyst til at tage stilling til noget af det, og jeg har ikke noget sted at gøre af det.
Løsningen er selvfølgelig at holde
brandudsalg. Jeg inviterer alle folk, jeg kender fra nordkysten, og deres venner, køber noget billigt sprit og inviterer nogen damer, der kan stå og vise sig frem og få køberne til at føre sig frem. Jeg hænger det hele op på væggen og spiller gamle plader dertil. Alle er velkomne. Alt er til salg til spotpris. Resten brænder jeg.
Det er den eneste udvej.
Se også
her for, hvor dum en idé det er at gemme for meget af sit gamle kunstlort ingen vil have (verden render over med halvdårlig kunst).
Faktisk er det ikke så dårligt alt sammen. Det er det, der er så fandens. Det er sket, at jeg er sluppet af med noget af det, og når jeg ser det hænge på folks vægge, ser det faktisk meget godt ud. Fandens til dilemma.
