Adjø, kammerat

Min trofaste gamle Krups er tilsyneladende gået helt ned. Den lækker og drypper kun, selvom jeg afkalker den.

Min nye reserveespressomaskine, jeg købte af en Brøndby-fan på Kaninmarked, eksploderede, da jeg forsøgte at redde dagen:

Eller også er det fordi der nærmer sig t-rex'er

Når espressoen brygger, opstår der sympatiske vibrationer i mit glas for afløbsvand.

Væmmeligt albinokryb afbryder min middagsmeditation

Der sad en hvid edderkop (a) på min espressomaskine i dag. Jeg tror, det er tid til at rense bakken (b).

4 mdr. løbende

Donzo er blevet uvenner med mig, fordi han skylder mig 500 kr.



Det er irriterende, for nu har jeg ikke nogen at skrive til, når jeg skal skide eller drikke kaffe. Eller omvendt.

Det gamle kvarter

Her er en video fra mit gamle kvarter. Det er ingenting, bare sånoget pjat, som min mor sagde, når hun kom med noget fra tierbutikken.



Jeg var inde i den gamle bagelbiks. De er gået ned ad bakke. Pigen spildte hummus i rødløgene og satte fingeren ind i koppen, før hun hældte op, men jeg gad ikke sige noget.

Fra familiealbummet

Nej mor, jeg dyrker ikke petting med mine venner!

Fac(e)it

Jeg er kun så god som min sidste kop kaffe.

En ny dags begyndelser

I stedet for at sidde her og lave ikke noget, blev jeg hjemme og sov.


Jeg er lidt svimmel.
Nu: 2xdobbel'spresso.
Jeg har det som om, jeg snart skal dø.

Tak, gud

Min espressomaskine virker igen. Oh glade dag! Jeg skulle bare trykke vandbeholderen ordentligt ned. Nu er mit liv igen komplet, og på eksistentiel tilfredshed jeg er mæt, for uden kaffe bliver jeg træt, og alt bliver ligegyldigt, uden cræma'en der fyldigt og lyksaligt skummer og får mig til at fylde wc-kummer. Uden caffée, ingen funktion, men nu er jeg atter god for en analeksplosion. Oh glade dag. Oh glade, glade dag. Halleluja! Fra kaffe går en direkte linie til puha.



Der er direkte forbindelse mellem den sorte og den brune, og mere i samme tone: bønnen fører direkte til tønden. Er det løgn, hvad jeg siger, nej gu' er det ej, cafféen sætter turbo på den brune motorvej. Med cafféen som smørelse, er der gørelse. Forstår du, hvad jeg siger, eller har du ingen hørelse? Kaffen sætter tryk på de peristaltiske ryk og får tarmen til at synge, som et lykkeligt barn på en gynge: Under den hvide bro løber den brune flo'. Hurra, hurra, syng Javas pris og læg kun selv i litervis. Der er nok, hvor det kom fra (og hvis du på offentligt lokum sidder, er det, du kan lugte, kamfer [fra duftblokkene]). Når cafféens sirenesang lyder lokkende, titter frem de brune rotter fra deres huller.
Det vist på sin plads med en skål er!
Skål Java, hil der
til dig lyder,
du er mere diktatorisk end Hitler,
din gamle forbryder – jeg dig nyder og adlyder. Java befal, jeg følger. Jeg har alliwel intet valg, når min tarm går og bølger. Jeg dig evigt bæller og sekunderne tæller,
til vi mødes igen – dvs. når du mellem koppens rand og mit svælg er.
Java er god, Java er stor, med hans sorte gødning står min tarm i flor. Hil ham, hil ham, hil ham, alt andet er synd'fuldt og en stor skam. Java befaler, og jeg slubrer, er du gal, hvor jeg jubler. Hurra, hurra, hurra igen, vi går brune tider i møde, jeg kan mærke, jeg snart skal føde, bare den ikke sidder i spænd. Nu er der kun tre sekunder mellem veerne, på med bleerne. Ud med lortet, det skal til, det gør jo som det bedst selv vil. Over min tarm jeg har ingen kontrol, når den er i Javas vold. Hil dig, Java, og dine gaver. Hil dig, du gode, du ophøjede, du skønne, lad de peristaltiske lege begynde. Jeg er helt eksalteret over det, jeg skal have ekspederet. Her kommer posten med pakker svøbt i brunt papir, jeg takker, hvis ej min hæmorroide svier. Jeg skal ikke have noget i klemme, lad bare Java bestemme.

For 10.000 ulykker

Min espressomaskine er død. Jeg trykker på knappen, men der kommer ikke noget ud. Den lyser, men den pumper ikke. (Hvad så? Jeg har prøvet at genstarte. Hjertemassage, kunstigt åndedræt, adrenalin?)


Det er en meget fin maskine, jeg købte til min kone i julegave for 12 år siden. Eller også var det et dampstrygejern, jeg har glemt det.

Nu har jeg været nede i skralderummet og hente min gamle espressomaskine, jeg i et anfald af overmod smed ud i efterårets store putsch, efter den sprang læk i 2007. Det er i skrivende stund de spændte minutter, hvor jeg venter på, om den virker.

Jeg kan ikke huske, hvordan man gør. Vent lidt, der kommer vand ud nu, men den lugter underligt, maskinen. Jeg gør et forsøg med bønner...



Det, der var galt med denne espressomaskine, var, at vandet kom ud alle andre steder end i koppen, og sådan er det stadigvæk.

Nu må jeg ud i kolostomimaven og hente min reserve-reserve-espressomaskine, jeg købte engang for en 50'er af en Brøndby-fan, der aldrig fandt ud af at bruge den. Det er på alle måder en inferiør maskine. Satans da også med det altsammen. Jeg er hjemsøgt af ulykker. Hvor uheldig kan ét menneske være?

Det var en aftale

Vi tog ud i IKEA og skændtes hele vejen, bittert, indædt, alle de gamle knapper trykket i bund, medens jeg forsøgte at føre min svirefars automobil. Ét fejltrin, og mit navn ligger i ruiner. Heldigvis løb vi ind i Niller-drengen og Petunia og blev afledt en gratis IKEA family member-kaffe eller to. Fucking IKEA, de havde ikke det, vi ville have, så vi købte noget, vi ikke havde brug for, for kr. 2.000. Min kone købte lysestager. Lysestager! Hvem betaler for det? Jeg skulle have nogle rammer, men de var enten lidt for små eller alt for store, så jeg købte to flere, end jeg skulle have, der ikke passer, bare for at være på den sikre side. Bare for at spare penge brugte jeg kr. 500 på noget, der ikke er godt nok.*) Der er meget kort vej fra at købe noget i IKEA til at bygge det selv ud af pap (det holder lige dårligt, men det af pap er til at reparere).

Jeg kan ikke forestille mig nogen mere modbydelig livsstil end at køre i sin bil ud til et omkringliggende indkøbscenter. Hvor aftrækkerfingerrykkende. Fra nu af handler jeg lokalt eller over nettet.



Vi var også i ILVA, der er endnu værre. En komplet joke af falskhed: en skibskuffert som sofabord, der er lavet for at ligne en gammel skibskuffert, nogen engang har fundet på at bruge som sofabord. En lampe lavet af et kamerastativ, der er lavet for at ligne et gammelt kamerastativ, men som er dyrere end et rigtigt kamerastativ, nyt eller gammelt, og ikke kan bruges som kamerastativ. Udpræget bordelsmag over hele linien (sort og sølv). Kunstigt slid.

Se, hvad William Gibson siger om den slags, venner:

She was big on patination. That was how quality wore in, she said, as opposed to out. Distressing, on the other hand, was the faking of patination, and was actually a way of concealing a lack of quality.
(Zero history, s. 205)

Og så skændtes vi hele vejen hjem.

– Det gør jeg aldrig igen, sagde min kone. Hun har ikke talt til mig siden andet end i grynt eller enstavelsesord. Dyrisk eller domsfældende. Som sfinksen. Jeg aner ikke, hvad hun tænker på, andet end at det ikke er noget godt.

*) Hvor mange gange skal jeg lære, at kvalitet betaler sig?

Uden et ord

Min far og hans dame kommer til kaffe, og nu er min kone gået. Jeg ved ikke, hvor hun er. Hun blev sur og gik.

Det er lidt akavet, men ikke uoverstigeligt eller uhørt.

Jeg er ved at bage en apple pie.

Kortene på bordet

Jeg er kommet med i en kunstnergruppe, men det er en dårlig kunstnergruppe. Vores udstillinger er kedelige, og vi har intet til fælles.
Men jeg har ikke andet. Jeg har intet.
Det er meget sørgeligt, og jeg har lyst til at græde, min løsning på alt.
Ikke særlig mandigt. Men det er nu ikke det, jeg græder mest over, min manglende karriere, det er værre med mit job, her heller ej ligningen går op, kun jeg i limningen går op. Så er der en stak tjanser til selvpromovering, jeg heller ej har fået lavet, og jo længere tid, der går, jo mere besværligt bliver det. Jeg vågner om natten og tænker på det, om dagen ignorerer jeg det. Tingene skal gøres med det samme, men det bliver ved det gamle. Min hjerne er skævt skruet på, jeg fik den forkerte sko på. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre for at komme ud af dette pløre. Det er fornedrende, det kunne jeg gøre det meget bedre end, og jeg har jo kun det samme liv. Tag dog og opgiv, kan jeg høre folk sige, find på noget nyt, men det er ikke sådan lige, når man føler sig snydt, igen af sig selv, og ikke sin kaffe har nydt.
Schlurrrp!
Nå pyt.
Med guldkornene vist i dag jeg er lidt lang i den spyt.
Det er bare at få smøget ærmerne op og få brygget den næste kop.
Så dér, jeg har ikke mere, jeg er slagen af for mange år på bagen.
Så blød jeg er af at have det for godt, jeg gider ej knokle, og det eneste jeg skal er at skrive en pressemeddelelse, men den hænger over mit hoved som et sværd af Damokles. Så skal jeg også have samlet nogle malerier til at sende til nogle gallerier i udlandet, det er venskabeligt og bare jpegs, ikke andet, men også dér er jeg strandet på anden uge. Hvor er min lue, min gnist? Den ligger på bunden som en udkogt suppevisk. I mit sind der er tvist: på den ene side gider jeg intet, på den anden side kan jeg ikke tro, at jeg kan mene det, og livet er for kort til at holde alting i mente: Åh, glem det. Jeg vil hellere pive, kan I fornemme det? Suk, må jeg sige, jeg ved ikke til hvad, jeg skal blive, andet end mere af det samme, du gamle, det lamme. Der er kun én ting at gøre: på væggen min hjerne udsmøre. Det løser problemerne, i hvert fald for mig, for når jeg er død, betyder de ikke en rød reje. Er alle mine udveje feje? Ja og nej. De vil sige om mig: Han sit hjerte udskreg.
Og når jeg er borte, vil I savne mig stort, både mine vers om kaffe og min fiksering på lort, bagsiden af medaljen, om man vil, dét, det altid vender tilbage til. Åh, tag nu og smil & giv Java et hil.
Hil!
Schlurrrp!
2x(c)

Kong sved

Min kaffe er god, min kaffe er stærk
Når jeg får kaffe, kan jeg gå til værks.

Oprigtigt mystificeret

Min kone vil ikke have, at jeg kritiserer hende, når hun læser Harry Potter.

– Hvordan kan du læse det dreck? siger jeg. – Jeg har aldrig kunnet sidde gennem en hel Harry Potter-film. The acting is horrendous. (Ron Weasley er den dårligste.)

Og så følger der en barrage på ti minutter: – Det ved jeg godt, du synes. Du har sagt det 100 gange. Du skal ikke ødelægge det for os andre. Jeg vidste, du ville sige det! Lige så snart, du så mig med bogen. Du er så forudsigelig!

Så jeg må forlade lokalet og lukke døren ligesom mod en stærk vind.

– Jeg synes, du skulle sende nogle flere penge til J.K. Rowling. (Bare send en check.)

Nu kan hun få lov til at hente sin kaffe selv.



Den eneste, jeg kan lide, er Hermione, og det er kun, fordi hun er en pige.

Postklimaktisk tristesse

Jeg er først på dagens første nu.

Og nu er den også omme.

Altid denne tomhed.

Udslip

Der er begyndt at lugte råddent omkring min espressomaskine.


Fluerne sidder fast i kaffeolien som pelikaner i Golfen.

Det tager mig 2 timer bare at drikke kaffe

Jeg fik et job, der var timebetalt, og det var rystende for mig at se, hvor lidt jeg laver, og hvor sent jeg kommer i gang.
(Hov, nu skal jeg hente børn! Hvad med min kaffe!)



I dag har jeg arbejdet en time og bekymret mig for resten.

Kære læser

Min kaffe er bare så god,
den får lorten til at løbe fra røven og ned i min sko
(inden i buksen)
nu er det ud på lokum fluksen.

Siné

Præsidenten stikker hovedet indenfor

***
Jeg sad om morgenen og så Obama lande i Kastrup, fordi jeg skulle til tandlægen (det er sjovt at se en time, hvor der ikke sker noget, fra mange forskellige vinkler), og fantaserede over, hvordan det ville være, hvis han kom hjem til mig. Det gælder om at være afslappet, tænkte jeg. Han kunne sidde i sofaen og slappe af efter en hård dag på arbejde, mens min kone lavede en af sine specielle kopper kaffe, ligesom dengang ham forsikringsmanden var hjemme hos os og gav os alle de penge, mange flere end vi selv kunne finde ud af at bede om i vores naivitet. (Kaffen: hazelnut.)

– Fantaserer du nogensinde om sådan noget? sagde jeg til min kone om aftenen.
– Ja, sagde hun, – jeg forestiller mig tit, at Brad Pitt kommer på besøg, og af en eller anden grund er du aldrig hjemme.
(...)
– Hold op, det var da meget sjovt!
– Det er faktisk ret sårende. Tænk, hvis jeg sagde sådan noget til dig.

Senere så vi Obamas pressekonference:
– Hans læber har samme farve som dit pikhoved, når det er allermest spændt. *)

*) Jeg har forkortet, Faktisk sagde hun: – Hans læber har samme farve som dit ...
– Hvad?
(...)
– Som mit pikhoved? sagde jeg højt og fortrød straks, for hvad hvis børnene kunne høre mig inde i deres små senge og blev pinligt berørt.
– Når det dirrer allermest af spænding, sagde hun.

Hendes albue stak ud under dynen, og jeg kyssede den.

Hun sov.
***