søndag den 30. september 2007

Min udflugt

Lørdag

Jeg havde lyst til at tage hen et sted i nærheden, der ikke var Netto, så jeg tog ned til J. Per i det sociale boligbyggeri.

Han havde røget fire joints for at fejre Christianias 36-års fødselsdag d. 26/9, men ellers går hans afvænning støt fremad. Samme dag havde han fået ny vandhane i badeværelset, skiftet pakninger på den i køkkenet og været hos tandlægen for første gang i seks år, så der var noget at læne sig tilbage over.

Himmelbegravelse

Jeg kiggede i hans bog med billeder fra Tibet. I Tibet bisætter man folk ved at skære dem i småstykker og fodre dem til gribbene. Der er faste forskærere og fast fodringsplads ligesom med ænderne i parken eller duerne på torvet. Det ser grotesk ud, men de må jo selv om det.


Klik & forstør

lørdag den 29. september 2007

Høj udgangseffekt

Jeg har været ude at løbe tre søndag morgener i træk nu, og det har givet pote: Jeg er blevet observeret to af gangene.

fredag den 28. september 2007

Dress vækker harme


Jeg talte med en kvinde, hvis datter er konverteret til islam. Hvad hun ikke skal høre på, når hun går ned ad gaden i sit tørklæde eller fuldere udstyr, og hvor det ikke piner hendes mor, når hun følges med hende.

Hvornår holder man op med at gå så højt op i, hvordan folk ser ud? Engang gjorde man nar af folk, fordi de havde fregner og rødt hår. Det sker ikke rigtig mere, så verden er blevet et bedre sted.

Var det ikke engang sådan, at folk ikke ville vise sig på gaden uden hat?*)

*) Svaret er ja: Etiketten ved århundredskiftet foreskrev, at det var usømmeligt for en dame at vove sig uden for huset uden hat eller sågar handsker. Kan det passe, at en kvinde kunne få en alvorlig reprimande for at gå ud til postkassen uden hat på, selvom postkassen kun stod få meter uden for lågen? Det står i hvert fald her.


Note 1: Om at have fregner og blive drillet for det og prøve at rense dem af kan man læse her.
Eks.: – Haha, er du blevet solbrændt gennem en si?!



Emiliana Torrini har fregner

Av min røv

Jeg har lige givet 29 kr. for en småkage i Emmerys. De plejer at have sådan nogen to-kanelsnegle-for-ens-pris tilbud om fredagen, men nej. Hvad går der af mig? Hvorfor sagde jeg ikke fra?
Fuck.
Ak.

Storm Pædo

Dyrk lige det her billede af Storm P.


Billedet er taget fra O. Brusendorff og Poul Henningsens Kærlighedens Billedbog II. Af glædens og forargelsens historie. Fra den franske revolution til i dag (Thaning & Appel, Kbh. 1960), et komplet sæt af hvilke bøger jeg købte på bibliotekets bogudsalg. Til gengæld er det flere år siden, jeg sidst har set en god bog i de kasser. Måske har de allerede ryddet alle de gode ud.

I hvert fald er dette en bog (og de andre med) med mange gode naturbekræftende moraler og flippet billedmateriale.

torsdag den 27. september 2007

Mine nye Pumas i brændpunktet

Jeg løb ind i en kendt forfatter, der altid går med bare tæer, ved en fest på N-bro. Det var meningen, man skulle tage sine sko af, fordi gulvet lige var blevet malet, men jeg nægtede.
– Det er helt nye Pumas, sagde jeg til ham, hvad hvis der var nogen, der rendte med dem?
– Jeg interesserer mig ikke for fodtøj, sagde han, og vendte mig ryggen.

Af minimal interesse for udenforstående

Her har min førstefødte datter tegnet på huskesedlen.
Det er en gemmer.


Jeg kan ikke have en seddel eller en blok liggende fremme, uden den bliver overtegnet.
Sådan var jeg også selv. Min mor beklagede sig konstant over, at hun ikke kunne se, hvad hun havde skrevet, fordi jeg tegnede over hele papiret. Det er åbenbart arveligt.

onsdag den 26. september 2007

Selvindsigt

Jeg ragede mit sommerskæg af, så mig i spejlet og tænkte: – Jeg ligner en barberet kusse.






(Barnagtigt nøgen. For bar. Nu har jeg vænnet mig til det.)

Produktionsselskaber: SE HER

IDÉ: En film kaldet Alexandra, hvor man får alt at vide om, hvad prinsessen har måttet gennemleve før, under og efter sit ægteskab med den døgenigt Joakim.


Spørgsmål: Hvem har vi, der kan spille Alexandra? En Gråbøl? Hvem er der derude?


Man kan evt. digte lidt og lade prinsessen køre hurtigt i bil.

Én dag, ÉN DAG, var der fred i mit hus

(I går aftes kl. 21.50)

...Så kommer min kone ind og siger: – Hvorfor sidder du og ser en serie uden mig?
– Fordi du sagde du "var nødt til" at læse rapporter.
– Jeg synes det er ærgerligt, vi ikke har det sammen mere at sidde og se en serie.
– Det kan vi også, men du gider jo aldrig se noget.
– Ja, hvis du vil se Rome.
– Jeg har spurgt dig, om, du vil se The Sopranos færdig og en ny sæson af The Shield...

Osv. Osv. Videoerne ligger og samler støv i hele og halve år uden vi får dem set, hvis det er meningen vi skal se dem sammen.
Nu er hun sur, fordi jeg er begyndt at se Dexter (ikke ham med Laboratoriet, men Showtime-serien) uden hende.

Her sad jeg og prøvede at slappe af med en øl, jeg skal drikke inden kl. 22.00, så jeg kan nå mine 10 timers faste inden min blodprøve i morgen tidlig, og så snakker hun og snakker hun og bliver ved med at gentage det samme, indtil jeg ikke kan tage mere og hæver stemmen, og så spørger hun:
– Hvorfor råber du? Du behøver ikke råbe.

Hun er åbenbart bange for at føle sig udenfor. Ved gud, det er slemt, hvis far under sig en times morskab, uden det kommer nogen ved. Her kunne jeg sidde nede på bodegaen hver aften, og så er dét et problem.

Mine nerver er rå.

(Jeg kunne have set afsnittet færdigt i den tid, det tog hende at fortælle mig, hun ikke var enig med mig, med samt hvad det tog mig at nedfælde disse antropologiske feltnoter.)

PS
Dexter er ikke specielt god.

Beskeder fra tusmørkezonen

Når jeg ligger og venter på at falde i søvn, dukker ord op i mit hoved. Dem skriver jeg ned og kalder poesi.

Her er en fra i går:

At mødes uden at give et tlf. nr.
at gå omkring i dårligt fodtøj
utæt
stoppet med sølvpapir

19 år senere at vænne sig til din snorken
sømløst

At blive set ud af et vindue
at minde dig om mig
overalt hvor jeg går
som graffiti på sjælen

At afbøde et fald med sit hjerte


Og en til:

Fremmede sirener
på et halvkoldt gulv
rivevitsen



Noteapparat
Note 1:
Overgangen fra vågen til sovende tilstand hedder "den hypnagogiske tilstand”. Her får man nemt syner, det der i psykologien hedder hypnagogiske hallucinationer.
Note 2: "Graffiti", "sjæl" og "hjerte" er selvfølgelig tvivlsomme ord at bruge, men hvad skal jeg gøre, når de kommer til mig?
Note 3: "Rivevitsen" hentyder til at træde på en rive og få skaftet i hovedet.

Liden trøst

– Jeg kan ikke holde det her liv ud, græd min lille datter, der har fået diabetes.
– Det er det eneste liv, du har, sagde jeg.
– Det er det jeg ikke kan holde ud!

Hun får kriser omkring stikketid.

tirsdag den 25. september 2007

Jeg delte et intimt øjeblik med min kone i sofaen for 14 dage siden


Hun sad med hånden på en måde, som er meget karakteristisk for hende, som hun altid har siddet, og jeg tænkte på og fortalte hende, hvor rart det var at se hende som sig selv, typisk, som hun altid har været.
Hun: Du kender mig så godt.
Jeg: Jeg kender dig ud og ind. Og ud og ind og ud og ind og ud og ind og ud og ind og ud og ind og ud og ind og ud og ind.
Hun: Haha.
Jeg: Hver gang jeg tror jeg kender dig, så kender jeg dig én gang til.

Det er 95% autentisk dialog fra et langvarigt parforhold.

Betal dig fra det (2)

Det er ikke lovligt, kan jeg forstå, at sælge sine børn. Men... må man gerne f.eks. give sine børn væk? Man må jo gerne f.eks. sende sine børn på kostskole mere eller mindre permanent og derved overlade sit barn i andres varetægt. Er det ikke nogenlunde det samme?

Hvis vi nu siger, at man ikke må give sine børn væk, må man så gerne overlade dem i andres varetægt på ubestemt tid? Velsagtens ja.
Og dét kan koste penge (som i kostskoleeksemplet).

Man må altså gerne slippe af med sine børn, hvis man betaler for det, men ikke hvis man får penge for det?



Kennedyerne og Mia Farrow med sine mange børn

Betal dig fra det, hvis du kan (Gearløs tager fejl)

Noget af det bedste, jeg har fundet ud af, var dengang jeg begyndte at sende mit tøj ud at blive vasket – og tørret og foldet. Det var ikke engang særligt dyrt (ca. $6/10 lbs.) *)

Min dansk-lutheranske baggrund havde ikke tilladt mig denne luksus før (og selvfølgelig var jeg altid på lavbudget), men det var mere end rigeligt pengene værd.

Det er også hændt, at jeg sågar har taget en taxi ind i mellem.

Her ser jeg horden af folk rende rundt og more sig, og så sidder jeg dér og sparer.


*) Nu jeg tænker efter, var det efter min kone rejste fra mig, for at det ikke skal være løgn.



Tegning af Kim Warp

Smalspor

Gangene i vores lejlighed er så smalle, at vi er nødt til at holde tilbage og vente på at hinanden går forbi, som ensporede toge.

mandag den 24. september 2007

Tidspræmis

Der var en pointe, jeg ville lave under Selvmordsblog, om fordelen ved tidsbegrænsning. Det er mere spændende, når man ved, der er en ende (fordi uret tikker ned, og det bliver en kamp mod tiden) eller i det mindste et sæt afstukne rammer. Jeg tænkte fra starten, at jeg ville give denne blog et år eller to for at se, om jeg blev et landsdækkende fænomen, men lod det være uformuleret (min de facto deadline er, når min kone opdager, hvad det er jeg laver, og jeg bliver nødt til at lukke bloggen her og starte forfra under et andet navn).

Ligesom ham, der var i The NY Times, som hver uge lægger en ny sang, han har lavet, ud på sin blog. Det er noget, der stimulerer fanbasen. Eller ham, der bestemte sig for ikke at tale i et år.*) Han tastede, at han aldrig havde været så afslappet i sit liv. Det kunne jeg også have lyst til, at holde tavs mandag f.eks. ligesom Gandhi, men det er svært, når man er familiefar:
– Hvorfor siger far ikke noget?
– Fa-ar!

Der er også dem, der tager et foto om dagen, måske af det samme hver dag (ligesom butiksejeren i Smoke), og lægger det ud. Selvportrætter som her t.h. er oplagt. Man kunne lave et digt om dagen eller ugen og lægge det ud igennem et år.
Jeg kunne lægge en tegning ud hver dag, f.eks. en vittighedstegning om dagen. Så skulle det nok ligne noget, hobe sig op som visne blade.
Alternativt kunne man hver dag tage et foto af sin afføring i kummen til Den Store Lorteblog a.k.a. Dagens Skider.


*) Brett Banfe hed han. Jeg tror han snød. Hans website virker ikke.

Pist væk, som ved et trylleslag, som dug for solen, atomiseret, verschwunden

Jeg har været surere end pis hele weekenden, min hjerneskal en skruetvinge af knugende surhed (og ulmende, blindt raseri), lige indtil kl. 4 i morges, da min kone lagde armen om mig. Så kunne jeg til gengæld ikke sove.




Kender du ét eneste lykkeligt, gift menneske?

Man har kun to valg: "Married and bored" eller "single and lonely", som Chris Rock, ekspert i ægteskabelige frustrationer, siger.

Paramahansa Yogananda sagde: "Gift dig ikke, for så tjener du din kone i stedet for gud".

lørdag den 22. september 2007

Hvad er det?



Ikke godt at vide?
Løsningen fås ved at klikke her.

'Vi er alle Crumbs børn'

I 90’erne og frem var det populært med selvbiografiske tegneserier i USA, især som en arv fra Robert Crumb. Joe Matts Peepshow er et godt, sjovt eksempel.

Den samme tendens slog i øvrigt også igennem i den periode blandt kvindelige fotografer, med inspiration fra Cindy Sherman.


Marietta Davis f.eks. fotograferer altid sig selv

Men det kan selvfølgelig blive for meget med alle de bekendelser, som man kan se af denne side af Johnny Ryan (kendt for Blecky Yuckerella).


Klik for fuld, læsevenlig størrelse. Jeg har nuppet siden fra The Comics Journal

Hvad han siger om selvbio-serier kunne ligeså godt gælde for blogs, inklusive nærværende, bortset fra at blogs ikke har tegninger med til at gøre det sjov og læsabelt. Man kan fortælle næsten alt, bare der er billeder til. Se bare hvad Harvey Pekar laver. (Hans serier handler ikke om andet end folk, der går og taler med hinanden på gaden eller tænker og skærer tænder, men tegningerne er til at græde over, undtagen når Crumb laver dem.) Crumb kunne lave "en historie om at pille næse og få det til at se fantastisk ud", for at citere Ryan. Det er så forskellen på ham og andre.

Vigtig pointe: Noget tegneserier er gode til, som ingen andre medier kan, er at vise, hvad folk tænker, samtidig med at de taler.

fredag den 21. september 2007

Hænderne i skødet

Jeg har spildt hele dagen, fordi der er en opringning, jeg ikke kan tage mig sammen til at lave. Også dagen i går.
Måske skulle jeg sende en mail, men det er bedre at være direkte.

Mulighederne undslipper mig.

Mind mig om aldrig at blive gammel (2)


Klik på billedet for at få det fulde bredformatsindtryk

Pornojul (blasfimseri og gudsbesnottelse IV)

Der blev engang optaget en pornofilm, oppe hvor jeg boede. Vikingerne gik i land på stranden.*) Oppe i æbleplantagen lå to nonner og hyggede sig med et krucifiks. Så kom vikingerne og overfaldt dem. Min nabo, mureren, havde fået fat i den, og vi sad og så den inde hos ham juleaften, efter min mor var gået på arbejde.

(Jeg var 12-13. Jeg havde aldrig før set noget lignende. Det var ikke godt at vide, hvad meget af det forestillede.)

Da vi fortalte vores mor om det, sagde hun: – Gik I så hjem i seng og pillede ved jer selv?
_ Nej! Og det gjorde jeg heller ikke. Og selvom jeg havde, ville jeg ikke have sagt det til hende.


*) Det var et udstyrsstykke. De havde investeret i en båd og alting.

Succeskonstruktion


Jeg har for første gang i årevis skrevet en god ansøgning, medrivende, fuldstændig som det passer mig, lige på og hårdt, med brug af ordene "krympende klunker". (Den var på engelsk).

Så må det briste eller bære, enten forstår man det eller også forstår man det ikke, det koster ikke noget, hvo intet vover intet vinder, det er forsøget værd, man må satse, som man siger.


Mine ansøgninger, som de er flest, er enten for overdrevne eller for underdrevne. Det gælder om at finde en balance.
Nu skal jeg bare huske at sende den ud.