Lidt om mig – diskrete hemmeligheder

Meget få mennesker ved det her om mig, men bedst af alt kan jeg lide fri jazz. Til min begravelse skal der spilles Albert Aylers Love Cry.*)

Meget få mennesker ved det her om mig, men hvis jeg føler mig deprimeret og nede, kan jeg godt lide at spise en masse hårdkogte æg.

Den tredje ting har jeg glemt.

…men jeg taler til spejlet og siger forfærdelige ting? Nej.

…Nu kan jeg huske det. Ved mnemotisk meditation foran skærmen er det kommet til mig...**)

Meget få ved om mig, at jeg elsker en stenmur. Et gammelt stengærde er noget af det bedste, jeg ved.






**) Tak til Donner-drengen for The Trip. Glimrende serie. Viser hvor forud for deres tid Poul & Nulle var. Ret mig, hvis jeg var tager fejl. Begge dele er i orden.

*) Ikke at forveksle med Alvin Ailey, barfodsdanseren:

Seks ord der siger det hele

Mine øjne udtrykker en endeløs sorg.

At jeg gnider

Jeg er begyndt at smugryge igen som sædvanlig, men jeg kan ikke lide at komme hjem og lugte af røg, så derfor er jeg begyndt at gnide mig med citron



ligesom Susan Sarandon i Atlantic City (guderne velsigne hende, den gode kvinde).

Jeg tror også, det hjælper at skrælle mandariner.

• Anmærkning: Tjek det, jeg bryder mig overhovedet ikke om at nævne rygning. Jeg er bange for, at det vil påvirke ungdommen til at eksperimentere med dette vulgære stof. Hæslig vane. Jeg så mig selv i spejlet med røg ud og ind ad munden. Det så dumt ud. På den anden side er det bydende nødvendigt for min selvrenselsesprocess at beskrive alle de ting, der giver mig dårlig samvittighed.

Jeg tror også, det hjælper at have hue på, når jeg ryger, så mit hår ikke lugter.

Jeg har ondt i halsen. Jeg tror, jeg har fået KOL. Det måtte ske. Hvad regner jeg med? Er det sådan, jeg vil leve mit liv?

Og dejavuer, dusinvis dagligt

Jeg har fået en sitren ved det ene øjenlåg, jeg ikke kan styre.

Jeg må hellere tage mig noget frokost, før jeg dør

***
Jeg er glad for, at jeg er i live, jeg er glad for, at jeg ikke er død, tænker jeg, mens jeg puster røg på mit spejlbillede.


***

Harold Lloyd flipper fuglen

***
Det er lidt sjovt: prøv at se Harold Lloyd give fingeren i denne film fra 1928:


Speedy (1928).

Den ædle Donzo N. var så god at låne mig sit luksus Harold Lloyd-bokssæt (The Definitive Collection), og det er faktisk sjove film, man sagtens kan se hele familien. Smukke restaureringer af gode kopier. Prøv lige at se gråtonerne i dette skud af Brooklyn Bridge:



Speedy har mange gode gadebilleder fra det gamle New York, her Coney Island:



Det gode ved stumfilm er, at man kan snakke samtidig, uden at det gør noget (f.eks. kan man diskutere det, man ser på filmen). Brillant.




Jeg sværger: Efter jeg har set filmene i dette bokssæt, vil jeg aldrig mere købe billige lortekopier af gamle film, bare fordi de er billige. Jeg har to samlinger Chaplin-film fra TP (kr. 25), hvor hovederne er skåret af og tonerne er helt udvaskede. Aldrig mere! Slut nu! Donzo N har omvendt mig den til den sande videotro. Nu tilbeder jeg i de templer, hvor de sande videoguder bo.
***

Naturlig lækkerhed

**
Det eneste, jeg har at trøste mig med på en dag som i dag, er, at jeg er så lækker.


***

Gaver er til at give videre

***
Jeg er ved at læse Lewis Hydes The Gift, der er virkelig god, jeg er bare ikke kommet længere end forordet, hvor der stod noget, der ramte mig som et læs mursten.

Bogen handler om, at kunsten er en gave, man skal give videre, ligesom alle andre gaver. Der er ikke noget ved det, hvis man bare har det liggende i skrivebordskuffen eller loftsrummet.

I forordet står:

... Markedssamfundets mytologi vender billedet på hovedet: at få snarere end at give markerer, at man er et menneske med substans, og helten "hviler i sig selv", er "selvskabt". Så længe disse antagelser er i højsædet, vil en foruroligende fornemmelse af trivialitet eller ligefrem værdiløshed nage den mand eller kvinde, der arbejder i en gaves tjeneste og hvis produkter ikke i tilstrækkelig grad beskrives som handelsvarer. Når vores substans regnes efter vores erhvervelser, magter det begavede menneskes gaver ikke at gøre ham substantiel.
(s. XIV. Min oversættelse, putte)

Det første, man altid bliver spurgt om som kunstner, er: Kan du leve af det? Penge er den eneste gældende målestok for kunst. Hvis man ikke sælger, bliver man ikke regnet for noget. (At modtage statslegater kommer ind under penge som værdisætning.)

Det er sørgeligt at være falleret kunstner og svært at retfærdiggøre, også over for sig selv. Det er svært at stå dér og skulle til at være kreativ, når man tænker: – Hvad er det værd?



Her er citatet på engelsk:

"The mythology of a market society reverses the picture: getting rather than giving is the mark of a substantial person, and the hero is “self-possessed,” “self-made”. So long as these assumptions rule, a disquieting sense of triviality, of worthlessness even, will nag the man or woman who labors in the service of a gift and whose products are not adequately described as commodities. Where we reckon our substance by our acquisitions, the gifts of the gifted man are powerless to make him substantial.”


Lewis Hyde: The Gift: Imagination and the Erotic Life of Property. Fås på dit lokale folkebibliotek.


Kirk Douglas ses her i den klimaktiske scene i Lust for Life, drenge og piger.
***

Min kone har forladt mig

***


Hun er rejst med børnene på ferie. Jeg skal arbejde.

Nu sidder jeg her og gider ikke arbejde. Hvad skal jeg lave? Skal jeg tage over til Don og låne nogen dvd’er? Skal jeg tage over til 2mason med mine hvide bomuldshandsker og nærlæse hans originale svenske eksemplar af Ola Juléns Orissa, der ikke er til at få på biblioteket? Skal jeg tage ned til J. Per og ryge hans smøger?

Jeg gider ikke nogetsomhelst.
***

Tjek

***
Jeg så lige mig selv i spejlet, og, jo, jeg er stadig smuk.



Men jeg kan ikke lide, at alle jeg møder, jeg ikke har set i lang tid, siger: – Hvor er du dog blevet tynd. (Hvad har jeg, aids?) Pundene rasler fortsat af mig. Jeg er en skygge af mig selv. Jeg må få mig lidt pondus.



Skal jeg foretage mig noget fornuftigt eller spise frokost? Svaret giver sig selv.
***

Tårebine

Jeg er tit og ofte ved at skyde mig selv i hovedet og give op. Det eneste der holder mig kørende er min konstante klynken.



... kniven (Q), der skræller løget (R) og vipper det op til øjet (S), der græder en strøm af tårer (T), der får møllen (U) til at løbe rundt og artikulere albueleddet (V), så blyanten (W) bevæger sig mod papiret (X).

Top 10 på alle linier

Før jeg går ud af døren, kan jeg godt lide at tjekke gassen, slukke lyset og overbevise mig selv om min egen dejlighed i spejlet.


Se hele videoen af Burt Reynolds i badet her.

I spejlsalen venter bæstet

Jeg har ikke noget arbejde for første gang i hundrede år, og nu står jeg igen og konfronterer spøgelset af min egen ugidelighed, minotauren i min nietzscheanske labyrint af prokrastineren. Nu har jeg ikke noget at kæmpe mod længere, andet end mig selv og mine tusind fragmenterede refleksioner i min eksistentielle spejlsal, kun mig selv at brokke mig over. Hvem skal vinde?
Suk, jeg håber kaffe hjælper.
Altid er der så meget, jeg skal bevise.

Nuvel, en rejse på tusind mil starter med det første skridt og alt det der, lidt har også ret, mange bække små, små hjul kan flytte store ting, det er bare at komme i gang (for at sige det med floskler), der er jo ingen, der forhindrer mig i noget, andre end mig selv, frihed under ansvar osv. Når man kan alt, hvad skal man så? Udelukkelsesmetoden duer ikke.

Hvis jeg bare laver en lille smule, er jeg godt tilfreds. Bare en smule hver dag til hoben, nye skaller på min kunstneriske køkkenmødding. Kaffe.

Særligt hensyn fordi det er mandag

Jeg må indrømme, at en del af mig godt kan lide at skyde madrester op på spejlet med tandtråden, men i dag har rengøringshjælpen været her, så jeg skød ved siden af.

Selvindsigt

Jeg ragede mit sommerskæg af, så mig i spejlet og tænkte: – Jeg ligner en barberet kusse.






(Barnagtigt nøgen. For bar. Nu har jeg vænnet mig til det.)

Hvordan er jeg blevet sådan et gammelt røvhul?

Alt det sjove er tyve år siden.
Tilbage er kun den bitre ironi.
Hvor er mit liv blevet af?

Det eneste jeg har at se frem til er en galoperende midtvejskrise.



Til almen orientering: Billedet her er fra Schippers & van den Boogaard: Van Oekels oplevelser 1 - Værre end fanden selv, Runepress 1982. Læs den! Hvis du allerede har læst den, så læs den igen.