Mange tårne i brændingen af parfumeret glas

– Julen er ligesom at have en papirspose
over hovedet fyldt med edderkopper, sagde
jeg og strakte mig i J. Pers sofa med en af
hans Petterøes.

Hans stearinskulpturer fra fem år siden står
endnu. To, der væltede, ligger i en
flyttekasse. Jeg har aldrig været inde i hans
soveværelse.

De er bedst, når de bliver til en hel verden.

Gode håndfulde
alt forladt
mine venner ler og klukker

Der er et billede af J. Per i Øvigs Thy-lejr-
bog, men han er ikke sikker på, at det er
ham.
– Få dog din bror til at kigge efter, sagde jeg.
– Han må sguda vide, hvordan du så ud. Nu
dine forældre er døde.

Jeg har sagt, jeg vil skrive hans biografi, og
hver gang jeg siger det, begynder han at
recitere de første par linier, som han
forestiller sig dem, men jeg har aldrig tændt
telefonen. Det er flygtigt spind fra et væv af
guld. Sommerfuglestøv fra forgangne somre.
Med det på fingrene kan du flyve.

– Det bedste er den fede, der går lige op og
ringer i kroneshakraen, sagde jeg med en
krystallinsk tone.

– Det bedste er at gnide de tidlige topskud,
sagde han, – til fingrene bliver helt klistrede,
og så ind i noget tobak og ryge det i haven,
mens fuglene fløjter.

– Klart, men det er også bedre at tage
svampe ude i skoven end sidde inde i en
lejlighed.

– Det er klart.

Han er skuffet over kvaliteten af den brune
på Madam Christiansen. Ingen er til at stole
på. Og finder man en god, er de hurtigt væk
igen.

Hvad han savner er et diskret stykke
landbrugsjord. Det er så sørgeligt, når høsten
er omme hen mod udgangen af november.
Det er det samme hvert år, cyklisk som hans
livsførsel er.



Sent from my iPhone

Fwd.

Jeg drømte at jeg gik på stranden med
Lars Bukdahl i hånden.
Hey Lars, sagde jeg, må jeg ikke låne din
Gamle Nick fra Trumf-serien?
Han lo under den bredskyggede hat.
Bagefter ristede vi pølser,
hans: kalkun, min: tofu.
Vi svømmede og dykkede mens hvalerne
sang.

Gensyn

Hende ukraineren med matroskasketten
sagde: - Haha, du er ikke hendes far, du er
hendes ven.
- Jeg er faktisk meget striks, sagde jeg.
Hendes egen far døde i Tjernobyl.

På vej op af trappen gik de ind i en urtehave
og røg noget urt. Middelaldermure,
munkebede. På toppen fik min datter en
ridetur. Tre gange rundt for en femmer. Han
havde glemt sin pose og måtte ned igen.

Fadøl, majskolber, tårntur,
kuglespilsturnering hvor konerne stod og
passede på taskerne og busser
fra hele landet.

Resten var nedtur, vi var 100 år om at finde
en restaurant og bagefter ved jeg ikke om
jeg skulle have givet. På vej op ad
rulletrappen så jeg i hans røde øjne. Jeg
kunne dårligt kende hans ansigt.

Fra familiealbummet

Nej mor, jeg dyrker ikke petting med mine venner!

Triumfens digter

At gense Dan Turèll-videoen om tidens selvoptagede jammerlyrik fik mig til at tænke på, at det gjorde han i hvert fald ikke (altså jamrede). Hans digtning var triumferende – dummer han sig på et job, skrider han bare, uset overvåger han en kvinde onanere nede ved mosen, han scorer et mål som målmand på udspark (Onkel Danny-eksempler) – aldrig selvmedlidende. Selv da han var ved at dø, var det værste, han kunne sige: Jeg skulle nok ikke have røget så mange smøger.



Det sagde han faktisk ikke engang. Hvad han sagde var:

Tobakken
var bare en
gen-opfindelse.....................................................................Historie
.........................Af
åndedrættet.

(Tja-a Cha-Cha, Borgens Forlag 1993)

Og så brugte han et ord som melankoli.


Nu sidder Bert Bentramsen eller hvad han hedder også og ryger (Lørdagshjørnet, 1979).

Et eksempel til efterfølgelse? Jeg vil i hvert fald til hver en tid hellere læse De tre musketerer end noget af en, der har ondt i røven og ikke kan skide.

– Det var altså ret hårdt! – Hahaha!

Dagens absolutte højdepunkt kom, da jeg pløkkede min datter (13) på siden af hovedet med en snebold. 1% fra eller til, og den havde ramt hende i øret eller ansigtet, og hun havde grædt. Perfekt. Stort, hvidt mærke på siden af huen.

Hun ved, hun får tifold igen, men hun begynder alligevel. Hun kan ikke nære sig.



Faktaboks: Jeg kastede en snebold, der ikke gik i stykker, da den ramte asfalten (efter ikke at have ramt skiltet). Jeg kan mit kram. Jeg er kunstner.

Som om (del III) – suspekte typer i min udvidede bekendtskabskreds

Min datter har en lille veninde, hvis far er det mest upålidelige menneske, jeg nogensinde har mødt.
– Hvor har I været? sagde jeg. – Vi har ventet på jer en time.
– Nåja, telefonen var flad, du ved, den ene ting tager den anden ...

Og så siger han: – Har I været ude at kælke?
– Næh, siger jeg, – de børn er ikke til at drive ud. Hvad med jer?
– Jeg kan ikke i de her sko ...

Jeg har aldrig hørt så mange undskyldninger. *)

Jeg hader, når han kommer herop. Jeg har det altid som om, han scanner stuerne for noget at stjæle: – Hvad har I heromme, hæhæhæ ...

*) Undskyldninger for alt: hvorfor hun ikke nåede med til fødselsdag igen, hvorfor det er svært at få arbejde (uopfordret) osv. osv. Næh, Xbox og den fede skal han nok finde tid til.

Mit udlandsophold, dag 2

***
Jeg tog en lur under en eg. Det var skønt. Jeg gad ikke begynde at male, før tv-holdet dukkede op.


***

Smøgsnorkler

***
Da vi var nede at aftenbade, så jeg to teenagepiger sidde ude i vandet og ryge. Det havde de garanteret ikke gjort alene. Rygning er en social aktivitet på den måde. Det er sjovere, når der er nogen med.

Humorpolitiet: Det havde været sjovere, hvis de havde siddet under vandet og brugt cigaretterne som snorkler.



Halvt druknede natsværmere klynger sig til skodderne som redningspontoner. – Hvor er der en ildflue, når man har brug for en?!

Guldsmeden ser dem og firer en line ned fra en venlig edderkop eller en silkeorm.


Harrison Cady: The Regatta Season Opens in Beetleburgh (1917)

Dagens tanke: Undervandsmyg.
***

Påskefrokost i solen

***
Noget af det sørgeligste ved at være i et mangeårigt forhold er følelsen af, at den anden ikke gider være sammen med én. Jeg tror f.eks. ikke, min kone reelt har gidet lytte til mig siden 1995.

– Jeg gider ikke spilde mit vejr på dig, sagde jeg, – når du ikke gider høre efter.

– Bliver du fornærmet nu, fordi jeg ikke giver dig 100% opmærksomhed, siger hun med sådan en irriteret skærebrænderkant i stemmen. – Har du noget mod, at jeg læser min bog?

Nu får jeg foredraget om, hvad jeg skal og ikke skal.

15% opmærksomhed hver 14. dag ville være fint. Kom her, spis den frokost, jeg har dækket op til, og lad være med at tale med mig.

"100% opmærksomhed" – som om det var dronningens gunst, jeg skulle kæmpe for.
***

Ud/flugt

***
Jeg var sur, så jeg gik mig en tur og røg en tynd cigar og drak en kaffe ud af et papkrus, jeg tog med hjemmefra. J. Per var ikke hjemme, så det var ligesom at besøge ham, bare uden at tale med ham og uden at sidde ned. Alligevel gik jeg ned forbi, hvor han bor (med en livlig indre dialog i hovedet fuld af nagende bitterhed om mit spildte liv og hvor meget, jeg savner New York, og andre kvælningsfantasier). På vejen fandt jeg noget herligt skrald, bl.a. Imprimatur af R. Broby-Johansen, bind I og II.

Deri stod:

Mit job her i verden er jo at skrive. Og en forfatter mister let kontakten med almindelige mennesker. Han sidder ved sit skrivebord og bliver en slags turist i tilværelsen. Det er påfaldende, hvor mange forfattere der skriver og bliver ved at skrive på deres barndoms og første ungdoms oplevelser.
(forts. forneden)

Det er mig! Der sker mig aldrig noget, jeg sidder bare inde i mit rum og tænker på min ungdoms hårdetrip. (I hvert fald har jeg noget, der skal ud dér.)

Men det var det mindste af det: hovedfundene var en guitartaske og en laptoptaske. Guitartasken fyldte jeg med to paraplyer, Broby-Johansen og dette billede af et udviklingshæmmet barn:



Laptoptasken fyldte jeg med et børnekeyboard med dyrelyde, der lige passede i. På hjørnet mødte jeg min nabo, eks-makedonieren.
– Spiller du også musik? spurgte han.
– Nej, sagde jeg. – Men tjek mine knaldgode fund.
– Er der en computer i?
– Ja, sagde jeg og zippede lynlåsen op. – Se, et børnesymfoniorkester! Haha!

Det er en kedelig historie. Jeg havde bare lyst til at skrive børnesymfoniorkester.

Børnesymfoniorkestret tog jeg op og til Gummi-Arms øvelokale og gav ham i forsinket fødselsdagsgave. Hans overraskelse og benovelse var mærkbar. Bagefter inviterede han sig selv til gratis mad, og jeg gik hjem i regnen.


Morale I: Der sker ingenting, hvis du bare sidder derhjemme og er sur.

Morale II: Der er skrald nok til alle.



Jeg tror mest, Broby-Johansen er kendt for at have det vilde udseende. (B. Askholm foto.)


BONUS BROBY-JOHANSEN-CITAT
– for hardcore Broby-Johansen-entusiaster:

Den avancerede forfatter føler sig som lidt af en olympier, men digteren, der læser op, artikelskribenten, som forelægger sit materiale mundtligt, eller tænkeren, som meddeler sine overvejelser direkte uden omvejen om ad skriftsproget, har kontakt med sit publikum på lige fod så at sige.

Folk, der ikke selv har oplevet det, vil næppe kunne forstå, at en foredragsholder hele tiden fornemmer tilhørernes reaktioner, ikke bare som kompakt gennemsnit, men samtidig hvordan nogen er med fynd og klem, andre føler sig desorienterede, nogen keder sig og andre er forargede …

Det er ganske ligegyldigt, hvad tilhørerne mener om ham, om de beundrer eller ringeagter ham, om de synes han er en klovn eller et ideal. Det, det drejer sig om, er at han har noget af interesse at meddele og er i stand til at gøre sig forståelig.
(forts. fra ovenfor)

Det er også mig! Som blogskriver er jeg jo i umiddelbar kontakt med mine læsere og reagerer med seismisk følsomhed på deres mindste rømmen og utålmodige skiften sig i sædet.

Tak.
***

Kulturtorturtur – jeg gad ikke alene

***
Jeg vækkede J. Per for at få ham med på den Hirschsprungske, og det var skidekedeligt. Men man skal jo til det ind imellem, kulturen. Han har haft tilbagefald og røget noget "god pot" over en forlænget weekend.

– Tænk at være udenfor, sagde han.

Vi slog et smut gennem Botanisk Have og kiggede efter kæmpelotussen.

– Der er Fyrebakken, sagde han, hvor hippierne sad i 60’erne og fyrede. Efter hvad han fortæller mig, voksede der hamp i Haven dengang, der var lige til at plukke. Hvem ved. Eik Skaløe nævner også Fyrebakken i en sang. Så bliver man så meget klogere.

Jeg er ellers ikke meget for at ændre mine rutiner. Nu er hele dagen skudt i sænk. Jeg fandt ikke det billede, jeg kom efter (af Vesuv i udbrud), og jeg blev ikke inspireret. Der var et par meget gode himler:




J. Per styrede direkte hen til billedet af opiumsrygere:


Zarthmanns kineserier. Mærkelig ide med mønster over det hele.


Dette billede af "sol mellem graner" er det bedste:


Hammershøi, den store mester.


Jeg er træt af motiver og figurer. Der er også som sædvanlig for meget numsefiksering. Altså mandenumsefiksering. (Og så uden hår. Hvor er vi henne?)


Eckersberg var numsemand.

Onsdag er gratisdag, så hvis man absolut skal på museet, vil jeg foreslå, at man gør det den dag. (Ellers udmærket lille museum. Dansk guldalderkunst. Lad det være i fred, som det er.)
***

Vanitas

***
Det ville være rart, hvis nogen gad lave mad, så man kunne få sig en ordentlig søndagsbanket.

Min kone siger: – Det her vejr minder mig om en firserfilm med John Travolta.

Jeg ved ikke, hvad hun mener.

Hele huset flyder. Nu går min kone, men ellers går jeg.

Jeg ramte min svoger med en snebold i hovedet i går, men jeg er ked af, at jeg ramte så hårdt. Det lød som en lussing.




***

Der er hul midt i bloggen

***
En årvågen læsers forespørgsel mindede mig om en historie: Jeg sad og drak inde på Kultorvet engang i firserne, og så sad der de her to Storm P.-vagabonder på en bænk, og den ene siger: – Hvis jeg føler mig lidt nedtrykt, gør jeg bare sådan her. Og så stak han en finger ind gennem sit hul i skoen og kildede sig selv under tæerne.



Jeg tror, man kunne skrive en hel bog, hvis man satte sig til at lytte til de fulde idioter på bænken. Men hvem har tid til det, andre end Per Fly? Og der skal jo stadigvæk være en historie.



Gavin Bryars optog en hjemløs mands sentimentale fuldesang og lavede et nummer ud af loopen. Desværre kommer Tom Waits ind og ødelægger det hele efter ca. halvandet minut her på videoen. Lyt til hele det uspolerede, alenlange nummer på The Sinking of the Titanic. Hele cd’en er god. Fås på dit lokale folkebibliotek.


Jeg gik forbi de samme idioter, der sad på 73rd St. og drak hver dag, da den ene sagde til den anden: – Why don’t you stick a finger up your ass and twirl? En glimrende replik, jeg stak min kusines mand, neoekspressionisten, med til min farmors gravøl, efter han kaldte mig en snothvalp og jeg kaldte ham falleret, og han tog sin kniv frem og legede med den.

Bagefter satte jeg mig ud i køkkenet og græd.
– Jeg er ked af det, sagde jeg til min onkel.
– Jeg nød det, sagde han.

Næste morgen var han kørt før morgenmaden, neoekspressionisten.

Fucking familie.


Morale: Hjemløse og kriminelle har al den gode slang.


Flere billeder af skohuller fra Popeye-tegnefilm findes her.
***

Nye blade i min smertensbog

***
Jeg skøjtede ind i en femårig pige og styrtede. Hun rejste sig op og skyndte sig væk. Nu kan jeg ikke støtte på mit venstre ben. Det gør ondt bare at sidde ned.



Det er det knæ igen.
***

Ud i ’en

***
Min kone syntes, hele familien skulle ud i naturen, så vi tog ud på Amager Fælled og trampede lidt rundt.
Jeg kan ikke fordrage naturen, når det er noget, man skal ud i, og den ikke bare er der.
Så trampede vi lidt rundt i sivene. Det synes børnene var meget sjovt. De fandt nogle stier og hemmelige "reder" derinde. Det lignede bøssemødesteder alt sammen.

Min kone havde taget et rør Pringles med som lokkemad.
– Spiste du lige en?
– Ja, sagde jeg.
– De er altså til deling.
– Ja, det ved jeg godt.
– Jeg har prøvet at spise chips med dig før, og du spiser dem alle sammen, det er ikke til at følge med.
– Jeg tog én. Én chip. Jeg er et voksent menneske, hvad skal du blande dig for, om jeg tager en?!

– Her, hold dem selv, sagde jeg, træt af at råbe, og stak dem ind under hendes arm.


– Vidste I, sagde jeg til børnene, – at ham, der opfandt Pringles-røret bad om at få sin aske begravet i et?
– Åhr ja, sagde de.
***

Flappeløsning

***
Jeg kan ikke se, hvad der står på min laptopskærm, når jeg sidder udenfor, men det hjælper at tage et lagen over hovedet, som nu.


***

Til opgradering

Jeg købte to par sandfarvede klipklapper i Netto, fordi de var så billige. Min datter begravede en af den i sandet og kunne ikke huske hvor. En anden blev væk af sig selv. Nu har jeg gået i to højre klipklapper siden 2005.

Nudisme er unaturligt (2. del)

Jeg fandt mit gode gamle eksemplar af Nudist Society frem, en bog om den amerikanske nudistbevægelse fra 1970, hvor de bukker sig bagover for at forklare, hvor naturligt det er at være nudist, gerne hele familien sammen. De amerikanere. De må jo trænge til det. Bemærk at bogen er skrevet af en ph.d., det hjælper også.



Det sjove er, at jo mere normale situationer, man ser nudisterne i, desto mere unaturlige virker de.

Her er et godt eksempel:


Så kan hun rigtigt gå og holde øje.

Her er et par stykker til.


Klassikeren, volleyball.


Årets nudistkongefamilie er kåret.


Husk at lade som om I ikke kigger efter, drenge. Hattene styrer.


"Spændt" forventning.


Grækerne igen. Et klassisk forbillede er altid godt.

I mellemtiden handler det jo mest om at få lov til at se billeder af nøgne folk. Før pornoens frigivelse var "nudistblade" udbredt, ligesom bøger af "kunstfotografi" (og fotoamatørklubber, hvor man får lov til at gå hen og granske en nøgen dame gennem sin linse). Nå.

*

Det er for mig at se ironisk (eller i hvert fald såre påfaldende), at grundlæggeren af den amerikanske nudistbevægelse (billedet herunder) har det største lem af alle. Eller også hænger det bare utroligt lavt. (Klik & forstør.)


Henry Huntington, californisk nudistpioner. Se også under "gymnosofi". Bemærk hvor misundeligt han bliver iagttaget af den anden mand på billedet.

Det var slut på 2. del af essayet. Med lidt held kommer der en 3. del en dag. Eller måske et helt nyt essay om det samme! Hold vejret så længe.

Apropos næsehår

Jeg var til fyrreårs fødselsdagsfest hos min kones fætter Örvan Åke oppe i Ganløse.*) Han fortalte i forbindelse med kvinders plukning af øjenbryn om dét at hive næsehår ud med neglene, når man sidder til møde. Jeg troede jeg var den eneste der gjorde det! Det gør skideondt, navnlig når man får fat i en hel dusk på en halv snes hår.

Han arbejder på en stor dansk medicinalvirksomhed.

Jeg kan virkelig godt lide min kones fætter Åke Örvan.

Han sparkede sin nabos hund, engang den ikke ville lade avisbudet komme ud af lågen. En anden gang sparkede han en hund, der ikke ville lade ham komme forbi på skovstien. Han er en følsom sjæl, men også en he-man.


*) Navn og andre personlige oplysninger er ændret for at beskytte hans (og min) sande identitet


Nærbillede af mit klinisk studsede næsebor fra en anden 40-års fødselsdag i lørdags.
Jeg fandt endelig den trimmer, der var bortkommet.