Hobbyhjørnet

I dag fandt jeg en rystepudser og en tamburin, nogen lod ligge, da de flyttede.

Jeg overvejer at montere tamburinen på rystepudseren.

Nu har jeg monteret den:




***UPDATE (dagen efter)***: I dag fandt jeg en til rystepudser og en elhøvl:



Jeg vil bygge en hær af robotter til mit ensemble.

Væmmeligt albinokryb afbryder min middagsmeditation

Der sad en hvid edderkop (a) på min espressomaskine i dag. Jeg tror, det er tid til at rense bakken (b).

Tårebine

Jeg er tit og ofte ved at skyde mig selv i hovedet og give op. Det eneste der holder mig kørende er min konstante klynken.



... kniven (Q), der skræller løget (R) og vipper det op til øjet (S), der græder en strøm af tårer (T), der får møllen (U) til at løbe rundt og artikulere albueleddet (V), så blyanten (W) bevæger sig mod papiret (X).

Jeg skal ud at hente børn

Jeg morer mig faktisk for godt til at gå nogen vegne. Jeg får måske ikke lavet det store, men lidt. Jeg skal bare have tid, for mit hoved er en popcornmaskine, der gløder.

Flinke fyre fuckes over - tro ikke der er noget rigtigt at gøre

Man tror man gør det rigtige her i livet, og så viser det sig, at det hverken betaler sig eller bliver påskønnet. Tag min fætter, der arbejder på atomkraftværket og giftede sig tidligt med sin kæreste fra gymnasiet og har sat sig med hus og svømmepøl og to børn og er bundet, så han aldrig kan flytte eller skifte karriere. Tror I han bliver værdsat? Nix. Hans kone tager massagekurser for at uddanne sig (haha), "sælger" Mary Kay-produkter i et pyramidespil og truer konstant med at forlade ham. Måske har hun allerede gjort det, jeg har ikke talt med ham et stykke tid.

Som Nate får at vide i Six Feet Under: Livet er ikke en automat, hvor man lægger godhed i og trækker lykke i den anden ende. (Frit efter hukommelsen.)

Der er ingen højere retfærdighed. Der er ingen garantier.


PS Jeg fandt citatet. Det er: ”I know that if you think life's a vending machine where you put in virtue and take out happiness, then you're going to be disappointed.”

Bekendelsesmaskinen

Min veninde Iki, tredjegenerations japansk avantgarde-filmskaber, opfandt engang en "maskine" – jeg tør godt skrive om den nu, der er gået så mange år – der gik ud på, at familiemedlemmer via et videokamera skulle fortælle hinanden deres ærlige mening, måske sige alle de ting de ellers ikke ville få sagt. Den var tænkt som et led i familie- eller samlivsterapi.

Jeg ved ikke, hvor godt den virkede, for kort tid efter gik hendes kæreste fra hende, da hun gav ham et valg mellem at få børn eller ikke være sammen (giv aldrig en mand et ultimatum ang. børn, snyd ham hellere, prik hul i kondomerne, tving ikke en mand til at tage en beslutning om at få børn, regn bare med at han bliver glad for dem, når de er der), og da han var min ven, jeg kendte ham bedst, har jeg ikke talt med hende siden.

Hun fortalte, at hun havde haft sin maskine opstillet hjemme hos en redaktør fra The New York Times, og hvor pinligt det var at høre, hvad han havde at sige: – Jeg kan ikke holde ud som I taler til mig, sagde han f.eks. Jeg synes maskinen lød som en god idé og spåede hende en stor fremtid og mange penge, især hvis hun fandt ud af at lægge den ud på nettet.

Jeg tror denne blog på en måde er min maskine. Min kone og familie ser den godt nok ikke – og godt det samme for det – men jeg kommer da af med det.

Men bliver jeg klogere af det?

Noter fra kolostomien

I søndags var jeg i kolonihaven, i dårligt humør og med hovedpine. Febrilsk skriblede jeg de følgende noter og stak dem i skjortelommen.

Mit hoved er ved at eksplodere. Naboen klipper hæk med en elektrisk hækkeklipper. Nu begynder det at styrte ned.

Min datter brændte hul i trampolinen med et brændeglas, men det var ikke med vilje.

Lyden af al den aktivitet driver mig til vanvid. Folk med alle deres projekter. Kan de ikke bare være i fred? Hvorfor er der altid noget, der skal gøres?

Jeg sad og læste Messmanns store gør det selv bog. Bare tanken om at sætte tapet op eller male. Det er til at få kvalme over. Hvordan kan nogen more sig ved den slags? Hvad i al verden til tilfredsstillelse er der ved det?

Jeg har lyst til at krølle sammen i fosterstilling og forsvinde ind i mig selv. Jeg kan høre alle naboerne og deres joviale, accentuerede stemmer.

Derhjemme kan jeg i det mindste ikke høre naboerne.

Men jeg var da udenfor i det mindste (og blive lyserød som en kødpølse)

Jeg har gået hele dagen og ordnet (terrasse) i kolonihaven. Det føles endnu mere nyttesløst end det, jeg laver til hverdag.

Græsset trænger til at blive slået, det er en halv meter højt, og græsslåmaskinen virker ikke. Det er en håndslåmaskine, der er for sløv.
Jeg fandt faktisk en elektrisk plæneklipper på vej op i Irma for nogle søndage siden, som nogen havde stillet ud til storskrald. Og den virkede, en stor fryd og retfærdiggørelse af guds uendelige visdom og forsyn, indtil den begyndte at ryge voldsomt og lugte af brændt plastik. En nabo foreslog, at man kunne smøre den, men så skal den jo skilles ad først.
Altid er der forhindringer i vejen for det man godt vil.

Det er modellen på billedet, den klassiske model i orange. Mere om græsplænens støvsuger her i De Gamle Plæneklipperes Klub.