I søndags var jeg i kolonihaven, i dårligt humør og med hovedpine. Febrilsk skriblede jeg de følgende noter og stak dem i skjortelommen.
Mit hoved er ved at eksplodere. Naboen klipper hæk med en elektrisk hækkeklipper. Nu begynder det at styrte ned.
Min datter brændte hul i trampolinen med et brændeglas, men det var ikke med vilje.
Lyden af al den aktivitet driver mig til vanvid. Folk med alle deres projekter. Kan de ikke bare være i fred? Hvorfor er der altid noget, der skal gøres?
Jeg sad og læste Messmanns store gør det selv bog. Bare tanken om at sætte tapet op eller male. Det er til at få kvalme over. Hvordan kan nogen more sig ved den slags? Hvad i al verden til tilfredsstillelse er der ved det?
Jeg har lyst til at krølle sammen i fosterstilling og forsvinde ind i mig selv. Jeg kan høre alle naboerne og deres joviale, accentuerede stemmer.
Derhjemme kan jeg i det mindste ikke høre naboerne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar