Ængstelse over ikke at lave noget

Jeg sprang op og kørte ned for at købe noget at ryge, men de havde ikke det, jeg ville have, tre forskellige steder, så jeg gav op. – Jeg får alligevel rynker, tænkte jeg. Men jeg er stadigvæk ængstelig.

Til mig selv

At ryge en stor cigar, skulle det løse nogen problemer? Hvad hvis man røg en lille cigar?

Det gamle kvarter

Her er en video fra mit gamle kvarter. Det er ingenting, bare sånoget pjat, som min mor sagde, når hun kom med noget fra tierbutikken.



Jeg var inde i den gamle bagelbiks. De er gået ned ad bakke. Pigen spildte hummus i rødløgene og satte fingeren ind i koppen, før hun hældte op, men jeg gad ikke sige noget.

Tæt på

Jeg gik til frisøren og blev foryngret. Det var i forgårs. Nu er jeg klar til at blive foryngret igen.



FAKTABOKS: Ovenstående er fra Dreyers Jeanne d'Arcs lidelse og død. I Valby ligger der pudsigt nok en frisør, der hedder Jeanne d'Arc:



De binder en til en stage og brænder håret af, mens man tvinges til at erkende den sande gud.

Som en trold af en pizzaæske

Jeg kom gående forbi mit gamle hjem, da pizzamanden sprang ud af sit pizzeria og råbte efter mig: – Du skal flytte tilbage!
– Det kan jeg ikke, råbte jeg tilbage fra modsatte fortov, – mit liv er andetsteds nu!
(Jeg er mindre sikker på den sidste del af mit udråb.) Og uden at miste et skridt fortsatte jeg på min færd.

Hvad sker der lige for ham?

***
Min ene pizzamand spiser ikke hvidløg, fordi "der er så mange snobber".


***

Fuck dig, kunde

***
En af de morgener, hvor jeg føler mig som Frankensteins monster. Måske er det mit lasede, gamle kluns, mit vilde, rødrandede blik.

Så går jeg ind i 7-11:

– Gi’ mig et frimærke til USA.
– Vi har ikke frimærker.
– Jo, I har.
– Nej, vi har ej.
– Det plejede I at have.
– Nej, vi gjorde ej.
– Jo, I gjorde.
– Nej, vi gjorde ej.
– Det gjorde I for nogle måneder siden.
– Nå, men det gør vi ikke nu.

Så hellere et ærligt "Fuck dig, kunde".

Hvad skal jeg gøre. Gå hjem og hente bon’erne? Så på vejen ud siger jeg bare højt: – I plejede at ha’ dem, som det sure gamle fjols jeg er.

Senere spurgte jeg en gammel dame på Valby Langgade: – Undskyld, hvor ligger posthuset? Men hun gik bare videre. Så der er altså folk, der er surere og ældre eller bare døvere end jeg.
***

Jeg burde strække armene ud og favne verden - den lange vej ud og hjem

At tage bussen er det værste ved at min cykel er i stykker. Stanken af andre mennesker. Ulækker stank af rygere. Bussen er den laveste transportform.

Og så at gå det sidste stykke. At skulle uden om folk, imødegå andre, følelsen af ikke bare at kunne suse hurtigt væk. Især når vejen er lang og lige, og jeg har cyklet den de sidste seks år. Der er intet at se. Hundelorte pakket ind i plastic. Et skilt i et vindue. Altsammen ting jeg har set før. En kiosk der lugter af armsved, hvor de vrænger af børnene, sikkert med god grund for det er tæt på to skoler. Et forarmet stykke vej.

At gå føles håbløst forældet. I en asfalteret verden bliver alle folk født med hjul under fødderne.


(Beasley Street ville være at foretrække. Jeg tilbeder John Cooper Clarke, og de vil I også gøre, når I har hørt det her. Ellers er det bare ærgerligt.)

Kaffen drev mig til det

Jeg cyklede hele vejen fra hallen i går og ned til bagelbiksen for at hente en americano, for det havde jeg glædet mig til, også selvom en ny byge lige var begyndt. Hvorfor gør jeg det her, tænkte jeg, medens regnen piskede mig i ansigtet.
Det var kaffen, der drev mig til det.
På vejen tilbage røg det meste af kaffen ud i plastikposen, som jeg havde den i på barnesædet,*) og jeg måtte stå på parkeringspladsen og dekantere den tilbage i koppen. Bortset fra at den var kølet lidt af, fejlede den ikke noget.
Og meget lidt gik til spilde.
Hil Java!

*

Nu er det tid til dagens første firdobbelte espresso. Så god den har været på det sidste med den friske bønne og et tykt lag cræme.
Tanken om at jeg skal arbejde gør mig syg om hjertet.


*) Jeg havde lært noget siden sidst, for der havde jeg også bagelen i posen.

Sidste øjeblik (2)

Jeg plejede at have mit ur til at gå 8 minutter foran, ellers kunne jeg aldrig nå noget. Min lillebror havde sit 16 minutter foran. Men den værste, jeg har mødt, er Art Guerra i Guerra Pigments på 13th Street. Hans ur i butikken gik en hel halv time foran. Det er ekstremt.
– Dit ur går forkert, sagde jeg.
– Det er med vilje, sagde han.

Forrige måned stillede jeg alle mine ure præcis til tiden, men det var nu kun få minutter, det drejede sig om, en 2-4 stk.

*

Guerra var en flink fyr. Hans kone, en frodig kvinde fra Texas, ville have, han skulle flytte med derned med hende og barnet, så han var ikke så meget i butikken til sidst. Han sympatiserede med mig, fordi min kone, der var gået fra mig, ville have jeg skulle flytte hjem til Danmark til hende og barnet, så vi stod i samme situation.

Reklame: Guerra Pigments har de mest raffinerede pigmenter, og pigmentopløsninger til akryl*): Den samme slags hvid, de bruger til at male Mercedes’er med, den sortgrønne farve, de maler Stealth-bomberen med – en farve der ikke dukker op på radaren!



Interessant faktoid: Matisses oldebarn bruger Guerra-farver! Det er ikke engang løgn. Hun har brugt dem til en højkulørt udgave af Guernica.


*) Man kan blande en ordentlig stor spand maling på den måde til en rimelig penge. Mange teatermalere er kunder hos Guerra (bl.a. dem der lavede The Lion King). Farverne er uforligneligt skarpe. Fandens også, han ligger helt ovre i Nevørk!

* * *

PS Det er altid populært at lave Guernica. Her er en af Hulbert Waldrup. Jeg ved ikke, hvem hans oldefar var.

Da de fangede Saddam Hussein

Min far var først med nyheden: Han ringede og fortalte mig, at de havde fundet Saddam Hussein i en kælder under en grønthandler i Madrid.
Hvor får han det fra? CNN?

Samme dag de fangede Saddam Hussein, gav min grønthandler gratis lakrids.
– Gratis lakridser? spurgte jeg og tog en håndfuld, – Hvorfor det?
– Vi er meget glade i dag, sagde min grønthandler.
De var ved at eksplodere af fryd, men holdt sig i skindet.

Jeg talte med en af de unge dernede engang: Saddam Hussein havde dræbt tre af hans onkler.

Nu er det officielt

Jeg har skiftet cykelsmed. Lad det hermed være bekendtgjort.
Som sagt var jeg jo utilfreds med min gamle cykelsmed og har fundet en ny, der gider kigge længe nok på min cykels ædlere dele til at diagnosticere den ordentligt og indgå i dialog omkring reparationspotentialer og andre cykelrelaterede perspektiver.
Ikke bare det, hans pris for den nyligt udførte og hårdt tiltrængte, gennemgribende reparationsopgave lå kr. 100 under hans oprindelige skøn og 66% under min gamle cykelsmeds ublu og i al bryskhed afgivne tilbud.

Hvilken fornøjelse at kunne trampe i pedalerne igen, uden at kæden skøjter over kransen og falder af. Hvilken fryd atter at overhale alle i morgenskyndingen.

For mange år i en lille butik på skyggesiden af en gennemfartsvej

Hvorfor er min cykelsmed blevet så sur? Vi plejede at være på venskabelig fod, nu gider han ikke høre på mig, når jeg står og brokker mig og jamrer over min gamle havelåge med den skøjtende kæde. Jeg tænker på det som spøgefuldheder, han er kort for hovedet. Har han simpelthen været der for længe? Er det noget der sker, når man kan se hvor meget man højst kan tjene og hvor meget arbejde det kræver? Han var så service-minded, da han åbnede. På det sidste har han bare fucket mig over. Han skiftede kranken, men cyklen knirkede og klikkede stadigvæk, og så var det bare pedalen.
Tid til at skifte cykelsmed. Der er jo nok af dem. Selvom han her er den nærmeste.


Hvad han aldrig fortalte sin læge
For nogle år siden blev min cykelsmed ramt af en ansigtslammelse i den ene side, en af den slags ting lægerne ikke kan gøre noget ved, der som regel går over af sig selv efter en seks måneders tid. Han prøvede akupunktur, intet hjalp - indtil han tog hjem til sin landsby i Tyrkiet og den lokale hellige mand gav ham et par sider af koranen og sagde, at han skulle stille dem i et glas med vand og drikke vandet. Næste dag var hans lammelse væk.
Det var hvad han fortalte mig.