En af de morgener, hvor jeg føler mig som Frankensteins monster. Måske er det mit lasede, gamle kluns, mit vilde, rødrandede blik.Så går jeg ind i 7-11:
– Gi’ mig et frimærke til USA.
– Vi har ikke frimærker.
– Jo, I har.
– Nej, vi har ej.
– Det plejede I at have.
– Nej, vi gjorde ej.
– Jo, I gjorde.
– Nej, vi gjorde ej.
– Det gjorde I for nogle måneder siden.
– Nå, men det gør vi ikke nu.
Så hellere et ærligt "Fuck dig, kunde".
Hvad skal jeg gøre. Gå hjem og hente bon’erne? Så på vejen ud siger jeg bare højt: – I plejede at ha’ dem, som det sure gamle fjols jeg er.
Senere spurgte jeg en gammel dame på Valby Langgade: – Undskyld, hvor ligger posthuset? Men hun gik bare videre. Så der er altså folk, der er surere og ældre eller bare døvere end jeg.
***
7 kommentarer:
Det er for besværligt at forklare vejen til et posthus. Der er jo ingen tilbage efterhånden!
En venlig dame dirigerede mig til kiosken i SuperBest.
Dit arme menneske.
Hvad siger du til Hannahs søstre? (var det ikke dén?) hvor Allan Alda kommer op til Max von Sydow fordi han skal bruge et STORT billede der passer over sofaen, og Max høvler ham ud med fuld musik.
HA!
Nu er jeg bange for at gå ud og købe et billede (der skal hænge over min sofa). Tænk hvis man stødte Kunstneren på manchetterne.
Købshjælp ønskes.
eller kunne man bestille en collage af dine bedste/værste Indre Dæmoner?
Jeg er så sandelig arm.
Jeg kan huske Max von Sydow var noget sur i Hannah & Søstrene, men jeg kan ikke huske Alan Alda, men det tror jeg er fordi han ikke er med! (Jeg havde forresten en lærer, hvis billeder skulle have været brugt i den film som Max von Sydows, men så skete der et eller andet.)
Selv smider jeg aldrig nogen ud, der vil købe et billede (se under taggen Farisæer og filistre), jeg står bare og siger hæh-hæh-hæh og vrider mig nervøst i hænderne. (Det er heller ikke helt rigtigt, jeg har nægtet at sælge et par gange, så sær jeg er, men DET er en anden historie, som man siger.)
Hvis man vil glæde en kunstner, skal man interesseret spørge til hans/hendes arbejde. Det samme gælder forfattere. Og så kan man altid tune ud, når de svarer (ligesom i Glove Pond).
Dæmoner til over sofaen? Du vil bestille? Hvad så med min anonymitet? Nu har jeg igen dummet mig ved at opbanke et ubrugeligt brand.
Jeg ringer lige til min agent...
(Mind mig lige om det her igen, så finder vi ud af noget.)
Glove Pond, hehe
Hov jeg glemte at jeg selv er anonym.
Det må være muligt at lave en forretningsplan, så alle kan bevare deres velfortjente anonymitet: postbokse og PayPal-konti m.v. Jeg arbejder intenst mentalt på sagen.
PS Jeg kan godt lide, at denne her kunstkøbsdiskussion foregår under overskriften "Fuck dig, kunde"!
Send en kommentar