Forsnævrede horisonter

***
På et tidspunkt meget snart løber jeg tør for penge. Jeg bliver nødt til at forlade mit værksted her for at spare penge, men det er svært, når man har vænnet sig til højloftet.

Det tager fem minutter at vænne sig til luksus, men en evighed at vænne sig til en levere levestandard.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.

*

Jeg får aldrig solgt min kunst. Markedet er nede, og der er ingen, der vil have den. Det føles latterligt at lave noget, ingen vil have. Det føles endnu mere latterligt at bekymre sig om ikke at lave noget, ingen vil have.

Der var en gammel tv-serie med Max von Sydow og Liv Ullmann efter en roman af Sigrid Undset om de her kunstnere, der altid spørger hinanden: – Hvordan går det med arbejdet? Eller værket? Det tænker jeg tit på, når jeg er træt i hovedet.


Andre ting jeg tænker på, når jeg er træt i hovedet:

– En mand jeg engang så på The Upper East Side, mens der stadig lå bunker af sne på jorden, en bredhovedet middelhavsmand med grå romerske krøller, der snakkede med en yngre kvinde. Jeg husker det, fordi han havde blanke, sorte joggingtights på. Spørg mig ikke hvorfor.

– Parkeringspladsen på Teknisk Forvaltning i ______ Kommune, hvor jeg kørte med ugeaviser.

– Oslo Plads i gråvejr på vej ned mod Bergensgade.

Selv mine deja-vu’er har dejavu’er.


Den fikse op-art'ede GIF her er nuppet fra Grow-a-Brain, en blog der dukker op hele tiden på den gode måde, når man Googler.
***