Faderløs

Måske, når jeg står faderløs i den kolde blæst, vil jeg for alvor komme til min ret som mig selv. Ligesom før jeg fik børn og troede, at så ville jeg være voksen og lære noget. Jeg troede, det ville løse nogle problemer. Men jeg har ikke lært en skid, og jeg er bange og fryser på isen, og jeg har aldrig følt mig så gammel. Rigtig gammel, grå skægstubbe-gammel som en Guston.


Philip Gusten.

Jeg har altid bildt mig ind, at jeg kunne nå det, når jeg blev gammel, og spildt min tid imens. Men jeg har selvfølgelig ikke vidst, hvor ondt det er at værre gammel, når man ikke har flere chancer og kroppen forfalder, synligt dag for dag. Og jeg, der havde tænkt mig, at jeg skulle sidde på en vinstue og holde hof som Schade. Hold kæft, hvor er jeg dum. Og jeg er for dum til at holde min kæft.

– Hvad havde du tænkt dig, at du skulle have udrettet på dette tidspunkt i dit liv? spurgte min kone, mens vi ventede på at komme ind til skole/hjem-samtale.

Mine tanker flimrede.

– Nå ja, jeg men ville sguda gerne have lavet en tegneserie og en roman (og i baghovedet tænkte jeg en Hollywood-film, men det er ikke så vigtigt).

Så blev vi kaldt ind, før hun nåede at spørge dybere ind til mig.

Jeg har ved gud ingenting, og jeg er ved gud ikke specielt interessant. Ingen eventyrer jeg. Jeg sidder bare her.

Jeg er reelt bange for at konfrontere mit værk, fordi jeg er bange for at fejle.

Sand historie

Jeg har ikke vasket min kaffekop op i år.



Jeg opdagede, at jeg har gået i de samme to skjorter i fem år. Det gjorde mig sørgelig til mode. Min sidste yndlingsskjorte er fra før 9/11 (ikke afbildet).

Jeg har haft dette lagen hængende til at tørre mine fingre i siden 2005.

Som en kunstner i skyttegraven der hidsigt klikker de sidste nødråb ud før det store bombardement

Jeg bliver så sur over at arbejde. Det er ikke rimeligt.
Hvem der havde initiativ
og gåpåmod
og ikke bare sad
og så på mod
horisonten,
mens hjertet dræner for blod
og jeg spilder mit liv.
Hvem der gad
få noget fra hånden.

Sørgeligt.

Alt er bedre (addendum I)

Måske var det bedre, hvis jeg var skilt. Så kunne jeg komme videre i stedet for at hænge her og dingle som et udsuget flueskelet. Mit liv forsvinder for øjnene af mig, for jeg vælger ikke at handle.



Nu vil jeg gøre noget ved noget.

Mere senere.

Sulten i seng

Wow, det gør ondt i hovedet at ligge her kl.
to om natten og lytte til underboens fjernsyn
og ikke have noget sexliv.

Wow, jeg har ikke nogen udladning for mine
følelser. Hvor borgerligt. Prins Henriks tale til
Mary: "Jeg beundrer din evne til at styre
dine følelser."

Kung-fu.

Hvor mærkeligt og sørgeligt det altsammen
er. Jeg her i min hinde. Fanget på livstid.
Uden en drøm jeg kan kalde min egen.

Da jeg var ung, grinte mine kærester og jeg,
hvis vi lå med ryggen til hinanden som gamle
ægtepar.

Det virker ikke retfærdigt

Hvordan kan jeg være så smuk og dog så elendig?

Enden på skruen

Vores forhold er baseret på, at min kone afviser mig. Så når jeg ikke giver hende en chance for at afvise mig, har vi ikke noget forhold.

Henfald

Er jeg den eneste, der bekymrer mig over ikke at være en succes? Er der andre, der har det som jeg?

Hver dag, når jeg cykler hjem, synger jeg: Endnu en dag du aldrig får tilbage. Endnu en dag du aldrig får tilbage. (Prøv selv, den er funky.) Solen timelapser hen over himlen tre gange i minuttet, mens jeg sidder herinde og langsomt dør. En stille død, en sødlig råddenskab. Det er faktisk ret sørgeligt. De vil skrabe mig op med en fejebakke. For satan da også, jeg kan ikke bryde ud af mit eget fængsel. Jeg er som Jacques Mesrines far.









Gør noget, mand. Men hvad? Det er en fælde. Hvis jeg gjorde det, jeg ville, var jeg ikke længere her. (Det er den næste linie til min sang: Hvis jeg gjorde det, jeg ville, var jeg ikke længre her.) Det eneste alternativ, jeg kan se, er at sidde til smuds i halsen på Mændenes Hjem.



Det er ikke rigtigt. Jeg ville selvfølgelig straks finde en sugarmamma at leve af og på. Men mine dage som nuttet er forlængst omme, og en hvis fortrukkenhed er ved at sætte ind i betrækket. Jeg er en klodset elsker. Jeg har ingen moves. Det eneste move, jeg kender, er druk. Hvad er der ellers? Online dating? Det hele er nemmere, når man allerede er dækket ind. Kvinder er som hunde, de kan lugte desperation. Jeg kan se mig selv til fester gå omkring blandt mennesker, jeg ikke kender, i mit upassende kluns, med hungrende, hule onanistøjne. Alle er yngre end jeg og morer sig mere. Så hellere svælge i sit eget svineri. Og spille ridsede plader og nyde sin nedtur – med mere skilsmisse, mere distance (indsæt resten af teksten fra I Need More).

Det var underligt at tænke på, at livet er omme. Det var den tur i karrusellen.
Du havde din chance, nu ligger du dér og
mumificerer
med dine tomme øjenhuler og
ord, der giver genlyd i cellen.

Fundet memo

Når jeg arbejder, mister jeg overblikket. Mit udsyn bliver så knibsk. Jeg glemmer at se op. Jeg glemmer, hvad det er, jeg har godt af. Jeg bliver en pinsel for mine omgivelser, for hvis velbefindende jeg arbejder. Jeg ser meget, meget gerne, at min kone snart når op på et løntrin, hvor hun kan forsørge mig. Det er min tur til at sidde bag på tandemen med benene oppe. Det er min tur til at ligge på vognen, når høsten går hjem.



Åh at slippe tøjlerne.

2023

Øv, jeg glemte at fejre mit indlæg nr. 2000. Dette er mit indlæg nr. 2023, og det er uden at medregne de indlæg, jeg slettede, da Donzo opdagede, at jeg havde udhængt vore samtaler uden hans tilladelse, og kunne se, hvor banal hans ende af samtalerne var, men det er også lige meget. Nu er jeg nødt til at vente, til jeg når indlæg nr. 2222. Til december har jeg blogget 5 år, medregnet afbrydelser og sabbat for at sørge og more mig/leve, hvis jeg holder så længe. Jeg tror, jeg annoncerede mit første selvmord for fire og et kvart år siden. Ikke at der er nogen, der tager sig af det længere, ærgerligt nok. Men I vil savne mig, kan I godt forberede jer på, når jeg ligger der, og vandet i badekarret farves lyserødt. Faktisk ved jeg godt, hvordan jeg ville begå selvmord. Det stod i en ungdomsbog af ham der svenskeren med alle pornoscenerne: Jeg ville drikke en flaske whisky og svømme så langt ud, jeg kan. Donzo har også læst den – og alle andre bøger, virker det som, der læses med én hånd og kunne fås på kommunebiblioteket sidst i 70'erne – og jeg kan ikke lide at skrive det her, for jeg frygter, han gør alvor af det. Han er så skrøbelig.

Jeg er allerede i gang med at skrive min 5-års jubilæumstale, der går sådan her: I 5 år har jeg blogget, og i den tid er folk omkring mig døde, har fået støtte af Filminstituttet, skrevet romaner, blevet overlæger, kommet i The New York Times, men jeg har ikke rykket mig en meter. Ikke en tomme. Jeg sidder præcis, hvor jeg sad for fem år siden. Det er kun jordkloden, der har bevæget sig. Ikke en nanometer er jeg afveget fra min geosynkrone livsfælde. Kan du høre mig, Major Jamsemand? "Hvad?" Glem det.

Jeg ville ønske, jeg kunne sige at jeg var blevet klogere, men det er jeg ikke. Jeg har lige så lidt lært, som jeg har udrettet. Hvor er det dog nedslående, når jeg tænker over det. For læseren er det vigtigt, hvis der sker noget livsbekræftende ind imellem, så lad mig tænke over, hvad det mon kunne være. I behøver ikke læse det her, jeg tænker stadigvæk. Satans, der er intet, jeg kan komme i tanke om. Hvor fattigt. Jeg finder på noget inden december, og så fejrer jeg det med et knald. Hvis I ikke hører fra mig, er det, fordi jeg har det godt eller er død. Og min blog vil fremstå som et overgroet gravsted, der langsomt kvæles af ufiltreret spam og læsersvigt.

Kortene på bordet

Jeg er kommet med i en kunstnergruppe, men det er en dårlig kunstnergruppe. Vores udstillinger er kedelige, og vi har intet til fælles.
Men jeg har ikke andet. Jeg har intet.
Det er meget sørgeligt, og jeg har lyst til at græde, min løsning på alt.
Ikke særlig mandigt. Men det er nu ikke det, jeg græder mest over, min manglende karriere, det er værre med mit job, her heller ej ligningen går op, kun jeg i limningen går op. Så er der en stak tjanser til selvpromovering, jeg heller ej har fået lavet, og jo længere tid, der går, jo mere besværligt bliver det. Jeg vågner om natten og tænker på det, om dagen ignorerer jeg det. Tingene skal gøres med det samme, men det bliver ved det gamle. Min hjerne er skævt skruet på, jeg fik den forkerte sko på. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre for at komme ud af dette pløre. Det er fornedrende, det kunne jeg gøre det meget bedre end, og jeg har jo kun det samme liv. Tag dog og opgiv, kan jeg høre folk sige, find på noget nyt, men det er ikke sådan lige, når man føler sig snydt, igen af sig selv, og ikke sin kaffe har nydt.
Schlurrrp!
Nå pyt.
Med guldkornene vist i dag jeg er lidt lang i den spyt.
Det er bare at få smøget ærmerne op og få brygget den næste kop.
Så dér, jeg har ikke mere, jeg er slagen af for mange år på bagen.
Så blød jeg er af at have det for godt, jeg gider ej knokle, og det eneste jeg skal er at skrive en pressemeddelelse, men den hænger over mit hoved som et sværd af Damokles. Så skal jeg også have samlet nogle malerier til at sende til nogle gallerier i udlandet, det er venskabeligt og bare jpegs, ikke andet, men også dér er jeg strandet på anden uge. Hvor er min lue, min gnist? Den ligger på bunden som en udkogt suppevisk. I mit sind der er tvist: på den ene side gider jeg intet, på den anden side kan jeg ikke tro, at jeg kan mene det, og livet er for kort til at holde alting i mente: Åh, glem det. Jeg vil hellere pive, kan I fornemme det? Suk, må jeg sige, jeg ved ikke til hvad, jeg skal blive, andet end mere af det samme, du gamle, det lamme. Der er kun én ting at gøre: på væggen min hjerne udsmøre. Det løser problemerne, i hvert fald for mig, for når jeg er død, betyder de ikke en rød reje. Er alle mine udveje feje? Ja og nej. De vil sige om mig: Han sit hjerte udskreg.
Og når jeg er borte, vil I savne mig stort, både mine vers om kaffe og min fiksering på lort, bagsiden af medaljen, om man vil, dét, det altid vender tilbage til. Åh, tag nu og smil & giv Java et hil.
Hil!
Schlurrrp!
2x(c)

Låget tætner

I dag vågnede jeg og var ikke desperat ophidset. Hvad skulle jeg så stille op, tænkte jeg, vende tilbage til mine sædvanlige hårde trip? Jeg orker det ikke. Og nu har jeg oven i købet startet min blog igen, og hvad godt kan det føre med sig? Det, jeg tænkte, var: Når jeg er desperat, er jeg parat til at gøre desperate ting eller bare f.eks. tage et skridt ud af mig selv og væk, hvis I forstår, hvad jeg mener. Så er jeg parat til at tage nogle spring, fordi jeg alligevel er ligeglad med det hele. Smadre noget porcelæn, lufte nogle lagener. Men hvad, når jeg ikke er desperat mere? Hvad så med den offentliggørelse? Kan jeg overføre handlingsevnen og springkraften til normale, ikke-desperate situationer og ikke-desperate, konstruktive handlinger, der kan føre videre og få mig ud? Det, mine læsere, er spørgsmålet. Et blandt mange.

Let rallen

Jeg er døden nær. Hver dag er som at starte forfra. Jeg har ikke gang i noget. Alt omkring mig dør og visner. Falder om og forgår. Uden et blik. Jeg er knasende vissen, en udbrændt mumie. Mit liv er den sørgeligste undskyldning. Der er ikke mere, jeg kan bilde mig ind. Jeg står på den fladeste bund blandt døde fisk. I stumper. Var der noget, jeg ville? Jeg når det ikke. Min død banker på, mens mine hænder visner som sorte bananskræller. Der er i det hele taget meget, der visner. Hvad det end var, jeg ville, kan jeg godt glemme det. Alting er ufærdigt eller aldrig begyndt. Jeg kan kun se det i glimt ud af øjenkrogen, mens jeg har travlt med at spilde mit liv med noget andet. En flig af et skørt i en døråbning. Mine gamle regnvåde drømme. Et spøgelse af nærvær. Evig uforandret håbløshed og splid. Alene et sted mellem uviljen og ugideligheden.

Drømmen om ingen husleje, del III

En filmfyr, jeg kender, tilbød mig sin lejlighed i London – i et godt nabolag, med flodudsigt – mens han er i New York. Jeg har selvfølgelig ikke noget at bruge den til, for jeg skal sidde her og langsomt dø. (Men min drøm er at sidde dér og skrive min roman*) færdig og flanere i gaderne og spise flan i trattoriaerne og studere i læsesalen på British Museum.)

*) eller i hvert fald ét haiku

Jeg plejede at synes, London var åndssvag, fordi det ikke var New York, men nu kan jeg godt lide den. Jeg har foreløbig nægtet at tage til Berlin. Barcelona er en mulighed.

Hver anden dag modtager jeg propaganda-mails fra de her discount-flyselskaber (Norwegian: Bratislava 199,- kr.!) og får så inderligt ondt i hjertet.

Store atelierer for en slik, centralt beliggende i Beijing

***
Jeg hører, at der er billige atelierer i Beijing (efter boomet). Hvis jeg var single, ville jeg tage et år til Beijing og arbejde.
– Men du er ikke single, sagde min bror, da jeg mødte ham nede i bagelbiksen.
– Nej, men hvis jeg var, kunne jeg tage til Beijing et år og male og arbejde over nettet. Jeg skulle bare have netværk. Lyder det ikke spændende? Det passer ind med min drøm om kun at eje en laptop og et kombineret telt/hængekøje.

Efter sigende kan man begå sig nogenlunde på kinesisk efter et år. Jeg vil tror, det betyder, at man kan bestille nudler.


PS Jeg kan garanteret finde nogen, der gider tale engelsk med mig.

PS2 Det er min drøm, der aldrig bliver til noget. Gør nar, hvis I vil, af mig stakkels, fortabte midaldrende mand.


***

Jammersex

***
Jeg føler mig som et lille barn, hvis forældre ikke kan finde ud af at få det med til børnefødselsdage
Jeg skuffer mig selv så meget
Det bliver ikke bedre med tiden
De samme gamle spøgelser bliver ved med at rasle

Det er ikke sjovt at komme hjem, og det er ikke sjovt at gå på arbejde, for jeg skal lave noget, og der er ikke noget ind i mellem
Jeg arbejder snart hver dag, og jeg har ikke brug for pengene, jeg betaler dem alligevel bare i skat. Der er ikke noget, jeg vil have, andet end mere plads, og det har jeg ikke råd til
Mine papkasser vælter ned over mig. Jeg kan hverken vende eller dreje mig efterhånden

Mit hjerte bløder for hvem jeg engang var
"Jeg lever ikke op til mit potentiale"
Jeg skider på alt det, jeg kan lide
"op og ned ad ryggen"

Der er kun platte vittigheder tilbage
Julen er den værste måned. Jeg ser måbende til, mens alt det, jeg hader mest, har offentlig sex "på gader og stræder"
Hvor er mit barberblad?
Hvor er min lykke?
***

Fundet

***
Her er et blad fra min skitsebog i 1996. Man bemærker, at intet har forandret sig.



Jeg sad i mit værksted og forsøgte at lave noget efter en dag på skodjob, mens min kone og barn ventede derhjemme.
***

Afslutningsvis

***
Jeg har skændtes med min datter (13) hele aftenen, fordi hun starter på sine lektier for sent og spørger hele tiden, og jeg er træt og gider ikke mere, og hun bebrejder mig, og her er ingen plads at flygte hen (det er trist ikke at have nogen fremdrift [eller midler], så vi kunne have flyttet i vinduet efter finanskrisen ligesom fornuftige mennesker – Frizz bor i fem værelser på Østerbro nu). Så vil jeg gå ind og sige godnat til hende i hendes nye, ufærdige halve deleværelse: – Sover du?
– Jeg ligger og tænker på, hvordan jeg vil disse Pia Kjærsgård, hvis jeg nogensinde møder hende og spytte foran hende og sånoget.
– Det er godt, mit barn.
– Det fylder mig med en følelse af velvære.

Kys godnat.
***

Jeg kommer ingen vegne og er flad som en fregne

***
Jeg hader mig selv og alt, hvad jeg står for. Mit liv er en fiasko. Jeg er et nul i et hul.
***

Gennemsyn

***
Jeg sagde til min kone: – Det er rart at have den luksus at kunne kigge sine ting igennem. Jeg bladrede i en tre år gammel notesbog og fandt denne her fede lyrik, hvor jeg brokker mig helt vildt.*) Det er det samme, jeg brokker mig over år efter år.
– Er det sådan noget: "Min kone gi'r mig ikke sex nok, buhu, jeg er så gammel"?
– Øh, ja faktisk.

Hun kender mig så godt.

Folk, der har fulgt denne ydmyge blog, vil også vide, at jeg bliver ved med at brokke mig over det samme.

Det er ikke den store fremdrift, der karakteriserer mig og mit liv.

Jeg er et stort flop.



*) og tastede den ind. Det brugte jeg så den eftermiddag på. (Det var hyggeligt nok.)
***