Let rallen

Jeg er døden nær. Hver dag er som at starte forfra. Jeg har ikke gang i noget. Alt omkring mig dør og visner. Falder om og forgår. Uden et blik. Jeg er knasende vissen, en udbrændt mumie. Mit liv er den sørgeligste undskyldning. Der er ikke mere, jeg kan bilde mig ind. Jeg står på den fladeste bund blandt døde fisk. I stumper. Var der noget, jeg ville? Jeg når det ikke. Min død banker på, mens mine hænder visner som sorte bananskræller. Der er i det hele taget meget, der visner. Hvad det end var, jeg ville, kan jeg godt glemme det. Alting er ufærdigt eller aldrig begyndt. Jeg kan kun se det i glimt ud af øjenkrogen, mens jeg har travlt med at spilde mit liv med noget andet. En flig af et skørt i en døråbning. Mine gamle regnvåde drømme. Et spøgelse af nærvær. Evig uforandret håbløshed og splid. Alene et sted mellem uviljen og ugideligheden.