Samlivet overgår døden

Ønsk mig tillykke eller det, der ligner. I dag er en milepæl i denne blogs historie: for første gang har "samlivets ædle kunst" (også kendt som "s.æ.k.") overgået "døden" som mest brugte rubrik med 229-228.





Hvad det så betyder, skal jeg ikke kunne sige, andet end at livet, selv mit, langsomt forandrer sig. Dog undrer det mig, at kun ca. en tiendedel af alle mine indlæg på denne navnkundige og vidt elskede blog omhandler samliv. Jeg har det som om, jeg aldrig laver andet her end at brokke mig over min kone, min trofaste støtte, der har lyst for min fod op gennem årene. Hvor ville jeg være uden hende? Hvem ved. Hvor er hun nu? På arbejde. Jeg er ikke kommet ud af badekåben. Jeg har det som, hvert forræderiske ord mod hende her er et øksehug i skroget af vort samlivs fartøj på livets ocean. Ohøj, alle mand, jeg tager mere vand ind, end jeg lukker ud.

Man kan stille uret efter mine tilkortkomster

Hver gang (jeg skal i gang med min "kunst") finder jeg mig selv nede i bunden af et hul, jeg skal springe op af.*) Jeg når aldrig op i glideflugt.

Det er sgu lidt sygt. Det er heller ikke så fedt ikke at have nogen disciplin. Jeg laver ikke noget, med mindre jeg bliver pisket til det. Dvs. pisket med penge. Dårlig samvittighed hjælper kun til dels. Jeg har også altid forestillet mig, at dødens kolde ånde i nakken ville være en god motivation, men jeg er åbenbart ikke gammel nok eller syg nok til at tage noget alvorligt. Og når jeg bliver det, har jeg ikke energi til noget. Her tænker jeg på Anthony Burgess, der fik et år af lægerne og brugte tiden til at skrive et par bøger, så hans familie havde noget at leve af. Og så holdt han stilen, da han ikke døde alligevel. Men det er ikke noget at satse på. Hvordan kan jeg blive så tilpas bevidst om min egen dødelighed, at jeg gider lave noget?


Morale: Der kommer fut på, når tiden er knap.


*) Som ung mand trænede en anden MJ, nemlig Michael Jordan, sin springkraft ved at hoppe med samlede ben op af et hul, han havde gravet i baghaven, om og om igen. Det her er noget andet. Det eneste, jeg træner, er min opgivenhed.

Tænkeboks

Jeg bør ikke skrive om mit elskede barn, for hun vil hade mig for det. Det er trods alt hendes liv, og hun er ikke en forlængelse af mig selv.

Joseph Heller skrev om sin 15-årige datter i Something Happened, men de talte ikke heller sammen i årevis, og nu har hun skrevet en bog om ham.

Det er betænkeligt at inddrage sin familie i sine patetiske skriverier, men hvem skal man ellers skrive om. Ledende politikere? Jeg kender dem ikke.

Jeg giver op.


Fra Blus skitsebog.

Privation

Jeg lagde mig under sengen, men der er ikke plads, den er for lav, så jeg lå bag ved sengen med den ene arm og ben indenunder. Den eneste, jeg har lyst til at se nu, tænkte jeg, er min lille datter. Lidt efter kom hun ind, men hun havde desværre sin mor med.

– Du mener det ikke, vel? sagde hun

– Ikke noget ondt, sagde jeg og fik en lang krammer, før hun gik i skole.



Det stakkels lille barn, hun har ikke fortjent at blive såret.

At jeg gnider

Jeg er begyndt at smugryge igen som sædvanlig, men jeg kan ikke lide at komme hjem og lugte af røg, så derfor er jeg begyndt at gnide mig med citron



ligesom Susan Sarandon i Atlantic City (guderne velsigne hende, den gode kvinde).

Jeg tror også, det hjælper at skrælle mandariner.

• Anmærkning: Tjek det, jeg bryder mig overhovedet ikke om at nævne rygning. Jeg er bange for, at det vil påvirke ungdommen til at eksperimentere med dette vulgære stof. Hæslig vane. Jeg så mig selv i spejlet med røg ud og ind ad munden. Det så dumt ud. På den anden side er det bydende nødvendigt for min selvrenselsesprocess at beskrive alle de ting, der giver mig dårlig samvittighed.

Jeg tror også, det hjælper at have hue på, når jeg ryger, så mit hår ikke lugter.

Jeg har ondt i halsen. Jeg tror, jeg har fået KOL. Det måtte ske. Hvad regner jeg med? Er det sådan, jeg vil leve mit liv?

En ret stor ting

Jeg drømte, at min mor døde igen, og jeg havde glemt at fortælle mine brødre det.

– Det er jo en ret stor ting, sagde min bror.

Hendes hoved vaklede mere og mere til siden.

Fremstrakt hånd

I dag kom min kone hjem fra arbejde og spurgte, hvorfor jeg ikke havde lavet mad.
– Du laver en ret til juleaften, ikke? sagde hun også (det var før).

Hvad hvis det var mig, der kom hjem og sagde: – Hvor er maden?

Jeg ville ønske, det var mig, der skulle på arbejde. Intet skulle passe mig bedre end at sidde dér og passe mig selv hele dagen.
Jeg forventer ingenting.

– Fedt nok, du affejer mig. Du afviser min olivengren, sagde jeg, mens hun stod og lavede mad, og jeg undskyldte for at være irritabel. – Nu kan du være sur, indtil det passer dig at tale til mig igen.
– Du mener det jo ikke, når du siger undskyld.
– Jeg mener det! Jeg mener det! Hvorfor tror du, jeg siger det? står jeg og råber som en idiot.

Så fik hun ret igen. Den, der taler højt, taber. Så er det bedre at holde sin mund i 14 dage.

Jeg gik ind i seng og læste The NYTimes på iPhonen. Jo ældre jeg bliver, desto mere avis læser jeg tilsyneladende. Er det almindeligt?

Jeg er sulten.



Problemet er, at jeg får dårlig samvittighed, når kvinder brokker sig til mig over, at tingene ikke bliver gjort. Er det almindeligt? Det var nemmere at være ligeglad. Det er ikke nemt at være en moderne, følsom mand, der bare vil stille alle tilpas.

Nu er julen ødelagt, og jeg var ikke engang i dårligt humør. Fløjtet har jeg rundt i sneen hele dagen og købt grafiske romaner til min svigerfamilie. Nu kan dét også være lige meget. Passet børn hele dagen, har jeg, og hjulpet dem med deres små projekter. Jeg kan ikke engang komme til min computer, fordi de sidder og klipper video (endnu, 22:22).



Jeg tog mine støvler på og af igen, for jeg har alligevel ikke nogen steder at gå hen.

Jeg har pissetravlt med ting, jeg ikke får lavet.

Taget for givet, bliver man. Hvordan er det, klichéen går?: værdsat. Det kunne være rart at blive værdsat.
Ohohohaha, hæhæhihi.
Så bittert det hele.
Hold mig for næsen, jeg synker.



Så siger jeg det igen: – Jeg er ked af, at jeg var så sur og irritabel, okay?

Det kræver en stor mand at indrømme sine fejl.

Fængslende glæde

Jeg takker dig, gud, fordi julen er omme.*) Ikke mere skal der dikteres, hvad man skal: nu skal der tændes et lys, nu skal du drikke mere end nogen anden dag på året. Nu er jeg fri. Fri til at forlade hjemmet hver dag uden dårlig samvittighed. Fri til at lukke mig inde og være mig selv. Fri til at planlægge ferier uden familien.**) Fri til at sidde og kratte mig i mit brune røvskæg, mens de forbrændte fugle falder ned fra himlen som flaksende døende fakler.
Flammende fakler af flaksende vagtler.


*) Tak gud, fordi du har skabt muslimerne, der holder åbent, når andre har lukket.
**) Arbejdsferier.

Knusende tyngde

***
Jeg er vågnet med dårlig samvittighed hver dag i denne måned, fordi jeg ikke har fået sendt julekortene ud.


***

Jeg forsøger at skære julen ned til tre dage

***
Mine børn græd, fordi jeg skal arbejde i julen. I hvert fald den yngste, den ældste vil ikke tale med mig: – Du er aldrig hjemme!

– Jamen, kære børn, jeg er jo nødt til at arbejde, det gør folk jo ...

– Hvor-for?!
***

På den ene side og på den anden side – altid denne tvivl

***
Jeg er på pinden igen, hvor jeg intet vinde kan, bare græmmes. Jeg har købt en studiekalender, men jeg kan ikke lide den, for der er to dage på hver side, og det er jeg ikke vant til, og der er ikke plads nok. Den var også for dyr. Jeg vidste det. Nu må jeg købe en til eller vente et år. Jeg har vanskelige beslutninger at træffe om den nærmeste fremtid. Der er noget, jeg gerne vil, der kunne være vildt sjovt, men nu ved jeg ikke, om jeg gider alligevel, og jeg skal også ud og væk, og der kunne ske noget, men det er sjovt at fortælle folk om og vil sikkert være et minde for livet. Jeg må hellere se at bestille en billet. Men jeg får dårlig samvittighed over at rejse fra min familie. På den anden side så er jeg væk fra dem. Der er ting, jeg gerne vil, men alting kræver en indsats, og når det kommer til stykket, er jeg aldrig sikker på, om jeg bør kaste mig ud i afgrunden. Så står jeg dér og fryser på stranden i stedet for bare at kaste mig i bølgen den blå. Sådan er hele mit liv. Tror fanden, jeg ikke er nogen succes.

Mere følger i denne vigtige sag.


PS Hvis jeg tager afsted, kommer det også til at koste mig penge, fordi jeg må sige nej til jobs. Rare penge, kedelige jobs. Men det skal jo til.
***

Scenen

***
Hver gang jeg går i teatret, møder jeg nogen jeg kender. Derfor går jeg aldrig i teatret.

Eks.: For 100 år siden tog min kone mig ind at se Black Rider, og jeg er ikke holdt op med at brokke mig siden (20 sangere, der prøver at lyde ligesom Tom Waits – hvad bliver det næste, Louis Armstrong-imitationer?), og mødte Donzo N. og hans gamle kæreste på reposen. Næste gang, jeg var i teatret, havde vi fået to billetter til første række af noget Nikoline Werdelin, men ikke ved siden af hinanden, så vi var nødt til at bede ham ved siden af om at flytte sig. Det viste sig at være min kones bedste venindes (nu kendt fra tv) gamle kæreste (hvis erigerede mandslem hun engang tegnede omridset af på et A4-ark til evigt eje og minde – samme teknik som når børn tegner omrids af deres hænder i børnehaven). Da han flyttede sig, endte vi med at sidde ved siden af min gamle ven Niller og hans daværende. I pausen stod jeg i foyeren og mødte to gamle klassekammerater (den ene var ham, vi alle sammen drillede nådesløst gennem 10 år, nu er han direktør i en stor medievirksomhed – heldigvis ser min kone bedre ud end hans), så fremstammede jeg noget mht. min forhadte karriere og min fortid i New York og sprang ud for at tisse bag et træ ved kirkegården i regnvejr.

Det er en skam, for jeg kan faktisk godt lide at gå i teatret. Der er bare aldrig noget at se. Her tænker jeg tilbage på de gode, gamle dage, hvor min kone havde forladt mig, og min guru tog mig med i teatret flere gange om ugen på billetter til $1, han havde fået nede i the senior’s center. Der så jeg alt muligt fra Shakespeare til Mamet til Eugene O’Neills Beyond the Horizon, der berørte mig dybt, der slog mig som en knytnæve i mellemgulvet, fordi det handler om en kunstnerisk anlagt fyr, der bliver tvunget hjem af sin dårlige samvittighed til at passe den fædrene gård og gifte sig med den forkerte i stedet for at udfolde sit potentiale ude i verden. Og jeg lærte sågar at forstå Shakespeare: det lyder simpelthen godt, det skal høres, selvom man ikke forstår alle ordene, kan man høre, hvad det betyder, på selve lyden. Replikkerne rullede rask af skuespillernes tunger i Richard III*). Gode minder fra en lortetid.


*) Eller også var det Henry IV.
***

Mandag morgen begyndte kl. 11.15

***

Åh, jeg er så gammel & træt,
i lørdags var jeg dum & stiv som et bræt

Ikke bare det, men jeg lider af snue,
der gør, at jeg fryser selv her i min stue
– måske er det influe-
nza,
en helt anden sag?

Hvor er jeg dog gammel & svag
Jeg kan kun klynke hver evige dag

Hvor urimeligt, at jeg skal arbejde
& have dårlig samvittighed, når jeg hellere vil affeje det

Hvornår blev jeg til en zombie-slave?
Den dag jeg sjoflede guds gave.
Tak.

***

Dødssøn

***
Jeg svigter min mor. Hun er ved at dø, men når hun ringer, har jeg altid travlt, og jeg tager aldrig ud at besøge hende.

Det er tydeligt at se på hende efterhånden, hvor mærket, hun er af kræften. Det er ikke kun bivirkningerne af kemoen, man kan se nu, men virkninger af selve kræften.

I går så børnene E.T. og sagde, at han/den ligner farmor.
– Haha, sagde min kone. – I har ret, men lad være med at sige det til hende.


***

Og udsigtsløshed

*****
Hvor jeg dog hader mit liv.
Jeg står nede på bunden af et sort hul, jeg har gravet, og kan ikke komme op.
Der sker ingenting, jeg gider ingenting og jeg opnår ingenting.
Jeg har i livet ingen glæder,
og over det jeg græder.
Jeg har hovedpine
helt ud i øjnene mine.
Jeg ser mig selv stå stille
– det er det eneste, jeg kan
Hvad var det egentlig, jeg ville?
– Vær dog en mand
Jeg piver, gør jeg
Intet tør jeg
Intet jeg når, før jeg
dør, nej
Jeg er lammet, paralyseret,
et offer, ekstermineret,
for min egen ugidelighed
Jeg lærer at leve med den dårlige samvittighed,
for jeg kender mig selv til hudløshed
(Min bedste kvalitet er min gudløshed,
min næstbedste er min muskuløshed)
Jeg kender mig selv til bevidstløshed,
min useriøse vægtløshed,
kvalt i min egen selvrespektløshed
og i det her tilfælde min endeløshed.


***

Jeg bliver ikke regnet for noget

***
Jeg er alene hjemme med et sygt barn. Fedt nok. Så kan jeg sidde her som en bedstemor.

Min kone er valset afsted, efter at have leet af mig og belært mig, til mit hoved var ved at eksplodere. Hun føler, at jeg "sætter hende under pres", fordi der også er ting, jeg vil i livet. Lige hvad jeg har brug for.

Jeg er bare en idiot, der får dårlig samvittighed, hvis jeg ikke gør det, jeg føler jeg bør, og så bliver der ingen tid til mig selv.

Hvor latterlig en person jeg er at stå herude i køkkenet og smælde med pander og skabslåger og smadre grøntsager i frustration.

Sådan en tøffelhelt.

Jeg skulle have trampet på hendes madpakke.

Nu overvejer jeg alle de ting, jeg vil sige nej til, og alle de konsekvenser det får.
***

Ufri ferie

***
Jeg har ødelagt julen, fordi jeg er nødt til at arbejde, så jeg har hverken fået lavet noget eller slappet af.

I dag stod min datter (8) og så på mig, mens jeg forsøgte at arbejde, og sagde:
– Hvordan kan du holde ud at lave alt det?
– Det kan jeg heller ikke, sagde jeg.
Hvor nedslående.*)

Julens højdepunkt kom, da vi lavede electric boogie rundt om juletræet (man holder hinanden i hænderne og sender den elektriske impuls rundt på bølgemanér) og derved til dels opfyldte min bøn fra sidste år om nye trin til juletræsdans.

Nu er familien gået i biografen uden mig.
– Jeg kan ikke sidde der og slappe af, sagde jeg.
– Jamen, du tager jo aldrig med i biografen, sagde de. – I julen er det meningen, man skal lave ting sammen hele familien.



*) Det er ydmygende ikke at kunne foregå sine børn med et godt eksempel. Jeg har det som faren i Cykeltyven.
Hvis jeg ikke passer på, ender jeg som min far: mageligt anlagt og ufuldbyrdet.
***

Ud af døren – NB! En overraskelse til sidst forandrer alt!

***
Der er så mange konflikter i et forhold, hvor den ene er et kreativt, skabende menneske – især om tid. Sådan har det altid været her i huset. Hver gang jeg skal ud af døren, skal jeg have dårlig samvittighed over at gå. I dag syntes min kone f.eks., at hele familien skulle være sammen (og lave noget hun har lyst til), fordi hun endelig har fri fra arbejde (i efterårsferien).

Så bliver diskussionen hurtigt ophedet, for jeg vil ud at male. Det kan jeg gøre, men ikke uden dårlig samvittighed. Det er svært at være skabende kunstner, når man ikke er 100% egodrevet. Jeg er så hyggelig og rar og tjenstvillig og pligtopfyldende, og mens jeg er det, går livet, og andre overhaler mig i inderbanen og tager pladserne før mig. Nu konkurrerer jeg med folk, der er gamle nok til at være mine børn.


*** NYHED! I dag sagde min kone noget, der forandrer tingene. Hun sagde: – Det er jo fordi, jeg gerne vil være sammen med dig.
Sådan havde jeg aldrig tænkt på det! Der kan man bare se. Jeg troede bare, hun altid var sur. Jeg lærer aldrig at regne hende ud. Heraf kan man lære at sige tingene lige ud, for ellers er der altså ingen, der fatter noget. Lad det være mig en lærestreg.
Jeg kan jo også godt lide at være sammen med dem. ***
***

Plussiden

***
Det gode ved at skulle arbejde er, at så behøver jeg ikke bekymre mig om ikke at producere noget kunst, fordi jeg er lovligt undskyldt.


***

Drøj som bare fanden

Jeg kom hjem fra Netto med en flaske Vel, og min kone sagde: – Det købte du virkelig ikke, vel?

– Jeg troede, du ville købe den anden slags nede i Brugsen, sagde jeg. – Jeg kan godt lide, sådan som det skummer.

Men nu har jeg dårlig samvittighed over, at det kommer til at ligge og skumme ude i et vandløb. En hel flaske.

Vel lugter gammeldags.


Fra: Månebase Alpha, 1. sæson, episode 20: Space Brain