Alt hvad jeg har

Jeg er begyndt at skrive min blog igen, og jeg kan godt fortælle hvorfor: Jeg har ingen andre kreative afløb, jeg drukner i arbejde. Sidder bare her hver dag og ser mine drømme falde til jorden som glas og forsøger at styre min lyst til at rime med "i stedet for at knejse på Parnas". Til mine øjne falder ud af hovedet af scrollende tekst. Min hjerne er mos.
– Du er heldig, at du har dit værksted at lave … hvadsomhelst i, sagde min far.
– I stedet for at være på kontor?
Når min hjerne bliver for flad, står jeg op og spiller bold. Eller jeg kan se rundt på mine ufærdige kunstværker og begræde mit manglende mod. En halloween-t-shirt med blod. Mere end jeg har malet i en måned. Sourcet fra Gaddafi.

Vil I høre noget helt ærligt? Alle mine blogindlæg er to uger gamle. Ikke under en uge det sidste år. Jeg tænker på det som en litterær handling fra notesbog til blog, og i længden er det aktuelle skideligegyldigt*). Hvis verden går under, har jeg ikke tænkt mig at liveblogge det, og der er ingen tilbage til at læse det alligevel. Fra køen i Brugsen: WTF, der var en, der sprang over! Kommisen boller flaskedrengen. Hvor er min gin? En strømer knæler og kysser en præsts fødder, og en svans kaster op ved synet.
Er penge snart værdiløse? Ramt af lynet.

*) Mine dagsaktuelle indlæg er de værste.

Nervepirrende nødaktion

Nu har jeg to gange smækket mig selv ude af mit rum og været nødt til at klatre ind ad en åbning over døren, hvor et stykke gipsvæg kan løsnes, og hen over en 50 cm bred hylde. Der stikker en lang skruespids op midt i hylden, og det er ubehageligt at tænke på at spidde låret på skruen og hænge dér hele natten med hovedet nedad og have tabt min telefon ud af lommen, eller at låret bliver flænset op, mens jeg styrter til jorden. Det var heller ikke rart i første forsøg at sidde foldet sammen på midten overskrævs på hylden med klunkeposen mast flad som et bryst i et mammografi-apparat, da lyset gik ud på gangen, og jeg ikke kunne finde trappestigen med tåen.

Til gengæld har jeg i begge tilfælde været meget opmærksom på at gennemtænke alle bevægelser flere ryk frem med sikkert håndfæste, Måske skulle jeg begynde at dyrke rockclimbing.

Som en kunstner i skyttegraven der hidsigt klikker de sidste nødråb ud før det store bombardement

Jeg bliver så sur over at arbejde. Det er ikke rimeligt.
Hvem der havde initiativ
og gåpåmod
og ikke bare sad
og så på mod
horisonten,
mens hjertet dræner for blod
og jeg spilder mit liv.
Hvem der gad
få noget fra hånden.

Sørgeligt.

Kender I det?

Kender I det, når man smadrer tåen ind i staffeliet ligesom under en dør – for sådan er det her åndssvage staffeli indrettet, at der er noget der stikker frem – og neglen knækker bagover og folder ind over sig selv og bagefter falder af?


Den anden tå har det heller ikke for godt.

Lad mig gå, hvisker du

Jeg hører ting. Jeg hører stemmer inde i væggen. De siger: Dø, snit dine håndled, dø, dø, dø. Du fortjener ikke at leve, for du er en fedtegreve.
– Hvem mig?
Ja, dig. Dine rim er lamme, og dine håndflader er klamme, og dine vitser er tamme.
– Jeg finder mig ikke i det!
Haha-hoho-hæhæ-hihi! Om lidt er det forbi.
– Min gud, jeg har snittet mig!
Nu går jeg,
efterlader kun savn i de tomme stuer.

Donzo Ischariotes

Jeg var ude hos Donzo at se en splatter. Han siger, min blog er kikset nogle gange og fem år bagefter.


Poultrygeist, en på mange måder perfekt (fem år gammel) film.

Han siger også, min sprogbrug er gammeldags.

Og han er en trofast læser...

Dolket i ryggen igen.

Gammel blodsuger

Der var en svensker på besøg, der lavede en vits om Mærsk (McKinney Møller). Tavshed.
– Ved du hvad, sagde vi, – ham spøger vi faktisk ikke med her i landet.

Ganske rigtigt, jeg kender ikke en eneste vits om Mærsk M.M. Gamle blodsuger. Man kan ikke engang google hans navn + oligark og få mere end tre hits (fire med denne). Findes ikke. Brrr! Jeg får kuldegysninger. Han drikker jomfrublod af unge speditører.

Ham og paven. Brrr!

Skulle det være noget særligt? Jeg har arbejdet i restaurationsbranchen. Og på en fiskefabrik. Og på et savværk

Jeg var edderspændt, fordi jeg skulle i radioen, og klippede fingerspidsen af med en saks.


Bevis A.

2023

Øv, jeg glemte at fejre mit indlæg nr. 2000. Dette er mit indlæg nr. 2023, og det er uden at medregne de indlæg, jeg slettede, da Donzo opdagede, at jeg havde udhængt vore samtaler uden hans tilladelse, og kunne se, hvor banal hans ende af samtalerne var, men det er også lige meget. Nu er jeg nødt til at vente, til jeg når indlæg nr. 2222. Til december har jeg blogget 5 år, medregnet afbrydelser og sabbat for at sørge og more mig/leve, hvis jeg holder så længe. Jeg tror, jeg annoncerede mit første selvmord for fire og et kvart år siden. Ikke at der er nogen, der tager sig af det længere, ærgerligt nok. Men I vil savne mig, kan I godt forberede jer på, når jeg ligger der, og vandet i badekarret farves lyserødt. Faktisk ved jeg godt, hvordan jeg ville begå selvmord. Det stod i en ungdomsbog af ham der svenskeren med alle pornoscenerne: Jeg ville drikke en flaske whisky og svømme så langt ud, jeg kan. Donzo har også læst den – og alle andre bøger, virker det som, der læses med én hånd og kunne fås på kommunebiblioteket sidst i 70'erne – og jeg kan ikke lide at skrive det her, for jeg frygter, han gør alvor af det. Han er så skrøbelig.

Jeg er allerede i gang med at skrive min 5-års jubilæumstale, der går sådan her: I 5 år har jeg blogget, og i den tid er folk omkring mig døde, har fået støtte af Filminstituttet, skrevet romaner, blevet overlæger, kommet i The New York Times, men jeg har ikke rykket mig en meter. Ikke en tomme. Jeg sidder præcis, hvor jeg sad for fem år siden. Det er kun jordkloden, der har bevæget sig. Ikke en nanometer er jeg afveget fra min geosynkrone livsfælde. Kan du høre mig, Major Jamsemand? "Hvad?" Glem det.

Jeg ville ønske, jeg kunne sige at jeg var blevet klogere, men det er jeg ikke. Jeg har lige så lidt lært, som jeg har udrettet. Hvor er det dog nedslående, når jeg tænker over det. For læseren er det vigtigt, hvis der sker noget livsbekræftende ind imellem, så lad mig tænke over, hvad det mon kunne være. I behøver ikke læse det her, jeg tænker stadigvæk. Satans, der er intet, jeg kan komme i tanke om. Hvor fattigt. Jeg finder på noget inden december, og så fejrer jeg det med et knald. Hvis I ikke hører fra mig, er det, fordi jeg har det godt eller er død. Og min blog vil fremstå som et overgroet gravsted, der langsomt kvæles af ufiltreret spam og læsersvigt.

Mit liv

Det hele er så latterligt og håbløst.


Stik en gaffel i mig, jeg er færdig.

Hvor der er liv, er der hug

Jeg troede, at der var noget, jeg ville, og så viste det hele sig bare at være en fucking joke.

Nye belejringer

Jeg har fået lus igen.

Min hovedbund er ødelagt og bløder. Dyrker de minedrift deroppe? Og jeg, der ville have været til frisøren.



I går ville jeg skrive (i min lille notesbog): Jeg glæder mig til at blive en usoigneret gammel mand.

Hævd lige hakkeordenen, hva', gider du ikke? Hvor er den nærmeste bodega?

Her er en klassisk situation: min datter slog mig i hovedet med sin vante. AV FOR HELVEDE, sagde jeg, MIN LÆBE BLØDER, og min kone sagde: – Shh! Hold op! Se nu, du har fået hende til at græde.

Ud af øjenkrogen

***
Er det kun mig, der synes, at de her flaskecontainere ligner en kvinde i burka (chador?)?



Eller Mark Newgardens Little Nun:



Lidt.

Jeg har altid forestillet mig, at denne type flaskecontainer var flyvende tallerkener fra det ydre rum, der er landet på jorden for at æde vores glas:



Eller dykkerklokker. Jeg gemmer mig i en, når tredje verdenskrig bryder ud (jf. mit uudskrevne screenplay.)
***

Hvorfor kun forbyde én kropsvæske? Det virker ulogisk

***
Der er en regel i fodbold (og anden sport) om, at en spiller ikke må bløde eller have åbne sår på banen. Men der er ingen lov mod at snotte. Man må ikke spytte på modstanderen selvfølgelig, men man må gerne have snotten løbende ud af næsen. (Og der ligger vel en smittefare i at tørre sig om næsen og senere skubbe en modstander i ansigtet med hånden f.eks.) Jeg forestiller mig en fremtid, hvor dommeren peger ud mod sidelinien, så spilleren kan løbe ud og få pudset næse, eller bedre endnu selv går over og pudser spillerens næse i sine gule og røde (engangs-)lommetørklæder.
– Kom her, min dreng.
– PSCXRCHTZZZSCCHHH!





Manglende billedmateriale: Her skal man forestille sig en slowmotion-optagelse af en norsk langrender nærme sig målstregen med snotten dinglende som en metronom fra næsen.
***

MJ på scenen

***
Jeg var ude at læse tekster fra MJ højt i al hemmelighed.

En poesiarrangør bookede mig med det samme.

– Men du har jo ikke hørt det endnu, sagde jeg.

– Jeg er alkoholiker, sagde han. – Jeg blev engang ramt af en bil.

– Jeg har haft tuberkulose to gange, leverbetændelse og meningitis, det var derfor, jeg rejste hjem, sagde en digter.

Han har cv'et i orden. Blod på hovedpuden, så er den hjemme.

De lækre damer kunne godt lide mine digte, selvom jeg lød som Dan Turell i starten.

En flok hippier, der læser højt for hinanden. Ingen kan holde kæft længe nok, til det bliver deres egen tur. En støttegruppe for tosser. Det laveste trin på underholdningsstigen under standup og striptease.


Se også her:

Tony Millionaire: Maakies. Klik og forstør.
***

Venstrehåndsarbejde

***
Jeg skulle have noget ud af skabet, da hammeren faldt ned og smadrede en blåkant-tallerken, så et skår sprang op og skar en sene i min finger over. Nu har jeg en kronisk kroget ringfinger.


***

Det var dét. Livet vandt, og jeg tabte

***

Farvel onde verden. Farvel. Farvel. Farvel. Farvel. Farvel ...

Mere svig

***
Jeg skal lige bitche lidt:

– Du skulle have din egen klumme, sagde en af mine venner til mig for mange år siden. Og ved gud, nu har jeg en, og han læser den, men uden at sige noget til mig om det, fordi vores fælles ven Gerhard Flaprelæbe ikke kan lade være med at flapre sine læber. Og nu skriver jeg det her for at røre i gryden. Så undskyld den negative tone, men hvis I kender mig, er denne blog ikke for jer. I må finde noget andet at læse, Weekendavisen eller En halv humørtime. Løs en sudoku, luft hunden. Det er irriterende, fordi jeg ikke ved, om de mest liderlige af mine fanbreve er ægte, eller det bare er nogen, jeg kender, der driver gæk med mig. Tag f.eks. ham der gerne vil købe en tegning af mine psoriasis-ramte tæer for 120 kr. og vil møde mig i en mørk gyde, hvor overdragelsen skal finde sted, og når jeg så endelig møder op, træder han frem i lyset og siger: – Haha, Gudsrost, det er bare mig. Narret!

Hvordan vil jeg så ikke have det over at vide, at der virkelig ikke er et menneske på jorden, der vil eje noget, jeg har lavet, andet end i hoven spot? Og hvad med den netshop, jeg var ved at sætte op?

Så skærer jeg mine pulsårer over, og mens jeg ligger dér i badekarret og forbløder, vil jeg sige: Det er mine venners skyld, det er mine venners skyld! og liveblogge begivenheden.


PS Snart har jeg ikke en eneste læser, så er jeg back to basics. Så er jeg bare en urinstinkende bums, der skriger om natten under en bro.


***

PS

***

***Jeg fortryder alt, hvad jeg nogensinde har sagt eller gjort.***