Kender I det?

Kender I det, når man har røget for mange cigarer, og man kan køre tænderne hen over tungen og pløje belægningen op som sne på fortovet?

Anni Lippert - selv hendes navn lyder frækt

– Gi' mig en lippert!

– Skal vi lave en lippert?

Lip! Lip! Lyden af en kattetunge.


Hun tegnede den samme pige altid, men det gør ikke noget. Det er det eneste, hun kan tegne, men det gør ikke noget.
Iflg. Omegns-Bladet var Brigitte Bardot forbilledet.

Grundbog

- Er det fysisk muligt, at vi kunne have en form for fysisk kontakt?
- Mener du fysisk som i naturlovene?
- Ja.
- Ja.



Dit hår er som det brusende hav. Dine øjne er to svesker. Dine tænder er det skær, hvor min tunge går på grund. Dine læber er brændende buske.

Løse læber II - Don Nzo i kvindeklæder

Jeg havde ikke noget bedre at lave og følte mig rastløs, så jeg gik ud med Don Nzo.

Desuden havde jeg lige fået ordnet håret, så jeg havde noget at vise frem.
– Du ligner "Gerda fra Køge på vej i Bilka", sagde Don’en efter et par bajere. Det er mine venner...

Jeg har det altid som om, når jeg lige har været hos frisøren, at jeg går rundt med en skulptur oven på hovedet, stylet og bobbet som jeg er.

Jeg frøs om ørerne på vejen hjem.

Det viser sig, at Don Nzo i forklædning i månedsvis her på siden har optrådt som "Rose of Aberdeen", den mest irriterende af mine læsere, som mange ønsker død. Jeg havde efterhånden regnet den ud: så irriterende er der kun én der kan være. Han kan ikke engang holde på sine egne hemmeligheder. Hans løse, flaprende læber bliver min død.

Ørebøjninger

Min kone gider ikke tale med mig, når det ikke er noget hun finder væsentligt. I dag kommer jeg hjem og spørger, om hun har set, at der er kommet et nyt Portishead-album, for dem kan hun godt lide. Det har hun. Og så fortæller jeg, for det har jeg lige fundet ud af, at, da de lavede deres anden plade, Portishead, samplede de ikke andre, som ved den første plade, men indspillede deres egne instrumentaltracks og fik presset en stribe vinylplader med dem, som de sled og gned på og så samplede af. Det vidste jeg ikke. Er det ikke snedigt? Jeg elsker sånoget.

Så har jeg tænkt på, alle de gamle Tin Pan Alley-agtige sange (Sunny Side of the Street, When You’re Smiling, Babyface osv.), der blev lavet til, at folk skulle købe noderne og selv spille dem derhjemme på klaveret, mens folk sang med, og at det måske netop er derfor, de blev sådan nogen ørehængere, som vi – i hvert fald jeg – går og synger med på endnu og som alle bør kende. Mens musikken i dag, som f.eks., Portishead og så meget andet, er baseret på, hvordan noget lyder, specielle lyde, tonekvalitet/timbre osv. Jeps, melodier og refræner er ikke, hvad de har været. Hvem skriver gode sangbare melodier længere? Det er der vel ikke nogen, der har gjort siden Hans Henrik Ley.

Men den diskussion bad hun mig spare. Hun gider ikke høre på det. Og I, mine kære læsere, er I overhovedet nået så langt som hertil? Men hvis jeg ikke kan fortælle det til jer, hvem kan jeg så fortælle det til? Og jeg er ikke færdig endnu.

Så sidder min kone og zapper kanaler, og jeg siger: – Hvornår har Robert de Niro sidst lavet en god film? Kan du huske, hvornår Robert de Niro sidst har været med i en god film? Hvad siger du?
– Jeg gider ikke diskutere det, siger hun. – Jeg er ligeglad, jeg gider ikke diskutere på dine præmisser.
– Hvorfor kan vi ikke bare konversere?
– Du vil jo bare have, jeg skal sige det, du synes.
– Hvad?
Og så skændes vi lidt om det.

Og før det siger jeg: – Hvorfor skal Egon Olsen spilles af en kvinde? Jeg kan ikke forstå det.
– Fordi det er sjovt.
– Jamen, hvorfor er det sjovt?
– Fordi Kirsten Lehfeldt er sjov, når hun spiller mænd. Fordi det er alternativt.
– Så det er kun sjovt, fordi det er hende, der spiller ham? Jeg finder det forstyrrende (ligesom med Mary Martin som Peter Pan). Alternativt? Det betyder jo bare noget andet. Hvorfor er det sjovt? Du kan da ikke bare give mig et tautologisk svar og sige, at det er sjovt, fordi det er sjovt? Hvorfor kan vi ikke bare snakke om noget?

Hun gider ikke diskutere på mine præmisser. Det skulle bare være mig, der ikke gad høre på, hvad hun har hovedet fuldt af, når hun kommer hjem fra arbejde.

Måske er det fordi, jeg sidder helt alene hele dagen uden at have nogen at tale med. Det er jo ikke fordi, der sker noget. Men hvorfor skal det altid handle om andre mennesker? Jeg kan godt lide henslængte overvejelser om populærkultur for at fordrive tiden. Hvad er jeg, Beavis & Butthead, diskenspringerne i Clerks? Men situationen er jo, at der en der sidder og zapper. Må man så ikke sige noget? Åh, hold min kæft.

Du store, hvor jeg ikke gider arbejde

Jeg vil meget hellere flippe.

Der er
ingen grænser
for
DET FEDE FLIP!

Hvem undertrykker hvem?

Mellem mit arbejde og min kones bebrejdelser er der så lidt plads til mig selv (kan vises mellem tommel- og pegefinger, som at indikere størrelsen på en lille pik, en orm.)
Jeg kommer hjem efter en hård dag på arbejdet og får at vide, at jeg er sexist, at kvinderne er undertrykte,
- I Danmark? spørger jeg.
- Ja, siger hun.
- Der er sgu da ikke nogen, der er undertrykte. Der er sgu da aldrig nogen der har undertrykt dig. Nævn én gang, du er blevet undertrykt?
- Jeg er blevet seksuelt undertrykt.
(Her mener hun, hvis der er nogen, der pifter efter hende på gaden, eller dengang hun blev taget på røven af en gråskægget herre på Købmagergade i senfirserne.)
- Hvis der er nogen der vil have magten, kan de sgu da bare tage den, siger jeg. Der er sgu da aldrig nogen, der har forhindret dig i at gøre noget som helst. Tværtimod.

Det minder mig om, når hun plejede at komme hjem fra universitetet og sige, at jeg var eurocentrisk og fallocentrisk, fordi jeg var uenig med hende.

Det er ikke så meget på grund af noget, jeg siger, men mere på grund af, hvem jeg er, hvem jeg er født som.

*

Den eneste undertrykte minoritet, jeg kunne forestille mig, jeg kunne ende som, var handicappet. Måske hvis jeg sad i rullestol kunne jeg gøre krav på minoriteternes offerrettigheder, men det er ikke det samme som at hun ville respektere mig, endsige blive hos mig.
(Hvis jeg sad i rullestol ville jeg være enormt sur hele tiden. Jeg ville skubbe mig hen foran køen ved kontantautomaten og brokke mig over, at der ikke var ramper med den rette hældning alle vegne.)
Men nu hvor jeg er over den værnepligtige alder, og den kolde krig er omme, ser jeg ingen grund til at invalidere mig selv.

Jeg tænker pludselig på ham uden ben i invalidekøretøjet, der bakkede frem og tilbage (som Austin Powers) på det smalle fortov på Nordre Fasanvej for at komme ind af døren til Café Sekseren. Den venlige dame derinde står altid klar med et lille skråt dørtrin til ham, så han kan komme over og ind.
Det minder mig om de rollatorer, jeg altid ser parkeret foran Café Solbakken henne på hjørnet, dér hvor solen aldrig skinner ned.

Sådan ser jeg nødig mig selv ende.

*

- Du vil dermed hævde, at kvinder er en undertrykt minoritet? siger jeg, men det er ikke altid, jeg kan få hende til at hoppe i fælden.

*

Pas på med at spørge mig, hvordan jeg har det. Halvdelen af ovenstående var et svar til en, da han spurgte i dag. Et venligt menneske, der griner af mine vittigheder, så man kan se slimet blive strukket ud mellem hans gane og hans tunge. Det ligner en, der laver nudler på kinesisk.