Hvem undertrykker hvem?

Mellem mit arbejde og min kones bebrejdelser er der så lidt plads til mig selv (kan vises mellem tommel- og pegefinger, som at indikere størrelsen på en lille pik, en orm.)
Jeg kommer hjem efter en hård dag på arbejdet og får at vide, at jeg er sexist, at kvinderne er undertrykte,
- I Danmark? spørger jeg.
- Ja, siger hun.
- Der er sgu da ikke nogen, der er undertrykte. Der er sgu da aldrig nogen der har undertrykt dig. Nævn én gang, du er blevet undertrykt?
- Jeg er blevet seksuelt undertrykt.
(Her mener hun, hvis der er nogen, der pifter efter hende på gaden, eller dengang hun blev taget på røven af en gråskægget herre på Købmagergade i senfirserne.)
- Hvis der er nogen der vil have magten, kan de sgu da bare tage den, siger jeg. Der er sgu da aldrig nogen, der har forhindret dig i at gøre noget som helst. Tværtimod.

Det minder mig om, når hun plejede at komme hjem fra universitetet og sige, at jeg var eurocentrisk og fallocentrisk, fordi jeg var uenig med hende.

Det er ikke så meget på grund af noget, jeg siger, men mere på grund af, hvem jeg er, hvem jeg er født som.

*

Den eneste undertrykte minoritet, jeg kunne forestille mig, jeg kunne ende som, var handicappet. Måske hvis jeg sad i rullestol kunne jeg gøre krav på minoriteternes offerrettigheder, men det er ikke det samme som at hun ville respektere mig, endsige blive hos mig.
(Hvis jeg sad i rullestol ville jeg være enormt sur hele tiden. Jeg ville skubbe mig hen foran køen ved kontantautomaten og brokke mig over, at der ikke var ramper med den rette hældning alle vegne.)
Men nu hvor jeg er over den værnepligtige alder, og den kolde krig er omme, ser jeg ingen grund til at invalidere mig selv.

Jeg tænker pludselig på ham uden ben i invalidekøretøjet, der bakkede frem og tilbage (som Austin Powers) på det smalle fortov på Nordre Fasanvej for at komme ind af døren til Café Sekseren. Den venlige dame derinde står altid klar med et lille skråt dørtrin til ham, så han kan komme over og ind.
Det minder mig om de rollatorer, jeg altid ser parkeret foran Café Solbakken henne på hjørnet, dér hvor solen aldrig skinner ned.

Sådan ser jeg nødig mig selv ende.

*

- Du vil dermed hævde, at kvinder er en undertrykt minoritet? siger jeg, men det er ikke altid, jeg kan få hende til at hoppe i fælden.

*

Pas på med at spørge mig, hvordan jeg har det. Halvdelen af ovenstående var et svar til en, da han spurgte i dag. Et venligt menneske, der griner af mine vittigheder, så man kan se slimet blive strukket ud mellem hans gane og hans tunge. Det ligner en, der laver nudler på kinesisk.