Impuls i Metroen (At være grøn)

Jeg hørte Kermit the Frogs It’s Not That Easy Being Green på min i-Pod Nano med det smadrede display (så den fungerer som en Shuffle) og fik lyst til at rejse mig op og bryde ud i sang. Et kort sekund.

*

Jeg er træt. Mit blodsukker er lavt. Tvang mig ind til en fernis med en af mine kære halvgamle venner, der til sin tydeligvis sinds- (og krops-) forvirrede unge medkunstnerinde kaldte mig ”uset”. Jeg er Københavns mest usete kunstner. Det gør ikke noget, han sagde det. Det andet gør.

Jeg kan ikke røre mig af flækken. Jeg har ikke tiden til at lave noget, selv hvis der var nogen, der spurgte. Og det hænder. Jeg har kontaktflader. Men mine hænder er svejset sammen til min røv, jeg sidder på.

Min klagesang har stået på i årevis. Jeg er træt af at høre på mig selv, men ud skal det jo.

Note 1. Noteret i Metroen og halvvejs hjem ad gaden i min lille grønne lommebog.

Note 2. Jeg drak 2 øl uden at have spist andet end 3 pandekager og blev let om hovedet.

Bein’ Green er en fantastisk sang. Man kan høre den originale udgave her på YouTube.
Der er en blogger, der erklærer sin kærlighed til sangen her. Det er ægte kærlighed.

Note 3. Jeg kan huske, da Jim Henson døde. En jeg kendte tog op til hans begravelse. Der var stuvende selvfølgelig.
Hvor var du, da Jim Henson døde?