Ved en påskefrokost forrige år diskuterede selskabet gudløshed, og en af de kvindelige gæster sagde: - Jamen, hvis der ikke er nogen gud, så er livet jo absurd.På det tidspunkt havde jeg desværre glemt svaret, men jeg er siden kommet i tanke om det igen. Svaret er selvfølgelig, at tilværelsen kun er absurd, hvis man går ud fra, at den skal give mening. Den har kun den mening, man selv tillægger den, udover det åbenlyst biologiske. Så det er bare at finde ud af, hvad man skal bruge sit liv til.
Det er eksistentialismen, hvis jeg ikke tager meget fejl, og jeg mener ikke, verden er kommet videre. Det er den filosofiske forkant.
3 kommentarer:
Hvorfor kom der ingen kommentarer her oprindeligt? Det er da et godt påståeligt indlæg, som man skulle tro dine kværulantisk anlagte læsere (her tænker jeg ikke mindst på din røv og apostlene der) ville elske at sige et par anarkistiske ord om eksistensfilosofiens avantgarde pt.
Jeg mener personlligt, at du har ret fsa. filosofien, men eksistensen kan med lige så god ret anskues biopragmatisk, og i så fald er spørgsmålet om absurditet eller mening irrelevant. Måske var det også det du mente, jeg mener bare at en positivistisk udgang på den diskussion er mere konstruktiv end en relativistisk.
Jeg er enig. Og uenig. Men mit ordforråd rækker ikke til en nærmere uddybning og argumentation.
Enig. Det var jo det, fordi det skulle handle om noget. (Jeg er fuld.)
Send en kommentar