Jeg var på vej op af Fantasks kælderhals en herlig solskinsdag fløjtende en munter melodi (Yankee Doodle Dandy, Åh Marie eller lignende letbenet kost), da en lyd slog mig i møde fra det modsatte fortov som suset fra en mægtig ørn, der stiger og dykker i bjergene og i dalene. Det var Kim Larsen, der kom slentrende, lune Larsen, den grå rockeminence, og jeg blev mundlam. Han havde udfløjtet mig.
Note: Min datter sagde engang, da jeg vovede at kritisere ham: ”Kim Larsen er en himmelgud”.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar