Jeg var forståeligt ængstelig op mod genforeningsfesten for min folkeskoleklasse, men jeg garderede mig ved at sige: Og hva’ så om jeg ikke har en karriere, jeg vil være bekendt, jeg er lykkeligere end de er*), og i det mindste har jeg alt mit hår på hovedet. Men det viste sig, at de alle sammen havde gode karrierer, topstillinger, familier, børn og hår. Alle var slanke, undtagen én, der var uigenkendelig. Flere lignede sig selv på en prik, andre ville jeg ikke have genkendt, selvom de sad overfor mig i toget – og det på trods af at jeg har tilbragt 10 år spærret inde i et klasselokale sammen med de mennesker.Det gode ved gamle klassekammerater - ikke at jeg har lyst til at se de fleste af dem igen før om 25 år til - er, at man stadigvæk tænker på dem som højst 15 år. Man ser dem som børn, der er blevet gamle. En meget familiær fornemmelse.
*) Jvf. bl.a. Dr. TB’s recept for lykke: At være gift og have børn (baseret på videnskabelige undersøgelser).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar