'Jeg skal lære at høre efter'

Når min kone begynder at tale til mig, beder jeg om at doodle, for sådan lytter jeg bedst. Så bliver hun sur, når hun ser, hvad jeg skriver, og siger, at jeg ikke hører ordentligt efter.


Som om det var hele historien.

Hun siger, at hvis jeg var en af hendes veninder, ville jeg lytte efter. Hendes veninder, som aldrig ringer og som hun aldrig ser.

Men jeg sidder jo her lige nu, siger jeg. Jeg er meget skuffende, idet jeg ikke er ideel.

Løb grædende hjem og sig det på nettet, hver gang der er noget galt

***
Min kones sidste ord til mig i dag:
– Du skal i terapi! Det har du sku' i årevis!
– Fej for din egen dør! Du er jo selv sådan et pragteksemplar!

Jeg havde smadret noget ude i køkkenet for at få hende til at holde op.

Hun holder aldrig op. Hun bliver ved og ved og ved og ved.
***

Et lille lys i mørket

***
Jeg havde en meget interessant samtale med min kone i dag. Vi diskuterede væggen inde i børnenes værelse, der aldrig bliver færdig – nu vil hun rive savsmuldstapetet af (den næste væg), mens jeg siger, det er nemmere at lade være, og så bruger hun det omvendte argument, fordi det passer hende bedre nu, og jeg siger hun er pragmatisk og irrationel, men lad gå – og jeg sagde: – Kan du ikke sænke stemmen? Jeg kan ikke holde ud at diskutere i det her højstemte toneleje.
Og hun sagde: – Det er i orden.
Og sagde ikke mere.

Der er tale om et stort gennembrud ved det, at mit hoved stadig er forbundet med min hals. Og så kastede jeg hende et ben og sagde: – Du er så kolerisk.
– Ha! sagde hun, – og du er flegmatiker!*) Var det ikke det, du plejede at sige?
Hvorved jeg lod hende score en 20 år gammel sejr.


*) Jf. de fire humører. Hun er ved at læse Simon Singh og Edzard Ernst: Trick or Treatment om alternativ behandling og afskyer alt uvidenskabeligt, det kære menneske, ligesom sin mor. Men som sagt i det her tilfælde er jeg bare glad for, at hun ikke årelod mig.


PS Jeg prøvede det samme nummer senere på aftenen, men lige meget hvor mange gange, jeg sagde, hun skulle tage det roligt og slappe af, gjorde hun det ikke.
Jeg havde opbrugt al min goodwill.
***

1mm

***
Jeg er én millimeter fra et panikanfald, og min kone forstår mig ikke. Jeg gider ikke høre på hendes bekymringer. Nu sover jeg alene.

– Jeg har ikke overskud til at høre på dine bekymringer! Snap out of it!
Snap! Crackle! Ruske! Rasle!
– Sådan har jeg aldrig opført mig over for dig.

– Tro mig, når jeg siger det til dig, jeg kan ikke tage det mere.

Det eneste hun skulle var at tage sig af mig.

– Jeg er positiv og rolig, og du bliver ved og ved. Der er ikke noget, vi kan gøre ved det nu.
– Du skal ikke råbe af mig.
– Forstår du ikke en skid?

Jeg har kun haft overskud til at sige, at jeg er tæt på et panikanfald. Prøv at lytte til, hvad jeg siger.

Kan hun lægge sig selv til side i 2 sekunder.

Mit hjerte banker 1000 kilometer i timen.
***

Sindsbevægelse

***
Jeg var på hospitalet og få en ny dødsdom for min mor. Hun har haft kræft i 3 ½ år nu. De er ved at løbe tør for stoffer, de kan give hende.

Min kone var ude at lægge en gravsten for en, der døde af kræft sidste år. Hun kom hjem og stank af røg.

Inde i hovedet sagde jeg: Du er ligeglad med mig. Du kunne ikke finde på at gøre noget for at glæde mig.

Nu har jeg råbt om, at hun skal holde op med at snakke til mig.
– Find nogen andre at spørge ind til, sagde jeg.
– Hvad er der galt?
– Lad være at spørge dumt.
– Spørge dumt? Hvad mener du?
– Jeg sagde hold op.
– Hvorfor skal du være så led?
– Ja, råbte jeg inde fra det andet værelse. – Jeg er bare så led og ond. Jeg er bare så led. Hvordan kan du holde ud at leve med sådan et ledt menneske? Tænk at du kan holde mig ud. Du må virkelig lide ved at leve sammen med sådan et ledt menneske. DET HANDLER IKKE OM DIG. FORSTÅR DU DET?
***

Feltnotater 22:05 onsdag aften

***
Min kone skal løbe et motionsløb med arbejdspladsen, fortæller hun mig.

– Det bliver din død, siger jeg.

Og så skældte hun mig ud, og vi begyndte at skændes, fordi jeg aldrig støtter hende. Nu har hun lige stukket hovedet ind og sagt, at jeg skulle overveje at gå i terapi, for det her har dybe rødder.

*

Nedslagspunkter:

– Det var en joke! protesterede jeg.
– Skal jeg så aldrig tage mig af noget, du siger? spørger hun.
– Begynd nu ikke med dine absurde absolutter, siger jeg.

Og lidt efter:

Mig (mit hoved dundrer, jeg kan ikke tage det): – Okay, fra nu af vil jeg støtte dig i alt, du vælger at foretage dig.
– Aha! Hvad var det lige, du sagde med absolutter? siger hun og peger.

*

Nu er barnet stået op og spørger, hvad der sker.

*

Her sidder jeg i sofaen, og så kommer hun og bliver ved med at skælde mig ud, og så laver jeg hendes ansigtsudtryk efter, fordi hun så åndssvag ud. Det virkede. Hun gik.

*

Det er typisk det her, en skoleaften, når vi er trætte, lige efter børnene er blevet lagt i seng.

*

Ude af rækkefølge:

– Jeg sagde bare, at jeg håbede det ikke blev din død, sagde jeg.
– Det var ikke det, du sagde. Du sagde: Det bliver din død.
– Nå ja, hva’ så?
– Du sagde: Du klarer den aldrig, det bliver din død. Det sårede mig faktisk.

*

Og bagefter sagde jeg: – Jeg er træt af dine mindreværdskomplekser.

*

Spørgsmålet er, om det her skænderi fænger og bliver til 14 dages bitterhed.


***

Farvel rolige overblik

Én tvær, utålmodig bemærkning fra mig, når alle er trætte, efter en lortedag, hvor jeg ikke har fået lavet noget, og en lorteuge, hvor jeg har været med min mor henne og få hendes dødsdom, og min kone siger, at jeg er "pisse strid" og "vildt langt ude", og vil ikke lade mig være i fred og bliver ved og ved i stigende tonefald, mens jeg sidder fredeligt med øretelefoner på og ser skeptiske videoer med James Randi på YouTube, mens de andre er ved at falde i søvn til Discovery Channel uden lyd på, fordi ingen har gidet skrue op igen efter reklamerne, nu hvor remoten er væk for tredje uge i træk.
– Ja, jeg er pisse strid, siger jeg. – Jeg er pisse strid!
– Stop det, du er vildt langt ude, siger hun.
– Jeg er pisse strid og vildt langt ude, siger jeg med voksende stemmekraft og varierende inflektioner som en shakespeareansk frikadelle: – Jeg er pisse strid og vildt langt ude. Jeg er pisse strid og vildt langt ude. Jeg er pisse strid og vildt langt ude. Jeg er pisse STRID og VILDT langt ude! Jeg er PISSE STRID og vildt langt ude. Jeg ER pisse strid og vildt langt UDE!

Én dag, ÉN DAG, var der fred i mit hus

(I går aftes kl. 21.50)

...Så kommer min kone ind og siger: – Hvorfor sidder du og ser en serie uden mig?
– Fordi du sagde du "var nødt til" at læse rapporter.
– Jeg synes det er ærgerligt, vi ikke har det sammen mere at sidde og se en serie.
– Det kan vi også, men du gider jo aldrig se noget.
– Ja, hvis du vil se Rome.
– Jeg har spurgt dig, om, du vil se The Sopranos færdig og en ny sæson af The Shield...

Osv. Osv. Videoerne ligger og samler støv i hele og halve år uden vi får dem set, hvis det er meningen vi skal se dem sammen.
Nu er hun sur, fordi jeg er begyndt at se Dexter (ikke ham med Laboratoriet, men Showtime-serien) uden hende.

Her sad jeg og prøvede at slappe af med en øl, jeg skal drikke inden kl. 22.00, så jeg kan nå mine 10 timers faste inden min blodprøve i morgen tidlig, og så snakker hun og snakker hun og bliver ved med at gentage det samme, indtil jeg ikke kan tage mere og hæver stemmen, og så spørger hun:
– Hvorfor råber du? Du behøver ikke råbe.

Hun er åbenbart bange for at føle sig udenfor. Ved gud, det er slemt, hvis far under sig en times morskab, uden det kommer nogen ved. Her kunne jeg sidde nede på bodegaen hver aften, og så er dét et problem.

Mine nerver er rå.

(Jeg kunne have set afsnittet færdigt i den tid, det tog hende at fortælle mig, hun ikke var enig med mig, med samt hvad det tog mig at nedfælde disse antropologiske feltnoter.)

PS Dexter er ikke specielt god.

Samme cirkus

Jeg er træt af at fortælle om de samme evindelige, kedelige skænderier, men her er hvad der skete: Jeg kom hjem lidt efter 8, og min familie sad og så Moulin Rouge. Da jeg under højlydte protester skruede over på landskampen - jeg havde booket den - scorede Jon Dahl (hvem klipper hans hår, Grønkjærs frisør?) til 3-0, så jeg tænkte nåja, hvad fanden, og skruede tilbage igen.
- Her, sagde jeg og rakte min kone remoten, den lille magtkamp vinder du. Og så begyndte det.
Efter et stykke tid tænkte jeg: - Hov, jeg gider ikke blive talt til på den måde. - Hun har jo hævet stemmen, tænkte jeg.
Det eskalerede, indtil jeg flygtede ind i det andet værelse med min mad, mens jeg fyrede et par afsluttende pointer af, og videre ud i køkkenet forfulgt af min kone.
- Hvad handler det her om? Hvad handler det her om? Hvad handler det her om? Hvad handler det her om? Hvad handler det her om? sagde jeg, for det handlede i hvert fald ikke om, at hun godt ville se Moulin Rouge.
- Det handler om, at jeg godt vil retfærdiggøre mig, sagde hun. (Dét tror jeg på!)
Når hun først får begyndt, holder hun aldrig op igen, og jeg skal bare stå dér og tage det, så jeg flygtede ud af døren, mens børnene skreg og jamrede sig, og gik over i Døgn-Netto og købte mørkt rugbrød og andre fornødenheder.

Nu taler vi ikke til hinanden igen.

Idé: Jeg kunne godt tænke mig at have et videokamera eller en båndoptager, der begynder at optage, når vi begynder at skændes.
Måske børnene begynder at gøre det på telefonen helt af sig selv.

29/8 kl. 21 stykker

Vi skændes hele tiden. Min kone siger, hun ikke kan ”rumme” mig. ("Nej, det ved jeg godt, hverken på den ene eller den anden led”.) Hun vil ikke holde op/kæft, selvom jeg beder hende om det flere gange i træk, og så siger hun, at jeg bliver hurtigt vred. Jeg siger, hun ikke respekterer mig eller tager det, jeg siger, alvorligt.*) Inde i mellem står børnene og prøver at få os til at holde op. Min yngste datter giver mig fingeren og siger jeg er dum.

Min kone siger: "Du tror kun det er hårdt for dig". Det er den gamle med, at hun ved, hvad jeg tror.

Vi behøver ikke tale sammen, vi kan rigelig godt fortsætte vores skænderier med hinanden inde i hovedet uden den andens deltagelse.

Suk, sukkeluk, sukkelirumluk-suk.


*) Jeg siger også andre ting.


PS Der er ikke noget nyt eller spændende i nogen af de her skænderier, jeg er bare kommet ind i vanen med at notere dem - som H.C. Andersen, når han rev den af.

Kunstværket her hedder Primalskrigsterapi og er lavet af blyantsstumper.
Jeg synes, de blå og lilla blyanter ser lidt Photoshoppede ud, men hvad ved jeg.

Køkkenvaskdrama i morgenskyndingen

I morges siger min kone til mig: “Hvorfor er du den eneste her i huset der ikke vasker sin morgenmadsskål op? Du vasker den konsekvent ikke op.”
“Det er ikke rigtigt,” siger jeg.
“Du vasker den aldrig op. Jeg har sagt det til dig masser af gange før.”
“Hold nu op!”
“Jeg prøver at lære børnene at vaske deres skål op, så kunne du godt…”
“HOLD NU OP, JEG GIDER IKKE HØRE DET DER!”

Og mens jeg børstede min yngste datters tænder, vaskede min kone selv min skål op. Hvad skal man så sige?