Vi skændes hele tiden. Min kone siger, hun ikke kan ”rumme” mig. ("Nej, det ved jeg godt, hverken på den ene eller den anden led”.) Hun vil ikke holde op/kæft, selvom jeg beder hende om det flere gange i træk, og så siger hun, at jeg bliver hurtigt vred. Jeg siger, hun ikke respekterer mig eller tager det, jeg siger, alvorligt.*) Inde i mellem står børnene og prøver at få os til at holde op. Min yngste datter giver mig fingeren og siger jeg er dum.Min kone siger: "Du tror kun det er hårdt for dig". Det er den gamle med, at hun ved, hvad jeg tror.
Vi behøver ikke tale sammen, vi kan rigelig godt fortsætte vores skænderier med hinanden inde i hovedet uden den andens deltagelse.
Suk, sukkeluk, sukkelirumluk-suk.
*) Jeg siger også andre ting.
PS Der er ikke noget nyt eller spændende i nogen af de her skænderier, jeg er bare kommet ind i vanen med at notere dem - som H.C. Andersen, når han rev den af.
Kunstværket her hedder Primalskrigsterapi og er lavet af blyantsstumper.
Jeg synes, de blå og lilla blyanter ser lidt Photoshoppede ud, men hvad ved jeg.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar