To skænderier med min kone allerede, det ene ude på gaden, det andet herhjemme - det første om det sædvanlige (at jeg nævnede muligheden for at hævde en del af mit liv, der ligger uden for familien), det andet om ingenting: Min kone siger, at jeg ikke kan tage, hun ikke er enig med mig. Jeg siger, det ikke handler om at have ret. Jeg er ligeglad med hvem der har ret (især når det handler om fordelene ved blegning af tøj og hvad der mørkner mest, kalket i vandet eller at det hvide vaskes med tøj, der også har andre farver). Noget er rigtigt eller ej. Hvad har det at gøre med at have ret? Suk.Det er nemmere, når vi er hver for sig. Måske burde vi ikke være gift. Måske er det bare inerti. Jeg tænker nogen gange på, at vi måske kun er gift, fordi det ville være mere besværligt ikke at være det .
Det hele er parat til at koge op og boble over hvert øjeblik.
Nu er børnene også begyndt at skændes.*)
---
Min kone har en irriterende vane med at komme hjem og fladpisse sit territorium af - og det er anstrengende, når jeg også skal være her.
Eller også er det mig, der automatisk afgiver autoritet.
Under alle omstændigheder er det belastende.
Vi er en familie under pres.
*) Uddrag:
Min yngste: - Det er ikke dig, der skal stikkes i fingeren hele tiden og have insulin tre gange om dagen!
Min ældste: - Du smed sand i hovedet på mig!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar