Højhellig søndag morgen

Der er nogen, der altid spiller høj radio ude i gården, her lutheransk folkekirkegudstjeneste.

– Stop det dér Jesus-noget, sagde jeg højt og myndigt ud af vinduet.

Og der blev stille.

Høloftet

Jeg havde dårlig ånde, så jeg åd otte fed hvidløg (svedet i olivenolie til spaghetti) og tog til reception.

Højloftet.

En reklamemand fortalte mig, at der bliver læst efter, hvad der bliver skrevet i blogsene. Danske Bank har fire folk til at læse blogs, sagde han. Jeg så i hans hule øjne. Det hjælper ikke at have en sjæl i reklamebranchen.

Jeg brækkede filtret af en hans smøger og så ned på gaden. En mand kom gående med næsen i en lille lysende firkant.

Jeg prøvede hans briller. De gav en fantastisk fornemmelse af svimlende rum. Jeg vil også have multifokale.

En amerikaner kom over og humpede mit ben. Han er min ven (nu). Stop det, sagde jeg, og han holdt straks op. – Jeg kommer ikke ud af buret så tit, sagde han. – Jeg skriver en hemmelig blog, der bliver læst af tusindvis af mennesker, sagde jeg. Han var ligeglad.

Min kone følte sig fornærmet af unge damer, der blev ved med at komplimentere hende for, hvor godt hun har holdt sig, og gik.

'Jeg er en STOR MAND'

I lørdags var jeg ovre hos Donzo sammen med Triple-K og se en dårlig splatter (oprigtigt dårlig: Dellamore Dellamorte, kan ikke anbefales) og fik at vide, at jeg lyder ligesom Pia Kjærsgaard, fordi jeg er "antielitær" og synes en nuværende adjunktprofessor var en snothvalp i 1993, tsk, tsk. Ugen før var jeg ude og fik at vide, at jeg lyder ligesom Jørgen Leth, fordi jeg rakte hånden ud og sagde "med savoir faire og tæft". Jeg har overvejet, om jeg bare er dum at høre på og burde holde min kæft. Den mulighed eksisterer. Fra nu af bliver jeg hjemme og tænker over dét.



Han er sjov, den Donzo: – 'Ækel mandsling', har han sagt to gange nu, – sådan affejer du hele mandens [Woody Allens] værk.

– Du skal ikke være en Dominique Strauss-Kahn-apologist, siger jeg. – 'Jeg er en stor mand!'

Spændende nyhed

Bemærk, at jeg har indført en "blogrulle" her nederst t.v.

Lidt om det.

Det gode ved John K.'s blog er, at han siger ting, man så ikke selv behøver sige. Og så ved han, hvad han taler om. Se f.eks. hans indlæg om Walt Disneys fiksering på mandlige bagdele.

I dag faldt jeg så over en anden blog, We Are Not Robots, som desværre er lukket. Kender I det, når man falder over en blog og finder ud af, at man kan lide alle de samme ting? Det skete så her.

Generelt har jeg lagt mærke til, at jeg godt kan lide blogs med en masse billeder. Men det er selvfølgelig også gerne billeder, jeg søger på. Jeg læser næsten ikke noget. Hvad rager folks url mig?

Uncle Eddie er min helt. Hans blog er bedårende. Jeg tror ikke, han har nogen uddannelse at tale om, men han ser ting.

Så har jeg også læst Lars Bukdahls blog og genkender hans fornøjelse ved at udgive alt, hvad der falder ham ind. Jeg udgiver! Klik! Jeg udgiver! Klik! Det er en høj.

Og her er det så tid til at bevæge sig ned ad mindernes allé. Den første blog, jeg lagde mærke til, var af en dansker, der hedder Mette Wozniacki. Hun skrev en overgang, da jeg endnu var en blogskriver-grønskolling i knæbukser, højdepunkter som: "Jeg har tabt min remote på gulvet, og jeg gider ikke samle den op." "Min kat slikker mig i armhulen. Er det forkert?" Nogen gange 10 indlæg om dagen. Der er tidspunkter, hvor det er mere interessant at være kvinde. Hvis jeg f.eks. skriver: "Jeg har sat mig på min remote. Kan du ikke komme og hjælpe mig med at få den ud?", får jeg færre henvendelser, end hvis jeg var Kvindejammer. Det er udbud og efterspørgsel og helt på sin plads. Men, hvad jeg tænkte, var: Den må jeg stikke. Men hvordan? Men hvordan!" Jeg tænker endnu. Ikke hele tiden, men jævnligt. Hvor lavt kan jeg gå? Det er derfor, jeg periodisk nødes at genoplive bloggen: Jeg står med noget så lavt, at jeg ikke ved, hvor jeg ellers skal gøre af det.

Lad mig bare fortsætte lidt endnu.

Det var således også tilfældet sidst. Det var ikke min mening at genoptage bloggen og spilde min (og jer stakkels ensomme cow-bloggeres) tid på det, jeg ville bare løbe en sejrsrunde og modtage folkets hyldest. Tak! Tak! Ærbødigst! Vel mødt! Og så aflevere resten af mine sørgelige og sorgfulde indlæg fra sidste år, der blev afbrudt af mit i al hast arrangerede kulturophold i udlandet. Forstår I? Men kan man det? Aflevere sidste års indlæg under overskriften: "Mandejammer – de tabte kapitler"? Jeg ved det ikke, men jeg gør det alligevel. For det er jo en saga.

En saga om mig.

Ofte en Saga Blue, fordi jeg er nede.



En sagte saga til tider, når jeg er stille.



En sigte-saga, når jeg bager.



Sikke en sukkende, zig-zaggende saga.



I kan sagtens.

Folket har talt

Resultatet af læserrundspørgen er opgjort, og 100% af stemmerne er for kommentarmoderation. Den eneste, der er mod moderation, er mig, fordi det er mig, der skal moderere, og jeg har ved gud da ikke altid tid til at tilse min hemmelige blog, dertil er den simpelthen for hemmelig. Det betyder, at der godt kan gå en halv dag, før en kommentar bliver udgivet, og det er vel i sit væsen debathæmmende. Hvis jeg lægger mig til at dø, skal jeg nok åbne kommentarfeltet først.



At jeg ikke er den eneste, der, som Akilleus i teltet, har tumlet med spørgsmålet om ovenfrakommende websidemoderation, fremgår af dagens nyheder. Christopher Poole er ham fra 4chan, der er over alle medierne for tiden:

"One of the mistakes I've made is believing in an invisible guiding hand as far as moderation goes. And that if you give the community the right structure they could police themselves," he [Christopher Poole] admits."

"I've underestimated the value of having a real staff presence, and encouraging them to police the boards behind the scenes. When it's not clear that we're leading things it's like we're not there and that we don't care – it's extremely detrimental to community" [min fremhævning – red.].

"At one point, we let it go [to the extent that] we were so far behind the scenes that when we came back it was met with a mixed reaction [from 4Chan users]."

(fra The Guardian)

***HURRA FOR DET GODE, GAMLE ANONYME INTERNET!***

Mit valg

***
På valgaftenen sad jeg blandt fire forfattere – en af historiske romaner, en af noget andet, en af børnebøger, en af kogebøger og en nem-mad-blog – dybt i hjertet af Brooklyn. Så det er rigtigt, hvad William Styron og Paul Auster siger (for det gør de vel), at Brooklyn er et godt sted for forfattere.

De første tal kom ind, og jeg drak tre margaritaer af ængstelse. Der var aspargesdip og atomic wings. Ingen kunne koncentrere sig længe nok til at lave mad. Jeg savnede således noget til reelt at suge spiritussen op med.

En del af sejrstalen blev overdøvet af den historiske forfatters platheder.

Jeg greb mig selv i at være dum at høre på og gentage faste indledningsvendinger. Min stemme rungede i mine øren.

Mine værtsfolk slukkede, og jeg sagde: – Nu vil jeg gå ud i agoraen og høre, hvad folket har at sige.

– Her er sgu’da ingen agora, sagde Day-O.

Jeg gik ud og rundt om et par bloks, før jeg tog hjem til luftmadrassen i legeværelset og nedfældede følgende:

Jeg kan høre trommer fra den
anden side af hospitalet.
Eller også er det hospitalets ventilation.
Folk I åbne biler hujer.
Hvad der kommer til mig, møder
jeg, ellers finder jeg på noget.

Jeg elsker den
nye verden.

Et par dage efter så jeg, at folk havde festet og trampet på et par biler i mit gamle kvarter.


Fotosne er venligst lånt herfra.



Men det gør ikke noget, det kunne jeg godt undvære. Jeg er gammel. Gammel i den ny tid.
Knirke, knage, jeg ta’r det tilbage, så gammel en pik er jeg heller ikk’.
Nå bare man har sit gode humør og i kinderne en sund kulør,
skal det gå meget galt, før man lige lægger sig og dør.
Når bare man husker at elske og drømme, skal livet nok blive ved at strømme, og selvom jeg nok må indrømme, at ens liv til tider er noget man over sig må rømme, skal man ikke give sig til at dømme, men bare se sig at hømme.
Som nu, hvor jeg sku’ se mig at lette og tage op og med min kone fingre flette.*) Jeg har ikke mere at berette, kan du nok gætte. I hvert fald: Det var historien om, hvordan jeg mit kryds fik at sætte.


*) og hendes køn opsprætte,
skille hendes rumpette
og fylde hende som en tartelette,
thi hun min krop og mit sind til evig tid vil besætte.
Det er ikke altid, vi er så lette
at være sammen med, lad gå,
som I nok kan forstå,
og hun kan te sig som Marie Antoinette,
den kokette,
og jeg som en tordnende, trampende jætte,
men for mig er hun den rette,
og alle de forræderiske ord må jeg slette,
når hun en dag opdager dette.


(Nedfældet siddende på et afskrællet knallertsæde i cykelkælderen på vej hjem i kulden.)
***

Etisk forvaltning

Nu har jeg lyttet til mine læsere og vejet deres meninger. Jeg har derfor valgt at fjerne alle oprindelige indlæg om tankefeltterapeutens annonce med den uheldige skatologiske og andre fejlstavninger (se foregående indlæg). Jeg gider ikke tænke på det mere. Det går mig på nerverne. Nok må være nok.

Fra nu af vil jeg aldrig hænge nogen ud, bortset fra de kongelige og folk i udlandet.

Og jeg vil tillige fjerne mine andre indlæg, hvor jeg hænger folk ud, også selvom de hængte sig selv ud først. (Det gælder måske også nedenstående indlæg.)

Men jeg kan stadig ikke lide at blive truet med "IT-politiet", som jeg altså ikke tror findes.

Jeg er også ligeglad med tankefeltterapi. Hvis folk gider betale for det lort, må de selv om det.

Her er et link til en skeptisk artikel om emnet. Det går groft sagt ud på at trykke på "meridianpunkter" på kroppen, mens klienten tænker på sine problemer.

Se også her og her for artikler, der ikke er på norsk.

For at undgå fremtidige misforståelser vil jeg begynde at vise min MJ-e-mailaddresse, og se hvad der sker.

Det er ikke værd at spilde tid på det her, når jeg har så mange andre presserende emner i rørledningen. Jeg vil hellere lave noget andet, f.eks. nøgendans.


Deres hengivne MJ
***

Folkeoplysning

Jeg plejede at læse Dan Savages sexbrevkasse Savage Love i The Village Voice, for den var altid underholdende (midt mellem alt det frelste stof), og nu er han også begyndt at lave en podcast (her igen eller iTunes). Den har den twist, at læserne ringer ham op og lægger en besked, og så ringer han tilbage og diskuterer med dem og giver dem svaret på deres problemer.
Han har det med at sige, at folk bør dumpe deres kæreste. Det kan jeg godt lide. Det virker forfriskende.

Det er udmærket at lytte til, når man sidder og tegner.

Og det sker, at Deres hengivne blogskriver lærer noget. F.eks. (i podcasten fra 12/11/2007) giver han gode råd om, hvordan man ruller et kondom på. Suk, siger han, skulle det virkelig være nødvendigt, men her er den igen for Prins Hetero-Knud: Lad være med at vente til lige før samlejet, men tag kondomet på et godt stykke tid før og leg evt. lidt med dig selv*), til du har vænnet dig til det og ikke tænker på, at du har det på. Derved undgår man at gøre selve indførslen til et kritisk øjeblik. Det ville jeg godt have vidst, da jeg var en ungersvend. Sådan har jeg aldrig fået det forklaret før, og jeg læste i sin tid al seksualvejledningslitteratur på mit kommunebibliotek. (Her kan jeg indsætte et billede af Inge og Sten Hegeler.)

*) Unge kan have et problem med at "lege med sig selv" i deres partners nærvær, fordi de mener berøring af deres kønsorganer eksklusivt er den andens gebet, men det må de altså se at komme sig over, mener den gode Savage.


Faktaboks: Dan Savage er bl.a. kendt for ved sine læseres hjælp at have navngivet og populariseret udtrykket "santorum" – opkaldt efter den reaktionære daværende senator Rick Santorum – i betydningen "the frothy mixture of lube and fecal matter that is sometimes the byproduct of anal sex" (oversat: "den skummende blanding af glidecreme og fækaliemasse, der undertiden er et biprodukt af analsex.") Så vil Santorums navn til al tid og evighed være forbundet med det. Det har han rigtig godt af. Dumme svin.

PS En "huckabee" er når man kaster lidt op, mens man giver et blowjob. Haha.

PPS Hvordan kan det være, politikere ser så vanvittige ud på officielle billeder? (Se også her.) Er det fordi, de er vanvittige, og ser mere vanvittige ud jo mere hykleriske de er, eller er det fordi, officielle billeder partout får folk til at se vanvittige ud – ligesom på skolebilleder og kunstige bryllupsbilleder, folk får lavet henne hos fotografen?

PPPS Hvem har fundet på det her med at politikere skal smile og vise tænder på billeder? Jeg vil gennemgå de officielle portrætter af amerikanske præsidenter og se, hvornår de begyndte på den uskik... Én ting er sikkert, når de først er begyndt, er der ingen vej tilbage, så kan de ikke holde op igen. Der er kun én vej, og det er frem, som jeg engang hørte en foreningsformand sige i fuld alvor, da han skulle have sit forslag mast igennem.

Jeg kender flere folk, der har stemt på Asmaa end på Fogh

Fire i alt, en voldsom statistisk overvægt, og de er ikke blege for at indrømme det, tværtimod.

Jeg er fuldstændigt ude af kontakt med hvad den brede danske befolkning tænker.

Æv-bæv bussemand

Der er en blog eller to, jeg har glemt hvad de hedder nu, af mænd, der hele tiden brokker sig over kvindekønnet. Hvad jeg i og for sig godt kan forstå, nu der er kønskamp.*) Men det er negativt på den måde, at det virker som om, de ikke kan lide kvinder. Det minder mig om hvide amerikanske mænd, der brokker sig over fordelene ved at være sort – positiv forskelsbehandling.

Jeg kunne forstå, hvis det drejede sig om specifikke kvinder, men hele kønnet?

Selv har jeg intet at sige på mit køns vegne. Nok er dette mandejammer, men det er én mands jammer.

Denne blog gik lynhurtigt fra det guddommelige perspektiv (Guds Talerør) til den brede menneskelighed (Folkets Røst) koncentrisk indad til én mands vælten sig i det eksistentielle søle.

*) Jeg er ligeglad med, hvem der har magten. Magten tilfalder dem, der vil have den.
Samtidig må man bruge, hvad man har, til at få, hvad man vil have, som sangen siger.**) Det er der ikke noget galt i. Så hvis det hjælper at være lækker for at få et job, er det som dét er.

**) Pree Sisters: You’ve Got To Use What You’ve Got To Get What You Want (1973), som blev genbrugt i et dancehall-hit fra 90'erne, men nu kan jeg ikke huske hvad sangeren hedder, hvor hårdt jeg end vrider min hjerne og googler omkring.


Tegningerne er venligst nuppet fra All Kinds of Stuff og forestiller tegnerens far, en autoritær personlighed, hvis stemme John K. har brugt i flere af sine tegnefilm, fordi ingen kan som far

Kulturelt armod

Hvad er det for en kultur vi lever i, at man ikke engang kan finde teksten til Johnny Reimars Sikke’n fest på nettet? Er det ikke lidt fattigt? Jeg bringer derfor teksten her i sin fulde længde, så alle kan nyde godt deraf.



Sikke’n fest

Sikke’n fest vi har haft nu i nat
Åh ja åh ja åh
Klokken var fem før vores gæster gik hjem
og de sang åh ja åh ja åh

Sikke’n fest vi har haft nu i nat
Åh ja åh ja åh
Propperne sprang og alle fested’ og sang
og der var jubel natten lang

Naboen ved siden af
kom til min dør og sagde:
Må vi få nattero
Jeg sagde: Kom ind I to
De sang i kor da de sku’ gå
med bøhmand og pyjamas på

Sikke’n fest vi har haft nu i nat
Åh ja åh ja åh
Klokken var fem før vores gæster gik hjem
og de sang åh ja åh ja åh

Sikke’n fest vi har haft nu i nat
Åh ja åh ja åh
Propperne sprang og alle fested’ og sang
og der var jubel natten lang

Det pæne mågestel
tog gulvet med et smæld
da vægten blev for stor
på vores spisebord
For Jensen stepped’ dér og gled
og lysekronen ramled’ ned

Sikke’n fest vi har haft nu i nat
Åh ja åh ja åh
Klokken var fem før vores gæster gik hjem
og de sang åh ja åh ja åh

Sikke’n fest vi har haft nu i nat
Åh ja åh ja åh
Propperne sprang og alle fested’ og sang
og der var jubel natten lang

Og politiet kom
men de syntes mægtigt om
lidt fest og ramasjang
Og der var ekkoklang
da tre betjente stod og sang
på vor terrazzotrappegang

Sikke’n fest vi har haft nu i nat
Åh ja åh ja åh
Klokken var fem før vores gæster gik hjem
og de sang åh ja åh ja åh

Sikke’n fest vi har haft nu i nat
Åh ja åh ja åh
Propperne sprang og alle fested’ og sang
og der var jubel natten lang.

(Jack White / Nussbaum / Thøger Olesen)
(P) 1974 Polygram

Sidste dag som Folkets Røst

På talrige opfordringer fra min trofaste læserskare ændrer jeg hermed navnet på bloggen til Mandejammer (c) (r) (tm). Lad det hermed være bekendtgjort, så sandt som jeg er Folkets Røst og Guds Talerør.

Her er hvad der dukker op under "vox populis" i Google Images: