En af mine venner, der hedder Day-O, har forgiftet mit forhold til mit barn

Min datter (15) sagde til mig i dag: – Hvorfor skriver du ikke en børnebog ligesom Day-O? Day-O er "cool".


"...meine Kinder sind verrückt nach dir…"

Ind bagved

Først tog jeg børnene forbi atelieret på 8th Ave., hvor Day-O maler verdenskunstnerens billeder, og bagefter gik vi gennem Times Sq. (video, hvor kameraet kører rundt om personen, der kigger benovet op på reklameskiltene i modsat retning) og op til MoMA, hvor jeg ikke engang vidste, at hun (den verdenskendte kunstner) havde en video hængende.*) På vejen ud mødte jeg filmmanden på vej ind. Det føltes fedt. Det føltes som om, jeg vidste noget.

Men hvis man ikke kan møde nogen, man kender, på MoMA til gratis-fredag, hvor kan man så?


*) Den, min musik blev vraget til. Nu er den af en Oscar-belønnet komponist: Boi-oi-oi-oi-oing... Boi-oi-oi-oi-oing... Tangenter med ekko.



Hun kom hvirvlende ind. Kys-kys!
Jeg viste hende mit nye maleri på Fonen: – Meget imponerende.
Hun er ligeglad med børn.

Pæne rettede tænder skyder dig direkte op i verdenseliten

En ting, man bemærker, når man ser Brüno, er, hvor mange amerikanere af de lavere klasser har dårlige eller manglende tænder (se illustrationerne forneden). Hvis jeg var milliardær, plejede jeg at sige, ville jeg starte en fond, der giver folk nye tænder.*) Hvordan skal man kunne få et job, hvis man mangler en fortand?



Min ven Tony løb rundt med en brun fortand i årevis, indtil han fik et job, der gav ham ordentlig sygeforsikring: kødskranken i Macy's kælder (hans nuværende kone stod ved ostedisken.) Og han var ikke engang fattig.



Day-O løb rundt med en stor kunstig fortand, han havde haft, siden han var 16, der lignede en mahjong-brik eller en klavertangent, indtil hans nye tandlæge spurgte, om han ikke skulle skifte den, nu han var i gang. Jeg skal aldrig glemme synet af skråsaft løbe ned ad den tand: det lignede tyndskid på indersiden af et lokum. Og han var heller ikke fattig, bare sær.



Min anden onkel var ovre med sin yngre elskerinde for et par år siden, da han var i fjerde ægteskab, kort tid før han hængte sig. Hun manglede også et par tænder rundt omkring, elskerinden. – Hvor er vejen til Christiania? spurgte hun.



Karateinstruktøren herover ligner Asterix:



På Donzo N's opfordring så jeg kommentarsporet bagefter, og filmen er faktisk bedre med. Ekstramaterialet er i virkeligheden sjovere end selve filmen. Strukturen er lige meget alligevel, og man får mere med.
Tak.



*) Det viser sig dog, at der findes en sådan organisation af tandlæger, der rejser rundt med en klinik i en bus og giver folk nye tænder. De var i The Times.

Det gode er, når nogen allerede har tænkt på det, så man slipper for at gøre det selv.

Jeg sublimerer II

***
Jeg vil holde op med at være kunstner, jeg har tilsyneladende ikke andet på hjerte end engleskarer af løsrevne kønsdele i flugt.

Eks. (udsnit):

Tilnærmet aftegning af detalje fra maleri.

Jo mere jeg prøver at holde det nede, desto mere bobler det op og springer ud til alle sider, som at klaske en levende budding.



Jeg spurgte min ven Jay-O, en erfaren herre inden for det globale kunstliv, hvad jeg skulle gøre, og han sagde: "Fuck it." (Det havde jeg regnet ud.)

"Får du ikke noget?" sagde han og foreslog, at jeg bygger mig et onaniapparat efter svensk opskrift (svenskerne er et "driftigt" og "opfindsomt" folkefærd, som han siger).

Det går i korte træk ud på at fore en plasticflaske med aflange ballondyrs-balloner, der er fyldt med varmt vand, tilsætte glidecreme (samt evt. små stykker skumgummi for "extra känsla") og polstre indgangen med åbningen af en luffe, så man undgår den "irriterende" plastickant.

Det har jeg nok ikke tænkt mig.

Jeg vil hellere lave sådan en her, verdens største, fedeste hjemmelavede paintmarker til graffitiskrift:


Her ville jeg have embedded en video, men YouTube har taget den ned siden sidst. Brug linket.

Videoen er lidt lang (8 min.), men det går kort fortalt ud på at skære enden af en liter-colaflaske og fylde den med vægmaling, passende fortyndet med sprit. Dernæst ruller man et håndklæde stramt sammen og skærer en skive af rullen på ca. 10 cm som spids, som man krænger en sok udover og vikler gaffa omkring, før den fastgøres i indgangen af flasken med en skrue i hver side. Med bunden af en anden colaflaske som låg. Voila!

God fornøjelse!

*

Eller også skal jeg bare slappe af. Masser af gode kunstnere maler ikke andet end kaskader af kønsdele i flugt.

Her er to kvindelige:

Eks. 1: Cecily Brown




Eks. 2: Sue Williams




PS Det hele kom sig af, at jeg havde lyst til at skrive "løsrevne kønsdele i flugt".
***

Mit valg

***
På valgaftenen sad jeg blandt fire forfattere – en af historiske romaner, en af noget andet, en af børnebøger, en af kogebøger og en nem-mad-blog – dybt i hjertet af Brooklyn. Så det er rigtigt, hvad William Styron og Paul Auster siger (for det gør de vel), at Brooklyn er et godt sted for forfattere.

De første tal kom ind, og jeg drak tre margaritaer af ængstelse. Der var aspargesdip og atomic wings. Ingen kunne koncentrere sig længe nok til at lave mad. Jeg savnede således noget til reelt at suge spiritussen op med.

En del af sejrstalen blev overdøvet af den historiske forfatters platheder.

Jeg greb mig selv i at være dum at høre på og gentage faste indledningsvendinger. Min stemme rungede i mine øren.

Mine værtsfolk slukkede, og jeg sagde: – Nu vil jeg gå ud i agoraen og høre, hvad folket har at sige.

– Her er sgu’da ingen agora, sagde Day-O.

Jeg gik ud og rundt om et par bloks, før jeg tog hjem til luftmadrassen i legeværelset og nedfældede følgende:

Jeg kan høre trommer fra den
anden side af hospitalet.
Eller også er det hospitalets ventilation.
Folk I åbne biler hujer.
Hvad der kommer til mig, møder
jeg, ellers finder jeg på noget.

Jeg elsker den
nye verden.

Et par dage efter så jeg, at folk havde festet og trampet på et par biler i mit gamle kvarter.


Fotosne er venligst lånt herfra.



Men det gør ikke noget, det kunne jeg godt undvære. Jeg er gammel. Gammel i den ny tid.
Knirke, knage, jeg ta’r det tilbage, så gammel en pik er jeg heller ikk’.
Nå bare man har sit gode humør og i kinderne en sund kulør,
skal det gå meget galt, før man lige lægger sig og dør.
Når bare man husker at elske og drømme, skal livet nok blive ved at strømme, og selvom jeg nok må indrømme, at ens liv til tider er noget man over sig må rømme, skal man ikke give sig til at dømme, men bare se sig at hømme.
Som nu, hvor jeg sku’ se mig at lette og tage op og med min kone fingre flette.*) Jeg har ikke mere at berette, kan du nok gætte. I hvert fald: Det var historien om, hvordan jeg mit kryds fik at sætte.


*) og hendes køn opsprætte,
skille hendes rumpette
og fylde hende som en tartelette,
thi hun min krop og mit sind til evig tid vil besætte.
Det er ikke altid, vi er så lette
at være sammen med, lad gå,
som I nok kan forstå,
og hun kan te sig som Marie Antoinette,
den kokette,
og jeg som en tordnende, trampende jætte,
men for mig er hun den rette,
og alle de forræderiske ord må jeg slette,
når hun en dag opdager dette.


(Nedfældet siddende på et afskrællet knallertsæde i cykelkælderen på vej hjem i kulden.)
***

Critique

– Det er en finger, og neglen bøjer tilbage og en orm kommer ud, sagde hende den kiksede, ingen kunne lide, om mit maleri henne i skolen. Og hun havde ret, hvilket var interessant, fordi det var på engelsk, og der ikke er noget, der hedder "en hård negl" på engelsk. ("Hard as nails" er søm.)



Day-O sagde senere om et andet maleri, at jeg var ligesom en bibliotekar i en Hollywood-film, der er smuk, når hun tager brillerne af.

Mener han, at jeg spiller for galleriet?

•

Donzo kaldte mig et får i ulveklæder, i gamle dage.

Blåhåret heltinde

Min ven Jay-O ville skrive en cyberpunk-roman om en blåhåret heltinde (ikke som en blånet gammel dame, men skrigende blåt), der bekæmper dræbernisser i Sverige. Jeg synes altid, det var ærgerligt, han aldrig fik det gjort, og nu er det for sent, for cyberpunken er død. Hva’ fanden.

Nu har han skrevet en børnebog i stedet for, der kun er kamufleret perverteret, hvor mærkeligheden slimer ud af hver pore i facaden, thi han er uhelbredelig men ude af stand til at lyve, højst fedte, i sin kunst.

Også han er faldet fra den smalle kunststi. Der er snart ingen tilbage. Ikke nogen jeg taler med i hvert fald. Jeg burde lave et par opkald. Eller sende en mail. Planlægge en lyntur til New York, nu hvor kursen er god.

Rip van Winkle vågner op foran fjernsynet og kigger på uret

Problemet med Queer Eye for the Straight Guy (De Fantastiske Fem på dansk*), men dén kunne jeg ikke se) var, at det hele gik ud på at glæde personens kæreste til sidst, at hun skulle godkende det. Det virker på en eller anden måde umandigt.

Hvorfor kan det ikke bare være for hans egen skyld og til hans egen fornøjelse? Hvor kommer kvinden fra midt i et bøsseprogram?

(Men alt det foregående, der gik ud på at forkæle og forbedre heterofyren kunne jeg godt lide. Hvem der havde fem bøsser til at komme ind og nusse og pusse om én og løse alle ens små problemer. De mangler bare en revisor, en advokat og en blikkenslager.)


*) Jeg har heller aldrig kunnet se danske Robinson**), men det gik bedre med den svenske version af en eller anden grund (det kvarte afsnit det blev til). Dem kan jeg bedre grine af. Dumme danskere er for tæt på.

**) Day-O tilmeldte sig engang svenske Robinson, men blev vraget. Jeg tænkte ellers, at han ville være perfekt, en oplagt vinder: Han ville blive venner med kvinderne og mændene ville ikke føle sig truet af ham. Og hvis han blev stemt ud, forestillede jeg mig, at han kunne stikke af og leve i junglen som Ben Gunn fra Skatteøen og dukke op i sin hjemmelavede båd af skind og larme og forstyrre, når de andre lavede konkurrencer. Dét ville jeg godt have set.


PS Jeg smider mit fjernsyn ud og kigger aldrig på det igen.

God vane

Hver aften rækker min ven Jay-O armene i vejret og råber hurra for sin kones bryster, når hun tager tøjet af for at gå i seng.

Det er rituelt.
Men det er noget lort, hvis han pludselig holder op.

Forholdsredegørelse - for de nysgerrige

Lige nu går det meget godt mellem min kone og mig (det kunne heller ikke gå værre uden at ende i håndgemæng). Jeg har sagt ting som: "Det du siger bedrøver mig" og forsøgt at være afslappet, som den ene part i dette forhold. Det hjalp også at drikke hård sprit en enkelt aften, for i flere dage efter var jeg fuldstændig afslappet og afklaret, intet rørte mig. (Note til mig selv: Husk det til en anden gang: Når der er knas hjemme, så gå ud og drik dig lam i låget.)

Sidste gang jeg tænkte sådan, at det egentlig går meget godt, eksploderede alting i hovedet på mig næste dag. (Det var ca. et par uger siden, hvis jeg ikke tager meget fejl.) Klog af skade vil jeg derfor træde meget, meget varsomt de næste par dage.
Alting kokser omkring os.

MEGET
MEGET
MEGET
MEGET

*

Som min ven Day-O siger: "You have a contentious relationship.”

Sær svensk juleskik

Jeg kender én, en svensker, der var fremtidsforsker i et stort, det største, amerikanske teleselskab. Hans mor, en dybt religiøs kvinde, var på besøg, og han tog hende med til firmaets julemiddag. Her sad hun ved siden af firmaets højst rangerende afrikansk-amerikanske leder og fortalte ham, at "In Sweden the children eat nigger balls for Christmas" (altså negerboller). Hvad tænkte hun på?*)

Min ven, svenskeren, er et af de mest kontrollerede mennesker, jeg har mødt. Jeg har aldrig set nogen spille så godt pool, når de var fulde, og så holde foredrag for 500 forretningsfolk dagen efter.

Sidst jeg hørte fra ham, var han droppet ud og boede i S.F. Han havde anbefalet sin chef at købe en aktie, men chefen afslog, og i stedet for købte han og hans familie alt det, de kunne, før den fløj i vejret.
Jeg tror han begyndte at ryge hash.

Som Day-O sagde om ham: Han har en overaktiv hjerne.


*) En del skandinaver i udlandet har en irriterende vane med at skulle udbrede sig om deres hjemlands skikke og sædvaner, som om det interesserede nogen. Måske gælder det også andre folkeslag, hvad ved jeg.

Her er et diskussionsforum om emnet og en opskrift på svenske chokladbollar, som de hedder nutildags. Det er åbenbart en slags havregrynskugler.

Rigtige venner

Jeg prøver at forklare Day-O, hvordan det er at have et barn med en kronisk sygdom, men det eneste han kan snakke om er, at han var til fest med Bruce Springsteen og hans kone.
- Hvor mange andre var der med? spurgte jeg.
Fornylig befandt han sig i en brusekabine med Pamela Anderson.
Det virker materialistisk.
Jeg gider ikke være patetisk.

Under huden

En veninde fortalte Day-O, at når ens mor bliver kureret for kræft, er hun igen ligeså irriterende, som før hun blev syg.
Det er det samme med min mor, bortset fra at hun ikke bliver kureret.