Long-playing

Min kone flyttede mine plader, fordi de ikke er mine egne gamle plader, men bare nogen "jeg har fundet". Undskyld, jeg har udvidet min pladesamling siden 1987. De må ikke stå fremme, ikke som hendes Røde Mor og Tracy Chapman og Kvindesind. Jeg skulle finde champagneglassene frem i går og opdagede martini-glassene, som jeg havde glemt, vi havde. Nu må dé ikke stå fremme, fordi "vi aldrig bruger dem." "Men jeg kan godt lide martini-glas!" siger jeg. Det er lige meget. Jeg har også sat en ny hylde op, men det er også lige meget. Jeg prøvede en dag at flytte én ting rundt i køkkenet. Næste dag stod den tilbage. Sådan gik det frem og tilbage et par gange. "Prøv at se", sagde jeg til børnene og demonstrede, hvordan det virker. Det er som teleportering. Jeg har ikke bestemt, hvor én ting står i det køkken. Det værste er, når hun køber nye kurve at lægge tingene op i. Så fylder de det hele. Suk. Tænk at bruge penge på kurve. Og så skal man respektere dem, fordi de var dyre. Jeg kan ikke vente, til det bliver hverdag igen. Jeg tror ikke, vi har været inde i det samme rum fem minutter i træk i ferien. Hvis jeg kommer ind, hvor hun er, skælder hun mig ud, indtil jeg går igen. Måske er jeg bare irriterende. Eller lugter. Undtagen, hvis der er gæster, så skal jeg være inde i samme rum, så jeg kan høre på hende snakke. Endeløse kæder af de samme historier, jeg har hørt 20.000 gange før, om engang hun blev uretfærdigt behandlet eller noget, hun så på fjernsyn engang i 90'erne, hvor dumme andre folk er. I går handlede det om, hvordan hendes og hendes søster er for forvænte til nogensinde at kunne vænne sig til at bo i en lille lejlighed. En ting, jeg nu altid godt har kunnet lide ved min kone er, hvor privilegeret hun er og hvor højt et serviceniveau, hun f.eks. forventer af de sociale myndigheder. Jeg har altid været mere beskeden og f.eks. tænkt, om noget kunne være min egen skyld, før jeg begynder at besvære andre. Det hedder skam. Et noget forældet begreb.

Indtastet på min telefon, mens jeg sad og sked.



Jeg aner helt sikkert ikke, hvor godt jeg har det.

Sent from my iPhone

Gode og dårlige sider ved årsdagen

***
Det lykkedes mig at fejre min fødselsdag. Dagens absolutte højdepunkt kom, da jeg fik alle til at hæve deres krus og råbe: GYLDNE TIDER!

– GYLDNE TIDER!


Jacob Jordaens: Kongen drikker (1638)

Et godt fødselsdagsønske ville være at få alle til at sige det samme, som man selv siger. Dagen lang. Ikke noget ondt eller nedladende selvfølgelig, men hvis man fandt på noget (man selv synes var) godt, skulle alle stemme i, ligegyldigt hvad det var. Det kunne jeg godt tænke mig.

Ønsket er det omvendte af en fødselsdagssang, hvor man ikke selv har noget at sige om, hvad der bliver sunget, og som bliver sunget, hvad enten man vil have det eller ej, og som gerne er åndssvag.

Skal man virkelig høre på "I dag er det XX's fødselsdag" resten af sit liv, også selvom man frabeder sig det, og – virker det som – især når man frabeder sig det?

Måske er jeg heldig at få en fødselsdagssang, selvom jeg har frabedt mig det, fordi det er bedre end ingenting, men jeg ville faktisk helst være fri. Jeg ville foretrække en solo eller nonsensord sat sammen i tilfældig rækkefølge. Alt andet end den elendige fællessang, der gerne holdes i lutheransk salmetempo.


Se også her ang. ensformige fødselsdagstraditioner.
***

Vildt stirrende, dybt sukkende, træt

***
Jeg har forsøgt at løse mine problemer i hjemmet ved ikke at sige noget. Men jeg tror kun min kone tænker på det som en befrielse. Til gengæld har jeg bevæget mig rundt i dybt nedtrykt sindstilstand (i min mentale pyjamas med håret i uorden). I nat måtte jeg trykke mig ind til hendes ryg i fosterstilling, og i morges omfavnede jeg hendes knæ.

Hun ved, at jeg ikke kan modstå hende. Det er et uovervindeligt våben.
***

Sure weekendopstød

***
Lørdag eftermiddag

Jeg har råbt ad mine børn i dag og sagt ting, som jeg aldrig nogensinde troede, jeg ville høre mig selv sige, som "så længe du bor i mit hjem" og blablablabla (ikke fordi der er nogen, der hører efter). De bliver store.

Om lidt kommer min mor.

*

Jeg hader intenst weekenden. Jeg har ikke brug for at holde fri efter at have været hjemme og passe syge børn det meste af ugen. Hvorfor kan jeg ikke bare gøre som jeg vil? Men jeg har ingen energi.*) Jeg er splittet mellem det, jeg godt vil, og min totale mangel på energi.

Således skrev jeg i min lille lommebog, mens jeg stod nede i gården og betragtede skraldespandene. Jeg var nødt til at komme ud og få lidt frisk luft, så jeg cyklede ned til J. Per og røg et par hjemmerullede. Han var også i dårligt humør.**) Hans helbred svigter. Det er luftvejene. Og så føler han sig ensom. Jeg kan aldrig besøge ham uden at komme i bedre humør.


*) Jeg troede, jeg kunne vente med det hele, til jeg blev gammel, men jeg havde ikke kalkuleret med, at jeg ikke ville have nogen energi tilbage.

**) Han så helt sørgelig ud, da han rullede sig en frisk joint skunk og frilands. Det er ren vedligeholdelse, ingen opper.
***

Nytårstale

Hvis jeg må have lov at sige noget positivt om 2007, så er det, at jeg har fået nogle nye venner og mødt forskellige folk, jeg godt kan lide.

En sjælden og god ting.

Det meste andet har været ad helvede til – det kan man læse om overalt her på bloggen – og der er ingen udsigt til, at det holder op.

Off the Hook

Der er aldrig nogen der ringer.
De eneste der ringer er min mor og far, men de ringer til gengæld hele tiden.
Og når der endelig er nogen der ringer, ringer jeg ikke tilbage.

Det er ikke helt rigtigt, men skulle der endelig være en af mine venner der ringer, er det en begivenhed.

Min ven rockstjernen ringede. Han havde ikke det store nyt at berette, heller ikke jeg. Han var blevet klippet, og alle folk sagde, han så meget yngre ud. Jeg kunne fortælle, at jeg havde ondt i de to hvide plomber, jeg fik skiftet ind for tre uger siden. Det er almindeligt, sagde han. Jeg var lige ved at ringe til min tandlæge og spørge hende om det.
- Skal jeg så ikke ringe til hende? sagde jeg.
- Er hun sød? sagde han.
- Ja, sagde jeg, vældig sød.

Det var et godt opkald.
Han er ved at skrive nye lette popsange, og jeg bidrog med et par vers inspireret af mine tanker, da jeg cyklede på arbejde. Det var faldet mig ind, hvor belejligt det ville være, hvis ens kæreste slog op med en, og man selv havde overvejet om man skulle gøre det. Hvis man bare havde tænkt over det én gang, ville det være en lettelse. Så sparede man alt besværet. Tre gode rim gav jeg ham og et hey-hey-hey, men da han bad mig gentage det, kunne jeg ikke huske det. Jeg har ingen musikalsk korttidshukommelse.

Senere ringede Fuchsen og inviterede familien til Sverige i påskeferien. Ikke værst på en eftermiddag. Med min frekvens for opkald er jeg dækket ind for de næste tre måneder.

Den bedste gave jeg nogensinde har fået

Min ven Fuchs fandt denne brystbold i Stockholm og tog den med hjem til mig - og det var ikke engang min fødselsdag!
Brystbolden er blød og behagelig at røre ved, man kan kaste den frem og tilbage til hinanden, børnene synes det er sjovt at gå og nive i den osv. = timevis af mageløs spas.



Jeg må indrømme, at jeg godt kan blive lettere seksuelt stimuleret af at manipulere denne "brystdildo". Godt man ikke er ensom.







Navn: Mini Jumble Ball
Tekst på æske: For age 5+ years
Producent: Ukendt
Oprindelsesland: Made in China
Diameter: Ca. 12 cm


Jeg har en tegning af en brystbold i min skitsebog fra 1993. Ligesom telefonen i sin tid var det en opfindelse, der måtte komme, en historisk nødvendighed.