Det lykkedes mig at fejre min fødselsdag. Dagens absolutte højdepunkt kom, da jeg fik alle til at hæve deres krus og råbe: GYLDNE TIDER!
– GYLDNE TIDER!
Jacob Jordaens: Kongen drikker (1638)
Et godt fødselsdagsønske ville være at få alle til at sige det samme, som man selv siger. Dagen lang. Ikke noget ondt eller nedladende selvfølgelig, men hvis man fandt på noget (man selv synes var) godt, skulle alle stemme i, ligegyldigt hvad det var. Det kunne jeg godt tænke mig.
Ønsket er det omvendte af en fødselsdagssang, hvor man ikke selv har noget at sige om, hvad der bliver sunget, og som bliver sunget, hvad enten man vil have det eller ej, og som gerne er åndssvag.
Skal man virkelig høre på "I dag er det XX's fødselsdag" resten af sit liv, også selvom man frabeder sig det, og – virker det som – især når man frabeder sig det?
Måske er jeg heldig at få en fødselsdagssang, selvom jeg har frabedt mig det, fordi det er bedre end ingenting, men jeg ville faktisk helst være fri. Jeg ville foretrække en solo eller nonsensord sat sammen i tilfældig rækkefølge. Alt andet end den elendige fællessang, der gerne holdes i lutheransk salmetempo.
Se også her ang. ensformige fødselsdagstraditioner.
***
4 kommentarer:
gylden lykønskning til dig.
Tak, kære læser.
Gesundheit!
Jeg be'r.
Send en kommentar