Mit Elba

***
Som et eksperiment i social isolation vil jeg sidde alene hjemme nytårsaften, mens min kone tager børnene med på landet til fest.

Jeg har noget arbejde, jeg kan lave, men bliver jeg ensom?

Tager jeg med, skal jeg sidde og kigge på kæresten, der ikke siger noget, hele aftenen.

Jeg går ikke op i nytårsaften. Det siger mig ikke noget. Faktisk hader jeg det pres, der altid er, for at man skal more sig.

Den værste nytårsfest, jeg har været til, var den store, 31. dec. 1999, Y2K. Den her kælling skreg mig ind i hovedet: "HOLD DIN KÆFT!", fordi jeg jublede under Dronningens nytårstale, og jeg var sårbar, fordi jeg havde røget et hvæs eller to af den gode med en, der nu er død. "FUCK DRONNING MARGRETHE I RØVEN MED EN VOGNSTANG!" råbte jeg i selvforsvar. Siden da har jeg valgt at forlade lokalet, når Dronningen holder tale.

Det var også ude på landet. Hende, der råbte mig ind i hovedet, vil også være tilstede i år.

Jeg ved ikke, om jeg holder til det. Min kone vil hade mig, hvis jeg pjækker.
***

Dødt kød

***
Jeg overvejer at skære de ting fra, jeg ikke gider. Men hvad er der så tilbage?

Til at begynde med tror jeg, at jeg dropper min holdsport. Der er en bitter atmosfære.

Jeg gider ikke sidde i omklædningsrummet og tænke over, om der er nogen, der lægger mærke til mine lange tånegle.

Hvis det skal være på den måde, hvorfor så? Det var hvad jeg fik ud af det i dag.

Hvis man skal støde ind i de samme idioter hver uge, bør det i det mindste være nogen, man kan lide.

Ingen siger noget, undtagen dem der bliver sure over, at nogen siger noget. Jeg med min vindende personlighed er offer for stærk fjendtlighed.

Hvad er ideen med at holde fast i ting, man ikke gider, når man kommer i dårligt humør af dem? Der er rigeligt nok ting i forvejen, jeg godt gider, men aldrig når.

Eller skal det være: Der er rigeligt nok ting i forvejen, jeg kommer i godt humør af, som jeg heller ikke gider, men aldrig når.

Eller: ...som jeg godt vil, men er for ugidelig til at nå.

Senere vil jeg overveje andre ting, jeg kan skære fra.


Konklusion: Jeg vil på børneorlov, koste hvad det vil.
***