Åh, hvor vi lo

Vi mødtes til den halvårlige/årlige frokost med min far og mine brødre. Højdepunktet var, at han havde taget kopier af sin kærestes testamente med, som han ceremonielt delte ud. Naivt forestillede jeg mig, at hun havde sat 10.000-20.000 af til os hver. Men iflg. testamentet giver hans kæreste – eller hvad sådan en hedder, han har boet sammen med i over 30 år – ham lov til at blive boende i huset i op til 6 mdr. efter hendes død med samt brugsret til bilen i perioden.

Og vi lagde hovederne tilbage og lo og lo og lo.



Jeg er ked af, at jeg bliver ved med at skrive om min far, men han driver mig til vanvid. Han er verdens ældste mand, og snart er han død.

Jo, jeg har læst den

Jeg prøver på at arbejde, og det eneste, jeg kan tænke på, er, hvor meget min far irriterer mig. Tiltagende demens eller ej, jeg har ikke hørt ham spørge, hvordan jeg har det, eller hvordan børnene har det, de sidste 10 år. Og hvis han har, har han ikke reageret på svaret. Hvor er min mor henne, når jeg har brug for at brokke mig over min far? Hun holdt hånden over ham næsten til det sidste. Indtil lige omkring det punkt, hvor hun var indlagt, halvanden måned før hun døde, og han besøgte hende for hendes skyld og fortalte hende, fordi det er vigtigt, at sandheden skal frem, at han havde bollet med hendes bedste veninde 50 år før, mens min mor pakkede hans lejlighed sammen i et andet land. Hans plan var at besøge hende hver dag. – Vil du ikke nok bede ham lade være, bad hun mig.

Det var først til sidst, at hun sagde: – Nej, det vil jeg nok aldrig forstå, at han svigtede jer. Det havde jeg aldrig troet. Jeg kunne jo se, hvor I rendte rundt og trængte til en far.

Det er min far.

Det hele handler om at glæde ham. Nu sendte han mig linket til en pressenotits om ham, og da jeg ikke gav ham bifald nok, hurtigt nok, skrev han tilbage: "Din bror skrev: Tillykke, far". Han indkopierede det i mailen. Jeg har ønsket ham tillykke. Sidste uge. Om det samme. Og så slutter han med at skrive, at han elsker mig. Jeg er sguda ligeglad! Det kan alle og enhver sguda skrive. Det er sguda nemt nok at skrive. Og før det skrev han: "Din bror er også god til at skrive, ligesom dig". Hvad fanden handler det om? Den besked var så insidiøs og manipulerede mig på så mange niveauer, at jeg måtte vende mig fra skærmen og gribe min pen og skrive i min lille dagbog, der er ligesom min gamle yndlingsbamse, helt imprægneret af mine tårer.

Der er ingen måde at svare min far på, der kan falde ud til min fordel.

Han er en egoistisk gammel mand, og det hele har altid kun handlet om at stille ham tilfreds. Hans børn har kun værdi, i den udstrækning vi reflekterer positivt tilbage på ham.



Det er faktisk rigtigt.

14 dage og mere til – medieforedrag ved søerne

– Jeg kan ikke gå ind og se Tintin-filmen, fordi jeg er bange for at falde i "den uhyggelige dal" – das Unheimliche Tal! sagde jeg til min niece og forklarede, hvad jeg mente: Tintin er et ciffer, en smiley, hvem gider se ham med rynker og folder? Han ligner en pige. Og Terry ser ond ud.

– Jeg tager det nok ikke på mig så meget som dig, sagde hun. Hun var faldet i søvn på første række til gallapremieren. Fribilletter.

– Det var garanteret, fordi den var for hektisk, sagde jeg. – Har jeg ret? (Jeg forestiller mig en baby, der lukker ned ved sensorisk overbelastning.) (Jeg tror, hun havde tømmermænd.) Hvorfor kan de ikke lave en sjov 3D-film? Hvorfor prøver de at være realistiske? Det fede ved tegnefilm er, at de kan strække og bøje figurerne og skifte deres form og save dem over og dræbe dem (og flere pointer af John K). Det er dér, filmene fejler, og det er dér, jeg falder ned i den uhyggelige dal. Hvor er indlevelsen?

– Har du en blog? spurgte min bror.

– Nej, sagde jeg. – Men hvis jeg havde, kunne jeg skrive om alle mine tanker, og jeg kunne have fans, der fulgte mig og kommenterede.

– Mormor har en blog, sagde niecen. I sin ungdoms flor, det eneste, hun vil, er til udlandet og blive gift med en rigmand. Alt andet end at være her.



– Jeg synes, det er i orden at følge med i, hvad der sker, sagde hun.

– Selvfølgelig. Jeg er bare begyndt at vente 14 dage og se, om jeg overhovedet gider se filmen, når hypen er bruset af. Og det gider jeg som regel ikke – jeg tænker ikke engang på det.



– Kunne du heller ikke lide Toy Story 3?

– Jo, men den var ikke mest sjov. Jeg ville ikke kalde den en komedie.

Jeg tænkte på den første halve time af Wall-E.



Som et eksperiment vil jeg begynde at lytte til andre folk.

Fløjen

Jeg skulle med min bror ud at se min nevø spille fodbold (1.hold), men han havde tabt sin iPhone i havnen, så jeg kunne ikke få fat på ham, og min nevø skulle ikke spille alligevel, fordi han havde været "ude".


Dagens sportshelt af i går:



Heine Fernandez, topscorereren, der kunne genkendes på tværs af stadion, der kunne genkendes på én pixel på skærmen, for sit røde hoved (se også Harry Redknapp).


Pff!

Før lagkage

Stod med min bror bag ved laden eller et pakhus.
Han sagde: – Du trænger til at få den sut…
Jeg: – Det kommer så ikke til at ske resten af mit liiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiii…

Så vågnede jeg.

Det er altid ham, det går ud over, fordi vi er tættest.

Lagkagefødselsdag senere på dagen.

Ekstra fut på

Min bror ringede i lørdags og spurgte, om jeg ville med ud at løbe. Hvorfor ikke? tænkte jeg, det er bedre end at ligge her. Halvvejs rundt om søerne sagde han:
– Har du lagt mærke til, at du løber hurtigere, når du taler om, hvor meget vores far irriterer dig.
– Ja, det har jeg faktisk.



– Så du, hvor hun tjekkede dig ud? sagde han om en modløbende.
– Du har også taget trøjen af, sagde jeg og fingerbøllede hans vaskebræt.
– Nej, det var dig, hun tjekkede ud, sagde han.
– Det er, fordi jeg er farvekoordineret, sagde jeg. Jeg mente nok, jeg havde hørt rigtigt.
Han har altid været den nuttede.

Og læsere

Engang i 90'erne lånte jeg min fars smarte lille båndoptager og optog mig selv skide: en underlig lille knirkelyd efterfulgt af et plump. Jeg gav min lillebror øretelefoner på og spillede det for ham (og da jeg havde forklaret for ham, hvad det var, sagde han):
– Du ved godt, du kan miste venner på det her, ikke?

En ret stor ting

Jeg drømte, at min mor døde igen, og jeg havde glemt at fortælle mine brødre det.

– Det er jo en ret stor ting, sagde min bror.

Hendes hoved vaklede mere og mere til siden.

4 beskeder

Min far ringede fire gange, fordi det er hans fødselsdag. Sidste gang ringede hans dame: "Vi kan ikke forstå, vi ikke har hørt fra dig", og så sluttede hun med at lægge deres telefonnummer, de har haft i 30 år. Jeg har ikke hørt fra ham, siden min mor døde.



Jeg har ikke lyst til at fejre ham, tekstede jeg til min lillebror, der foreslog, at jeg skulle få eksistentiel eller kognitiv terapi for at lære at styre mine følelser. Tak skal han have for at sætte mig tilbage i rollen som hysterisk og hidsig. Det kan lære mig ikke at forstyrre ham, når han ligger og plejer sine tømmermænd, og min kone og jeg lige har skreget hold kæft ad hinanden.

Hun prøver at slå mig ihjel

Jeg så på min kones mad – bulgur, en salat – og tænkte: Hvor er proteinerne? Tror fanden, jeg lider af B12-mangel.

Alle folk kommenterede mit voldsomme vægttab. Min lillebror sagde: – Du ligner en højdespringer.

Jeg visnede som et blad og blev ført bort af vinden over hustagene og hang fast i en tv-antenne som en tom plasticpose.

Det er ikke engang muligt at stille sig selv tilpas

At stå mellem sin kone og sin mor er sådan en kedelig situation. Min mor troede ikke, at min kone kunne lide hende (pff, sagde min lillebror, jeg tror det var det samme med hans), og når vi var ude hos min mor, sagde min kone altid, at jeg skulle opføre mig ordentligt og være sød. Hun forstod ikke, at jeg følte mig hjemme.


Fra P.W. Bræstrup: Mor og barn – Håndbog i moderne barnepleje (Branner og Korch, 3. udg. 1952)

Det er forskellen på min mor og min far

Et par måneder før min døde, sagde hun til min lillebror, om noget med at hun var en god mor:
– Jamen, jeg var der jo bare!

Det er alt, hvad man behøver: at være der. Resten er rent svir.

Jeg er aldrig blevet så visuelt voldtaget i mit liv

Min bror er irriterende. Jeg er ovre at hente mit barn, han var så venlig at passe for første gang i syv år, mens vi andre var inde at se Avatar (på fribilletter, og alligevel skal man lægge noget oveni [for helaften og briller], og jeg ender alligevel med at støtte fucking Egmont*) med mine hårdttjente – nu behøver jeg aldrig se en 3D-film igen, fra nu af er det smalle, stramme finkulturelle film til mig, mumblecore, grynet s/h, hvadsomhelst), og så slutter han med at sige: "Du trænger til at motionere. Du ser helt askegrå ud." Hvad har jeg gjort ham, andet end at kritisere ham og hans kones X Factor? Han tror, alting kan løbes væk. Han tror, mit gigtknæ kan løbes væk.


PS I morges, efter morgenskænderiet, var jeg i så dårligt humør, at jeg tog ud at løbe (af 2x The New Yorker Fiction Podcast-varighed). Og jeg er ikke i bedre humør. Jeg er mindre vred, men ikke i bedre humør.

*) Egmont er ikke vores fjende? Du tager fejl. Krabben med de gyldne klosakse? Nuff said.

Den tid igen

Jeg skal med min mor til samtale på hospitalet i morgen. Vi talte i telefonen i går:
– Jeg kan også godt spørge en af dine brødre i stedet for, sagde hun.
– Lad hellere være med det, sagde jeg. – De bliver bare følelsesmæssigt belastede, og så ender du med at trøste dem.
– Hahaha, lo hun hjerteligt. Det er rart at få hende til at grine.

Hun har ingen energi. Hun har mavesmerter, fordi kræften snart er over det hele. Nu er hun lige færdig med sin sidste runde kemo, der heller ikke virkede. Jeg tror ikke, de har mere tilbage at kaste efter hende.

Store atelierer for en slik, centralt beliggende i Beijing

***
Jeg hører, at der er billige atelierer i Beijing (efter boomet). Hvis jeg var single, ville jeg tage et år til Beijing og arbejde.
– Men du er ikke single, sagde min bror, da jeg mødte ham nede i bagelbiksen.
– Nej, men hvis jeg var, kunne jeg tage til Beijing et år og male og arbejde over nettet. Jeg skulle bare have netværk. Lyder det ikke spændende? Det passer ind med min drøm om kun at eje en laptop og et kombineret telt/hængekøje.

Efter sigende kan man begå sig nogenlunde på kinesisk efter et år. Jeg vil tror, det betyder, at man kan bestille nudler.


PS Jeg kan garanteret finde nogen, der gider tale engelsk med mig.

PS2 Det er min drøm, der aldrig bliver til noget. Gør nar, hvis I vil, af mig stakkels, fortabte midaldrende mand.


***

Ting jeg har lært af min far, del 1

***
Lektion 1. Ignorer det, så kan det være, det går væk af sig selv eller Gør det selv.
Min bror var 5 år gammel og sad på lokummet og råbte: – Fa-ar, jeg er fæ-ærdig, men min far overhørte ham selvfølgelig. Sådan lærte han at tørre sig selv.

Lektion 2. Gør noget dårligt, og det kan være, du ikke bliver bedt om at gøre det igen eller Min far er ikke min mor eller Gør det selv II
Da jeg var flyttet hjemmefra, fik jeg engang min far til at vaske mit tøj for mig. Så vaskede han min hjemmestrikkede sweater, så den krympede til kvart størrelse. Efter den dag bad jeg ham aldrig om at vaske mit tøj igen. Jeg har ham mistænkt for at gøre det med vilje. M.a.o. ubehjælpsomhed betaler sig.

Tak far, nu er jeg klogere og bedre rustet til livet.
***

På flisen

***
Jeg mødtes med Dr. TB i morgenkonsultationen og fik en kop billig automatkaffe. Den er tynd og dårlig, men han kan lide den på den måde, siger han. Som at gå til en gadeluder, en narkoluder på Halmtorvet.

Det fucker med min kafferytme og peristaltik med så tidlig en kop, men hvad kan man gøre?

Min bror kom cyklende og stoppede kort op og stirrede misundeligt på os, før han trampede videre på job. Det er ikke let at være selvstændig.

Dr. TB vil have mig til at synge med i et kirkekor. Han må være gal. Han har aldrig hørt mig synge. Faktisk er han den anden doktor, der vil have mig med i et kor. Hvad er det med medicinere og musiceren? Og så i kor! Og på grundtvigiansk!

Et kor af galninge.
***

Hej derude, natteravne (Søvnløs II)

***
Jeg var vittig i dag til familiefødselsdagen:

– Er det jordemoderkaffe? spurgte min lillebror.
– Ja, sagde jeg. – Jeg har det allerede, som om jeg skal allerede føde.
Haha.
– Hvad ved du om at føde? spurgte min mor.
– En del. Nu er der kun 28 sekunder mellem veerne.

Sådan her:

V............28 sek.............V

Satans også. Klokken er 1, og jeg kan ikke sove. Jeg tænker på en kop hasselnødskaffe, jeg drak i formiddags. Jeg kan stadig smage den.
Jeg tror ikke, jeg kan tåle flødeskum.
Det er som jeg bliver slået i baghovedet med et baseballbat konstant. Ikke hovedpine, men som konstant at vågne.
Jeg skal op om 5 en halv time.
Det er bare at nyde øjeblikket, siger jeg til mig selv. Hvert minut er en gave.
Der er ikke noget, jeg har lyst til at tænke på.
Om 7 en halv time skal jeg have skiftet en plombe eller to. Jeg har fire opgaver, der skal afleveres, og jeg har ikke fået holdt ferie. Jeg har ondt i knæet. Hvad ellers? Ellers ikke noget. Ellers fuck, at jeg ikke kan sove.
***

Døgn 1 af det nye år

**
Kl. 03.00
Endnu en nat hvor jeg græder mig i søvn af liderlighed. Skal jeg gå ud på badeværelset og rive den af? Niks om jeg gider. Jeg er nødt til at ligge i sengen med en, der hellere vil sove. Jeg kan ikke tillade blodet at løbe til de ydre organer.

Kl. 01.45
En lampe på instrumentbrættet lyser gult, fordi vi er ved at løbe tør for benzin. OK-tanken har lukket og dækket pumperne til. Min kone siger vi skal køre tilbage. Jeg synes vi skal fortsætte ud på motorvejen. Vi er midt ude på landet. Heldigvis finder vi en Jet-tank 200 meter nede ad vejen.

Kl. 00.21
Min lillebror ringer til mig, mens han står ude i en skov og pisser og råber. Bagefter begynder han at græde, fordi han elsker mig.
***

Satans, jeg glemte at sætte kanden under i min espressomaskine, så nu spildte jeg lige en hel 4x!

***


Nu har jeg lavet en ny kop. Slrrp!

Jeg kommer lige lidt mere kød på:

Jeg har skidetravlt, men i stedet for at lave noget drak jeg kaffe med min bror hele morgenen. Nu er han taget ud at spille golf, og jeg sidder her under mit Damoklessværd.

Min læge siger, at jeg har antistoffer mod skjoldbruskkirtlen. Det kan umuligt være godt. Men der er intet jeg kan gøre. Intet!
***

***