Analyseinstituttet siger:

Nu er jeg allerede tilbage til at have færre læsere, end før jeg begyndte at skrive bloggen igen.

Afbrudt af snacks

At være på hospitalet er ligesom at lave film: der er så meget ventetid ind i mellem højdepunkterne.

Kære dagbog, det trækker i mig som tidevandet (& kviksandet & hjemlandet)

Jeg kunne godt tænke mig at snige mig en tur til New York, men det er sværere nu, hvor jeg har et barn med diabetes, og jeg plejer i forvejen at blive mødt med skilsmissetrusler, når jeg kommer hjem.
Det er et følsomt emne.
Så det kan være, jeg bliver nødt til at tage hele familien med ligesom sidst, men det er selvfølgelig også i orden, vil jeg tro. Så bliver det først til sommer, om nogensinde, og fire gange så dyrt selvfølgelig.

Jeg skrev til min ven Alex, at jeg ville forsøge at snige mig et smut til N.Y., og han sagde: – Hvad mener du, ligesom at smutte ned efter cigaretter?

Forrige gang jeg tog derover, sagde min kone til mig, da jeg kom hjem: – Det var nemmere uden dig.

Min datter sagde: – Jeg har ikke savnet dig, for jeg har slet ikke tænkt på, du var væk.
Det var i telefonen, da jeg ringede hjem derovrefra efter nogle dage. Det gjorde ikke noget. Men jeg græd, fordi jeg savnede dem så meget.

Jeg fortalte det til min far, så sagde han: – Der kan du bare se, hvor meget børn kan såre deres forældre.
Gamle pikhoved. Han har altid så ondt af sig selv. Og så sagde han det oven i købet, mens han lå på hospitalet, og jeg tog op og besøgte ham hver dag. (Jeg kan ikke overskue resten af den historie nu.)



Jeg sad der med ham på vej ind til operationsstuen og kom til at græde, fordi jeg savnede mine børn, og han sagde: – Såså, jeg skal nok klare mig. Men det var ikke ham, jeg mente.

Hospitalsferie

Min datter sagde (7): - Jeg kan godt lide at have diabetes [1], for så bliver der sørget for mig.

Jeg tror, hun tænkte på sit hospitalsophold som en slags hotelferie.

Komplettere omvæltning

Jeg håber ikke, at jeg bliver en af de forældre, der aldrig kan tale om andet end deres børns sygdom, men lige nu fylder det bare vildt meget.
Ikke så underligt. (Min datter på 7 fik at vide, at hun havde diabetes forrige fredag. Det er fucked.)

Jeg har været i chok, og nu er jeg ved at prøve at vænne mig til det.

*

Til gengæld fik hun fyret nogen meget gode nogen af, mens hun var på hospitalet:

Lægen kom ind og fortalte hende om, hvad det vil sige at have diabetes. Til sidst sagde hun, lægen: - Er der noget, du vil spørge om?
Og min datter svarede uden at blinke: - Hvorfor har du så store øjne?

Her burde hun have fortsat med: - Hvordan får man børn? og - Hvad er meningen med livet?, men lægen havde desværre ikke fattet den, og hun holdt klogelig inde.

Det kommer sig af, at vi har hørt Rune T. Kiddes Søde Sally Sukkertop og andre ækle æventyr, deriblandt Den lille møghætte, en CD der varmt anbefales til alle (de første to og de sidste to spor er i al fald gode. Grille-Lise Live er genial.)

Jeg har aldrig syntes, Rune Kiddes Litterærligheder var særligt sjove, men han fortæller enormt sjovt, som en parodi på en gammeldags fortællerstemme, som man kender dem fra plader med Disney-film (jvf. Ove Sprogøe læser Mads & Mikkel).

*

I det hele taget har hun udvist en forbilledlig galgenhumor.

Skrevet i mørke

Nat på hospitalet 14/8

Jeg ligger og vifter myg væk og venter på at blive vækket af, at natsygeplejerskerne kommer ind og lyser med en lommelygte og hvisker og tester blodsukker.

Min metode til myggeklaskning er at ligge og lytte og vente på, at de sætter sig og så smække mig selv på øret og tvære rundt med hånden.

I aftes smækkede jeg også en håndfuld, da de summede rundt foran TV-skærmen i det mørke rum.