Reklamens offer

***
Noteret i udlandet: Det er sjovt at bestille drikkevarer og mad, jeg ikke ved, hvad er.



Ved damen i kiosken ikke, hvor stor en ting, det er for mig at begynde at ryge igen? (Hun kunne i det mindste klæde sig i sort eller ringe dystert med en klokke.)

Jeg var egentlig holdt op med at ryge, indtil jeg så dette mærke:



Kan de ikke lave nogen cigaretter, der hedder Quit?


(Dette foto er digitalt manipuleret.)

Nu er jeg holdt op med at ryge igen, men det eneste jeg kan tænke på hele tiden er at ryge, idet mit liv er så fattigt på fornøjelser. Lad det være en advarsel til jer unge mennesker: Rygning er en dum idé. Når man først får begyndt, kan man aldrig holde op. Suk, jeg har ingen disciplin.

Update: Nu er jeg begyndt at ryge igen.


PS Glamoraliserer dette indlæg rygning, eller viser det bare en del af mit liv, som det er? Man bør ikke fodre den dæmon, den skal sultes. Hvor latterligt. Tænk at beskæftige sig med sådan noget. Mit femårige selv, mit trettenårige selv, ville fnyse hånligt, hvis de så mig nu.
***

Huberts niche

***
Jeg mødte en fyr, der hed Hubert, en maler, der var på førtidspension pga. dårligt hjerte. Nu arbejdede han sort som udsmider i en ambient-bar. Et passende job, tænkte jeg. – Der sker aldrig noget, sagde han.



Min ven George III synes, jeg skulle møde Hubert, fordi han også var maler, så jeg tog over og bankede dem begge to i bordtennis. Han havde et fedt atelier, men hans malerier var ikke så gode. George var specielt imponeret af et af en stor svensknøgle mod himlen, men det var ikke, som jeg havde forestillet mig: svensknøglen så blød ud, som om den var lavet af lakrids, og var ikke nær skinnende nok.



Jeg spillede tennis ind i mellem med George (ovre i Williamsburg med udsigt til skylinen nede ad vejen), og hver gang var han ved at få et nervesammenbrud. Det mindede ham om, da han var lille og hans far (Georg II), en rig alkoholiker, tævede ham i tennis. Han kunne ikke tåle konkurrence. Vi var lige dårlige begge to, det var mere et spørgsmål om, hvem der tabte mindst, end hvem der vandt.

Hvis jeg spillede tennis mod mig selv som 13-årig i dag, ville jeg tabe.
***

De gamle spidsede øren & drak mere end alle andre til lyden af min rejsegrammofon

Jeg spillede 78’ere på rejsegrammofonen til festen, og jeg kan sige jer, de gamle spidsede øren. Det talte direkte til dem. De blev helt henførte, og jeg kan godt forstå det. Det var ikke pga. det, jeg spillede – et Poul Reichhardt-potpourri, Charles Trenet (jeg kunne ikke finde noget bedre i stakken i min begyndende brandert) – men selve lyden af de knasende, spruttende, gamle plader, der kom ud af den lille højttaler.

De gamle blev også fuldere end alle andre. Den ene faldt i søvn, og den anden fornærmede alle damerne efter at have klemt det sidste ud af vinballonen på ekspertvis. Hold kæft, hvor kan de drikke, folk på 60-70.

Tidsmaskine

Når der renoveres butiksfacader, sker det, at de gamle, håndgjorte skilte underneden dukker op, som man ser lige nu på hjørnet af Dalgas Boulevard og Finsensvej. Det er noget af en forskel. Hvorfor er næsten alle nye skilte så grimme og værst af alt kedelige?



Her er et tilfældigt eksempel til sammenligning fra den anden side af gaden.


I øvrigt vil jeg nok mene, at der er en vis ironi i, at det er nu er folk fra kolonierne, der driver kolonihandlerne.
(Eller også er det ikke ironi. Der er altid nogen, der skal diskutere hvad ironi er.)