torsdag den 30. april 2009

Den råbende idiot

***
Der er en idiot, der råber ude i gården. Det var den samme, der råbte i morges (og også en anden gang). Han råber: – SÅ TAL DOG TIL MIG! DU KAN IKKE BEHANDLE MIG SÅDAN HER!

Det lyder som om, han kalder på sin mor. Den samme intonation hele tiden: – SÅ SNAK DOG MED MI-IG! JEG KAN IKKE HOLDE DET U-UD! *)

Han bliver ved og ved. Det er røvsygt at høre på. Jeg er meget sjovere.


*) Det sidste gætter jeg mig til. Det er ikke til at forstå, hvad han siger.


***

Det sørgeligste jeg har set

***
Der var en bøsseudstilling i Huset i 70’erne med tilhørende spørgeskema. Det lå og flød på vores sofabord en overgang, min far havde fyldt noget af det ud: "Hvor tit har du sex?", stod der, og min far svarede: "ind i mellem / en sjælden gang / engang hver 3.-4. uge ... " – sådan noget lignende – " ... når [min mors navn] har lyst". Det var det sørgeligste, jeg nogensinde har læst.

Jeg tænker på den dag, mine stakkels børn læser deres fars jammerlige blog her, og hvad de ikke må tænke. Intet bliver væk på nettet. Hvor sørgeligt. De har ikke fortjent det.

Alt det her (brok over deres mor) ville være nemmere, hvis jeg var skilt.


***

Symptombehandling

***
Min kone har været skidesur, siden hun startede den ingen kulhydrater-kur forrige måned. Ellers har den ikke gjort en skid forskel, det er da klart. Jeg tror, man er nødt til at bevæge sig også, lige meget hvad man spiser, hvis man vil trimme tommer.

Nu kan jeg ikke lade være med at tænke på, om al min jammer og klage den sidste tid til dels hænger sammen med hendes selvvalgte spiseforstyrrelse. Intet hjælper på en lidelse som at sprede den lidt omkring. Suk. Dette oven i alt det andet pis, og så skal man bare stå dér og nikke og smile og være så glad, mens den sidste unse af fornøjelse drænes ud af livet på en, til der ikke er en puls tilbage.



PS I morges smurte hun sig et par stykker rugbrød, så måske er der en ende i syne på dét aspekt, dén isbjergstop af vore lidelser i ægteskabets hermetisk lukkede ekkokammer. Rugbrød! Der er sguda aldrig nogen, der har taget på af at spise rugbrød. Det har mere fiber end masonit. Frygt rugbrødet! Det sætter sig! Arrrggh! Ørrrl!
***

onsdag den 29. april 2009

Jeg, en psykisk voldsmand

***
Min kone siger, at jeg er en voldsmand og en bølle. Hun siger, at jeg bliver vred altid. Det gør mig helt vildt vred! Når jeg prøver at fortælle hende, hvordan jeg føler, siger, jeg er voldsom. Det er hvad man får for at være følsom! Dér står jeg med mit dunkende, følsomme hjerte i hænderne som verdens største emo og sensitivo, og hun siger, jeg er voldsom.

Hun tror, hun er et voldsoffer! Det er jo så nemt for hende. Hver gang jeg viser følelse, siger hun, at jeg hæver stemmen. Man må ikke vise en følelse heromkring. Man. Skal. Helst. Tale. Uden. Affekt. Jeg. Bliver. Sindssyg.

– Jeg har det som om, du ikke elsker mig mere, siger jeg.
– Det er ikke rigtigt, siger hun.
– Du opfører dig ikke sådan. Jeg kan ikke bede dig om den mindste ting. Du giver mig ikke et kys eller et kram ...
– Du skal ikke hæve stemmen.

Hun siger, hun er nødt til at beskytte vores datter, fordi jeg "hakker" på hende (vores datter) hele tiden (jeg beder hende om at rydde op og ikke ramme mig i hovedet med guitaren). Jeg har et glimrende forhold til mine børn (men jeg vil også have lov til at være her). Nu vil hun også forgifte det, som om hun var klar til at flytte med børnene på Grevinde Danner, fordi hun ikke får sin vilje altid.

Hun er verdens mest forkælede luksusvoldsoffer.



BONUSDIALOG (KØKKEN/MORGEN)

MIG
(hvæser)
Min mor er ved at dø, forstår du det? Og du giver mig ikke en centimeter af dig selv.

HENDE
Du gør det ikke nemt at elske dig.

MIG
Det er nemt nok! Jeg har givet dig opskriften, du vil bare ikke ...

HENDE
Jeg kan ikke have, du hidser dig op.

MIG
Jeg kan ikke tage det. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mine følelser. Hvad skal jeg gøre af mine følelser, hvis jeg ikke kan vise dem over for dig?


(Jeg vender mig og begynder at gå.)

HENDE
Går du, midt mens vi står og taler?

MIG

Jeg går videre i programmet.

(Pakker tasker og får børnene ud af døren.)
***

tirsdag den 28. april 2009

Sten-, stendødt

***
Min kone kan kun have sex med mig, når hun har drukket. Men det kommer selvfølgelig an på, hvor meget. Intet er givet. Der skal i hvert fald en halv flaske til, før der kan blive tale om noget.

Ellers vil hun ikke engang se mig i øjnene. Til hverdag flakker hendes blik undvigende omkring for at undgå at fæstne sig ved mig. Det er næsten pinligt. Det gør faktisk ondt.

Jeg mener, intimitet starter med at se hinanden i øjnene – to rå hjerner i direkte kontakt.

Jeg ved ikke, hvad det er, jeg har gjort. Eller også handler det ikke om mig. Er det ikke klichéen? Du skal ikke tage det personligt. "It’s not you, it’s me" – hvilken fornærmelse.



Jeg må konstant lægge låg på mine følelser og lade som ingenting for ikke at gå grassat. Det er bare røvsygt, når man mener at kærlighedsudveksling og sex*) er en almindelig del af et sundt liv. Hvad skal man så bruge hinanden til? Alle andre ting kan man få folk til – rengøring, børnepasning, vedligeholdelse osv. – uden at det er socialt forkasteligt. Hvornår er det legitimt at få sine seksuelle behov dækket andre steder? Hvis ens ægtefælle er paralyseret fra halsen og ned? Hvad med følelsesmæssig paralyse? Jeg kender ikke et eneste lykkeligt gift menneske. Jeg kender ikke en eneste person, der lever i et gensidigt seksuelt tilfredsstillende forhold. Og hvad kan man så bruge det til? Det er nok bare fundamentalt unaturligt at være sammen så mange år. Nå, jeg rabler. Hver gang jeg letter låget en lille smule, slår dampen ud til alle sider.


*) Sex. Jeg kan ikke lide at skrive det ord. Jeg er eddermame ikke Joan Ørting. Jeg har det bedre med "kønslig omgang".
***

Intermezzo

***
Vi havde sex, men det føltes som en politisk forhandling, en paladsintrige der hvert øjeblik kan udarte sig til giftmord og slag mod nære slægtninge og rivaler til magten. Det var med andre ord tilfredsstillende for begge parter.

Det forandrer intet, sagde jeg til mig selv. Det ændrer ingenting.

Hun havde drukket. Hun smagte gæret.
***

Sådan skal det gøres

***
Der sad denne her overmodne, udmattede blondine bag kassen i Netto. Jeg stak mit Dankort i, men der skete ikke noget. Så trak hun det op (med et suk som en gammel luder) og stak det hårdt i igen.
Stuk!
Det føltes freudiansk!


***

mandag den 27. april 2009

Del min glæde

***
I dag lykkedes det mig at slå en skid, der varede hele vejen fra stuen og ud i køkkenet (via gangen).

Det får mig til at tænke på engang, jeg var lille og slog en skid for hvert trin, jeg gik op ad trappen.

Og det får mig atter til at tænke på engang i min ungdom, hvor jeg stod og pissede og slog en skid og bøvsede samtidig. Alle tre outputs. Det er kun sket den ene gang. Og også dengang havde jeg lyst til at fortælle alle om det.
***

Den brune flod

***
Vidste du, at der er en flod i Kina, der hedder Puha?
Nå, men det er der.


Puha-floden i New Zealand.

Og for at det ikke skal være løgn, er der også en i New Zealand.

Og en i Hawaii.

(Link, link og link.)


Pu-ha-floden på Hawaii.

***Hvorfor har Danmark ikke også en Puha-flod?***
***

fredag den 24. april 2009

Historien om den uelskelige person

***
Det er interessant at høre nogen opsummere andre i få ord, et helt liv kogt ned til en historie. (Jeg har selv nogen gode nogen, men jeg kan jo ikke skrive dem her eller nogen andre steder, for folk kunne blive genkendt og såret. Så dér.)

I dag hørte jeg en dame over lagkage opsummere en hun kendte, en uelskelig person.

Det er en sørgelig historie, sagde damen.
– Så vil vi ikke høre den, sagde de andre, men hun fortalte den alligevel.




HISTORIEN OM DEN UELSKELIGE PERSON

Hun blev gift og skilt igen næste dag. Hun havde mødt en mand i Tyrkiet, der kom til Sverige, hvor de blev gift og blev skilt.
– Verdens dårligste bryllupsnat! sagde jeg.

Hun har åbenbart problemer med at udtrykke sig pga. en understimuleret barndom.
– Ja, eller overstimuleret, sagde jeg.
– Nej, understimuleret.
– Overstimuleret med det forkerte, sagde jeg og skar et stort stykke af osten. Jeg aner ikke, hvem denne familie var. Jeg kom bare forbi. Lagkage, peanuts.

Kidnappet i Korea og adopteret af en alkoholisk far og en sindslidende mor.
– De skulle absolut have et barn, udtonede jeg hen over kagebordet.

Nu er de døde, resten af familien snød hende for arven og hun har slået hånden af dem. Hun har ingen.
– En dag møder hun nogen, der elsker hende, sagde den gamle hippie.
– Det er ikke nemt at være uelskelig, udbasunerede jeg.

Hun er anstrengende i længden. Ingen kan holde hende ud.
– Det er ligesom min veninde Karina, sagde teenageren. – Hun er bare så dum.
– Nej, sådan er hun altså ikke, sagde hendes mor. Det var hende, der fortalte historien. – Karina har ikke lært, hvad man skal sige og ikke sige, hjemmefra. Hun er ligesom Pippi.
– Ah, sagde jeg. – Et naturbarn.
– Netop, et naturbarn, sagde den gamle hippie.

Jeg var nødt til at undskylde mig for at gå og hørte ikke resten, hvis der da var mere. Jeg har fået et buzz af to kopper paphvidvin. Nu vil jeg tage hjem og deltage aktivt i familielivet og være der for mine børn.




Bonusbillede til far. Jeg har altid været hemmeligt forelsket i Pippi, og jeg ved, at jeg ikke er den eneste.
***

torsdag den 23. april 2009

Afsløring

***
Jeg er ikke den, jeg giver mig ud for at være. F.eks. er jeg ikke en mand. Jeg er en 32-årig husmor fra Åkirkeby. Min skabning Mandejammer er en skriveøvelse, jeg har lavet for at belyse grundlæggende kvindelige problematikker gennem en mandlig optik. Der er dog – det er nok uundgåeligt andet – en del lighedspunkter mellem mig og Jammermanden. Ofte går jeg i tunge tanker, grænsende til det selvmorderiske – ja, døden kan være en befrielse at tænke på, for sig selv om så ikke for andre. Og jeg kan også finde på at gøre skade på mig selv, f.eks. ved at snitte mig i armen med en kartoffelskræller eller et rivejern.

Av for pokker, siger jeg ude fra køkkenet, men min mand reagerer ikke. Han er holdt op med at se på mig for år tilbage. Og som Mandejammer kan jeg finde på at spørge: Hvad skal det hele gøre godt for? Jeg aner det heller ikke. Hvis jeg vidste det, skulle jeg nok skrive det. Min mand elsker mig ikke, det er tydeligt. Selvom jeg paraderer omkring foran fjernsynet i shimsham-sko og mavedanserudstyr, reagerer han ikke med andet end et grynt, begravet som han er i live-fodboldtransmissioner. Det er drøjt og hårdt, og livet er ikke altid nemt.

Jeg kan nu dårligt bebrejde ham. Jeg er som regel ikke så spændende og ikke, hvad man normalt ville kalde en supermodel. Men som jeg siger: man kan gøre meget med det rigtige tøj og bare man forstår at accessorisere. Min hjemmestrukne kameluldsponcho f.eks. tager sig altid godt ud, og ingen kan se, om man har noget på indenunder (HINT: Det har jeg! Fnis!) *)

Ud af vinduet kan jeg se den lettiske havemand flexe i forårssolen. Nu tørrer han sig over panden med sin afblegede bandana, læner hovedet tilbage og drikker en dåse Cola Light©™®, så hans store, røde adamsæble bopper op og ned som en lystfiskers flåd i høj sø. Længere nede ad vejen står en flok kommunalarbejdere og italesætter asfalten med et trykluftbor. Det eksploderer idyllen, det er klart, som var jorden under angreb af onde robotspætter fra det ydre rum, men det gør underværker for deres brede, behårede pecs, der glinser og dirrer som svedende buddinger, nu de i varmen har smøget deres orangefarvede Kansas-sikkerhedskedeldragter ned til livet. Central Casting kunne ikke have gjort det bedre.

Jeg er ikke klog og interessant, så meget ved jeg (så helt dum er jeg vel ikke, haha, lige meget hvad de siger). Jeg fortryder tit, at jeg aldrig tog den højere mellemskoleeksamen, som min mor ønskede for mig, men så kom jo Preben og syv dejlige, frække unger i rap. De små pus er mit et og alt, hvis man da kan sige dét, når de er så mange om det. Mine øjensten – ét i hvert øje og fem i tredje, som jeg ofte så spøgefuldt …

Her blev jeg afbrudt. Lille Mikkel har slået sig over fingrene med en hammer og bløder. Han er bløder, så det er alvorligt nok. Mere senere.


*) Nej, jeg er nok ikke så spændende. Jeg tilbringer den halve tid på nettet. Altid er der et og andet, jeg skal tjekke. Der er så meget at følge med i. I skulle bare vide, at jeg, lille mig, "Maren i Kæret", skriver et netværk af 20 blogs under skiftende aliaser – et til hver af min æggedelte personligheds spaltninger – og der er flere på vej. Det er ligesom man siger om alle de indiske restauranter på 6th St., at maden til dem alle sammen kommer fra det samme køkken, der ligger omme bagved et sted. Den smager ens, men sådan vil markedet have det. Her var det New Yorker-hipsteren, der talte. Nellie kalder jeg hende. Shh, røb nu ikke for meget. Det var Gustav, paranoikeren. Hold nu kæft! Det var Preben, hvis stemme kan klinge så klart som en klokke i mit hoved – så smukt som den sommer han sang serenader under mit vindue i sort læder – selvom der intet kommer ind ad mine ører. Hvis Prebens søde ord falder som dug i skoven inde i mit hoved, men ingen kan høre det, siger han det så?
***

Tøffelsky III

***
Jeg er blevet hjemme med et sygt barn, fordi min kones job er vigtigere, og benytter lejligheden til at gøre rent, men det eneste jeg kan tænke på er, at hun kommer hjem og kritiserer mig.



Jeg må engagere hende i samtale og høre, om hun har andet at sige, end jeg allerede hører inde i hovedet.
***

Højere end stilhed

***
Jeg udveksler ikke 100 ord om dagen med min kone. Fem sms’ere kunne klare det. I da brugte hun nogle af ordene på at sige: – Hæver du stemmen?
Hun prøver at male mig som en voldsmand og en bølle, der holder hende tilbage. Jeg har ingen idé om, hvad der foregår inde i hovedet på hende.



My marriage is on the rocks. Ikke som på is, men som knust mod klipperne.
***

onsdag den 22. april 2009

Det gode er ...

***
Hvis min kone forlod mig, slap jeg for at lytte til hendes Sade ('Shar-day')-cd’er og se på hendes 40 Agathe Christie-romaner og hendes bogklubbøger fra firserne, ingen læser igen (Fanny, Terningemanden).

Så kunne jeg beskrive mine oplevelser på singlescenen her på bloggen: "hendes tænder var brune og skæve", "jeg kan ikke med nogen jeg ikke kender", "det er kærlighed og nærvær jeg søger".

Mine børn ville hade mig.

Intet er så godt, det ikke er skidt for noget.
***

tirsdag den 21. april 2009

Langsomt plaster

***
Lige så snart jeg kommer hjem, tænker jeg på at gå igen. I dag gik min kone med det samme, ud sammen med en veninde jeg ikke kender.

Børnene skændes om, hvem det er mest synd for: hende med diabetes eller skyggesøsteren, der har slået hovedet. Jeg synes, det er mest synd for den, der begynder at græde først, som regel den mindste. Det sker, at hun selv må fortælle mig, jeg er uretfærdig mod hendes storesøster. De holder sammen, gør de. Holder de mere sammen nu, hvor deres forældre er holdt med at skændes hele tiden og ikke taler sammen i stedet for? "Gruppekrammer!" siger de, mens deres forældre undgår øjenkontakt.

Anspændtheden her i huset er populært sagt til at skære med en kniv, men egentlig mere som at hugge sit ben over med en rusten teske natten over.


Se selv
***

Dårlig vane, dårligt tegn

***
Jeg er begyndt at kritisere min kone foran børnene (for små ting, når hun ikke er der). Godt jeg ikke er alkoholiker: – Din mor elsjker mig ikke længere ...



Godt jeg ikke er skilt ligesom mine forældre:
Min far: – Hun bollede med ham.
Min mor: – Jeg kunne aldrig stole på din far.
***

Dum idé IV

***
En af mine venners kæreste gik fra ham. Et par dage efter faldt han på cyklen og slog fortænderne ud. Jeg tror på en eller anden måde, han gjorde skade på sig selv som straf, for at føle at han rigtigt lever.

Intet som smerte og selvmutilation til at bringe en tilbage i sin krop. Så intenst man lever, når man bløder.


(De har to børn sammen. I dag har hun fire og ingen mænd.)


Michael Silberbauer uden tænder. Hvorfor bruger fodboldspillere ikke tandbeskytter ligesom basketballspillere og andre mennesker, spørger jeg bare?
***

Huberts niche

***
Jeg mødte en fyr, der hed Hubert, en maler, der var på førtidspension pga. dårligt hjerte. Nu arbejdede han sort som udsmider i en ambient-bar. Et passende job, tænkte jeg. – Der sker aldrig noget, sagde han.



Min ven George III synes, jeg skulle møde Hubert, fordi han også var maler, så jeg tog over og bankede dem begge to i bordtennis. Han havde et fedt atelier, men hans malerier var ikke så gode. George var specielt imponeret af et af en stor svensknøgle mod himlen, men det var ikke, som jeg havde forestillet mig: svensknøglen så blød ud, som om den var lavet af lakrids, og var ikke nær skinnende nok.



Jeg spillede tennis ind i mellem med George (ovre i Williamsburg med udsigt til skylinen nede ad vejen), og hver gang var han ved at få et nervesammenbrud. Det mindede ham om, da han var lille og hans far (Georg II), en rig alkoholiker, tævede ham i tennis. Han kunne ikke tåle konkurrence. Vi var lige dårlige begge to, det var mere et spørgsmål om, hvem der tabte mindst, end hvem der vandt.

Hvis jeg spillede tennis mod mig selv som 13-årig i dag, ville jeg tabe.
***

Prospekt VII

***
Fedt, en hel dag alene med mit private hårdetrip og min irriterende stemme inde i hovedet. Jeg trænger til at komme ud af mig selv. Jeg burde tage et kursus i congadans eller blive frivillig suppeudøser til de hjemløse. Et eller andet for at komme ud af min skal. Det ville i bund og grund være rart at have nogen at snakke med. Min kone er holdt op med at tale, og jeg er træt af at se mine dønninger af konversation slå mod hendes klippe og løbe ud i sandet. Så er der ikke andet tilbage end min kuglepen og min lille notesbog at dele det med. Men jeg savner en anden stemme. Jeg bliver træt af at høre på mig selv. Tro det eller ej.
***

mandag den 20. april 2009

Jeg afskyer og foragter klynk – tak nettet for, at I får det at høre

***
Jeg sidder inde i en kasse og kan ikke komme ud, det mest latterlige af alt. Jeg kan bare træde ud af den, men jeg gør det ikke, jeg venter bare på, at nogen skal komme og redde mig, helst en smuk kvinde, som jeg elsker.



Sådan er det bare. Jeg afskyer og foragter hader den situation. Det er også et meget brugt billede i øvrigt på eksistentiel handlingslammelse. Lou Reed brugte det i en god gammel sang, The Heroine (på The Blue Mask):

Here's to the heroine
Who transcends all the men
Who are locked inside the box
Will the lady let them out
Oh, the heroine, oh, oh, the heroine

(Ikke at forveksle med Heroin, stoffet. Det er et pænt billede.)
***

Jeg ender på sofaen

***
Fra i nat

Det er svært at sove, når man brænder op af udtryksløs vrede.
Tinnitustone.
Skurrende kæbeled forplanter sig gennem puden.
Jeg hader mit liv.
Jeg hader mit latterlige lille liv.
Jeg hader det hul, jeg har sat mig selv i.
***

Hyperventilering

***
Jeg sætter mig ud på lokummet om natten og stønner og sukker.
Jeg har ikke engang kræfter til at onanere.

Jeg vil ikke give hende den tilfredsstillelse.



Det minder om dengang, lige før hun gik fra mig for alvor, og jeg kom hjem fra arbejdet og sad og græd i badet, mens hun stod i køkkenet lige ved siden af (for sådan var lejligheden indrettet) og madede babyen.

Jeg kunne ikke udtrykke mig. Jeg regrederede til en ormemumlen, ren lyd, ikke engang rigtige ord kom ud af mig.


Ren
***

Det samme om og om igen

***
Hvad har du brug for mig til? Udover at støvsuge og passe børn og reparere kolonihavehuset eller andre ting, du ikke kan finde ud af? Hvad om du fandt ud af at klare dig uden mig til det også? Hvad dur jeg ellers til, andet end at irritere dig og stå i vejen og fylde i hjemmet?

Det er ikke det, vi er sammen for, det er ikke det, jeg er her for, at være en ubetalt barne- og stuepige.

Hvor er kærligheden henne i alt det her? Må man overhovedet bruge det ord? Kærligheden. Det lyder obskønt eller sentimentalt.

Jeg er nået til et punkt i mit liv, hvor kærligheden er tilsidesat og begravet under bunker af gammelt lort, ingen orker at flytte.

Hvor sørgeligt er det ikke? Og jeg kan ikke sige de her ting eller noget til dig, fordi jeg ikke orker at slås mere og jeg ikke orker at sige de samme ting om og om igen, fordi jeg bliver mindre hver gang, og der er så lidt af mig tilbage.


Badet


Mine øjne strejfer
spørgende
det nøgne
Spejlet siler
nedad
fra mine fødder
ned
i den rustne rist

(Inger Christensen, fra Lys, 1963)

***

Sammenløb

***
Jeg kom ud på fortovet fra kiosken og så en pige komme cyklende med to Netto-poser på styret. Skulle jeg advare hende om denne klassiske faresituation? Det må hun selv om, tænkte jeg. Krotsj! sagde det, og hun bremsede. Mælken var sprunget læk i den ene pose, da den røg ind i hjulet.

Så kom en lille dame med en barnevogn løbende den anden vej.

Jeg styrtede på min cykel i går, fordi jeg havde en skotøjsæske i en pose på styret, der kom i vejen, da jeg drejede, så jeg røg over styret og forhjulet drejede 360º rundt. Mine håndflader ser ud som om, jeg har brugt et rivejern på dem.

Brusevandet stod lige ud fra hudflapperne i morges i en mærkelig vinkel.

Jeg har ondt fra håndleddet og op i albuen, så jeg ikke kan piske flødeskum.
***

Jeg hader det her forhold

***
Jeg står og laver mad, så kommer min kone hjem:
– Gi’ mig et kys, siger jeg.

Tidligere tænkte jeg, mens jeg stod og vaskede op: "Jeg er så skidevred. Jeg står og vasker op og er skidevred. Hvor latterligt er det ikke?" Så jeg bestemte mig for at tage det let, flyde ovenpå.

Jeg får ikke noget kys.

– Jeg har taget estragon med hjem.
– Gi’ mig et kys.
– Du siger altid, vi skal tage krydderurter med hjem fra haven.
– Hvorfor gi’r du mig ikke et kys. Nu har jeg sagt det tre gange.
– 'GI’ MIG ET KYS!' Det har jeg også virkelig lyst til, når du siger det på den måde.
(Brxztlgk!)
– Du vil ikke give det til mig, fordi jeg beder dig om det, er det ikke rigtigt?

Jeg har sagt til hende i mit mest sårbare øjeblik: – Jeg har brug for, at du giver mig et kys eller et kram, uden at jeg beder dig om det, og uden at jeg skal gøre noget for det, bare engang imellem, bare én gang om dagen.

Men det gør hun ikke. Det eneste, jeg beder om, vil hun ikke give mig.

Det er pinligt for mig. Jeg bliver sindssyg.


Grafisk særtryk.
***

Mit golde, kærlighedsløse liv

***
Jeg er en sørgelig, lille mand. Jeg er så indsnævret og forskrumpet. Jeg tør ikke engang åbne mig og udfolde min kosmisk-universelle kærlighed, i stedet sidder jeg bare bag min mur og kaster med sten. Min glasmur, vel at mærke, jeg narrer ingen med mine små numre. Jeg usselryg. Jeg skider på alt, der er godt, og godter mig over alt, der er skidt. Jeg er ikke til at leve med.

Suk.

Jeg har ikke engang mod nok til at skære mine små pulsårer over den rigtige vej og tage den plasticpose over hovedet og drikke en flaske whisky og sluge et glas piller og svømme ud midt i en sø.

Min kærlighed visner ind til en tør, flimrende membran, så ligegyldig som penge i skoven (eller på en øde ø eller på månen.) En hyletone på et fjernsyn i en tom lejlighed.

Jeg har ingen steder at gøre af min kærlighed.
***

søndag den 19. april 2009

Hvad skal det hele gøre godt for? II

***


Jeg arbejder hele ugen, og hele weekenden skal man rydde op og gøre rent i hjemmet. Og servere for sine børn og være deres slave. Fedt nok. Er det alt, hvad der er? Ja, det er det faktisk. Det bliver ikke bedre. Hahahahahahahahaha! (bittert, knastørt).

Du store, jeg gider ingenting. Hvorfor mon ikke?
***

Hvad er jeg her for?

***
Fedt, endnu en weekend, hvor der ikke er nogen, der gider lytte til mig. Hvorfor er jeg her overhovedet?

Start fredag aften: – Kan du ikke lade være med at kritisere alting? (Jeg kommer hjem midt i "Allstarz".)
– Hva’?

Lørdag morgen, mig: – Ved du, hvad der ville være rart ind i mellem? Et venligt ord. Jeg får aldrig et venligt ord heromkring.
– Råber du ad mig?
(Jeg overdøver.)

Ingen samtale. Ingenting. Jeg ville ønske, jeg bare kunne gå ud. Afsted. Men der er ingen der ringer og ingen der gider noget.

Jeg har lydt til bare at køre deruda’ og ikke kigge mig tilbage, før jeg er ude i ørkenen. På hvidglødende kobling.

Hvad er jeg her for?
***

lørdag den 18. april 2009

Ny fiasko

***
Jeg deltog i en kunstbegivenhed i dag, som jeg havde glemt alt om. De var nødt til at ringe til mig. På vejen derover gennemgik jeg alle mine undskyldninger: min mor er på hospitalet med kræft, min kone har forladt mig, jeg skulle arbejde. Men det gjorde ikke noget. Der var heller ingen andre, der havde husket det. Der var ikke én besøgende. Ikke én. Ikke engang sprutten blev drukket.


***

fredag den 17. april 2009

Jeg vandt igen – men til hvilken pris?

***
En tankevækkende beretning fra det virkelige liv

Jeg væddede med Frizz, om Anders Fogh stod til at blive generalsekretær i FN. FN, sagde han. Det synes jeg ikke lød sandsynligt (jeg havde ikke hørt noget, jeg følger ikke med i nyhederne) og slog hånd på 100 kr. Næste dag hævdede han, at han havde sagt NATO. Især. Det var derfor, han nævnte Kofi Annan og Boutros Boutros (fortsæt selv).



Vi glemmer det, sagde jeg, jeg slår en streg over det, i et anfald af taknemmelighed fordi han havde givet mig en fribillet til Karen Mukupa (kendt som hende, der var veninden til hende, der døde. Hun var med i bilen. Sød stemme, kedelige tekster. [Jeg forestiller mig, at hun går ombord på et fly. Så styrter flyet ned, og hun er den eneste overlevende. Så går hun ombord på et skib. Skibet synker, og hun er eneste overlevende. Jeg kan godt lide den vinkel]).



Men mest fordi han er det nærigste menneske, jeg kender. Han er nærigere end mig. Og også selvom billetterne kun kostede 60 kr., og jeg gav garderoben og en øl, så jeg faktisk kun sparede kr. 20. Jeg vidste, at jeg aldrig ville kunne vride en øre ud af ham alligevel. Så jeg var storsindet. Det skal man være ind i mellem, så har man det så godt.



Han er faktisk foruroligende nærig. Jeg kan huske engang, han stod på Hack-in-the-Puss med et par mønter i hånden og spurgte, om jeg ikke kunne låne ham 5 kr. til en øl. Jojo. Senere så jeg ham tage en 100-kroneseddel frem, han havde haft i tegnebogen hele tiden. For ham er det et princip at spare penge, ofte på bekostning af alt der er rimeligt og godt her på jorden.

(Men til hans forsvar må jeg sige, at han har forbedret sig i senere år.)



Må jeg have lov til her at komplimentere Rust for deres suverænt gode lyd? Tydelig og ikke for høj. Og så kan jeg godt lide ikkeryge-politikken, Visse ting forandrer sig til det bedre ved oplyst overformynderi.
***

Tåbeligt navn III

***
Der er et discount smørbart blandingsprodukt i Netto, der hedder "Bakkedal". Hvad er det for et latterligt navn, Bakkedal? En bakke er oppe, en dal er nede. Det findes ikke. Det er ligesom at kalde noget Himmeljord, Luftvand, Havland, Mandemælk eller Håndfod.
Tak.


Bakkedal: Kærgårdens ulødige lillebror, oxymoron.

Overhørt i køen: – Er det rigtigt, at Anders Fogh er blevet generalsekretær i Netto?
Haha.
***

Gaver er til at give videre

***
Jeg er ved at læse Lewis Hydes The Gift, der er virkelig god, jeg er bare ikke kommet længere end forordet, hvor der stod noget, der ramte mig som et læs mursten.

Bogen handler om, at kunsten er en gave, man skal give videre, ligesom alle andre gaver. Der er ikke noget ved det, hvis man bare har det liggende i skrivebordskuffen eller loftsrummet.

I forordet står:
... Markedssamfundets mytologi vender billedet på hovedet: at få snarere end at give markerer, at man er et menneske med substans, og helten "hviler i sig selv", er "selvskabt". Så længe disse antagelser er i højsædet, vil en foruroligende fornemmelse af trivialitet eller ligefrem værdiløshed nage den mand eller kvinde, der arbejder i en gaves tjeneste og hvis produkter ikke i tilstrækkelig grad beskrives som handelsvarer. Når vores substans regnes efter vores erhvervelser, magter det begavede menneskes gaver ikke at gøre ham substantiel.
(s. XIV. Min oversættelse, putte)

Det første, man altid bliver spurgt om som kunstner, er: Kan du leve af det? Penge er den eneste gældende målestok for kunst. Hvis man ikke sælger, bliver man ikke regnet for noget. (At modtage statslegater kommer ind under penge som værdisætning.)

Det er sørgeligt at være falleret kunstner og svært at retfærdiggøre, også over for sig selv. Det er svært at stå dér og skulle til at være kreativ, når man tænker: – Hvad er det værd?



Her er citatet på engelsk:

"The mythology of a market society reverses the picture: getting rather than giving is the mark of a substantial person, and the hero is “self-possessed,” “self-made”. So long as these assumptions rule, a disquieting sense of triviality, of worthlessness even, will nag the man or woman who labors in the service of a gift and whose products are not adequately described as commodities. Where we reckon our substance by our acquisitions, the gifts of the gifted man are powerless to make him substantial.”



Lewis Hyde: The Gift: Imagination and the Erotic Life of Property. Fås på dit lokale folkebibliotek.


Kirk Douglas ses her i den klimaktiske scene i Lust for Life, drenge og piger.
***

torsdag den 16. april 2009

Hvem kunne have set det komme?

***
Min mor havde i årevis en bog liggende på natbordet med underskriften: How Did a Marriage Made in Heaven End up in Hell? Det var i årene op til deres skilsmisse.

Hun havde også tit et halvsuttet maltbolsje liggende på natbordet.

I køkkenet lod hun et halvdrukket glas saftevand stå bag gardinet, så fluerne ikke kunne komme i det.

Efter min far skred, begyndte hun at gå på jazzklub alene. Hvorfor skulle en enlig kvinde ikke kunne gøre det? Oppe i baren stod der jo masser af enlige mænd.
***

I mit øre

***
Jeg drømte, at min bøsseven lå oven på mig og fortalte sjove vittigheder. Det føltes rigtig godt. Jeg savner ham. Han er jo min ven. Desværre nåede jeg ikke at høre, om han også tænkte på sig selv som gift – eller gjorde jeg, og det gjorde han ikke? – da jeg skulle over og drikke kaffe med en anden af mine venner i NY, en hetero, og hans følge af farisæere og filistre.
***