Afsløring

***
Jeg er ikke den, jeg giver mig ud for at være. F.eks. er jeg ikke en mand. Jeg er en 32-årig husmor fra Åkirkeby. Min skabning Mandejammer er en skriveøvelse, jeg har lavet for at belyse grundlæggende kvindelige problematikker gennem en mandlig optik. Der er dog – det er nok uundgåeligt andet – en del lighedspunkter mellem mig og Jammermanden. Ofte går jeg i tunge tanker, grænsende til det selvmorderiske – ja, døden kan være en befrielse at tænke på, for sig selv om så ikke for andre. Og jeg kan også finde på at gøre skade på mig selv, f.eks. ved at snitte mig i armen med en kartoffelskræller eller et rivejern.

Av for pokker, siger jeg ude fra køkkenet, men min mand reagerer ikke. Han er holdt op med at se på mig for år tilbage. Og som Mandejammer kan jeg finde på at spørge: Hvad skal det hele gøre godt for? Jeg aner det heller ikke. Hvis jeg vidste det, skulle jeg nok skrive det. Min mand elsker mig ikke, det er tydeligt. Selvom jeg paraderer omkring foran fjernsynet i shimsham-sko og mavedanserudstyr, reagerer han ikke med andet end et grynt, begravet som han er i live-fodboldtransmissioner. Det er drøjt og hårdt, og livet er ikke altid nemt.

Jeg kan nu dårligt bebrejde ham. Jeg er som regel ikke så spændende og ikke, hvad man normalt ville kalde en supermodel. Men som jeg siger: man kan gøre meget med det rigtige tøj og bare man forstår at accessorisere. Min hjemmestrukne kameluldsponcho f.eks. tager sig altid godt ud, og ingen kan se, om man har noget på indenunder (HINT: Det har jeg! Fnis!) *)

Ud af vinduet kan jeg se den lettiske havemand flexe i forårssolen. Nu tørrer han sig over panden med sin afblegede bandana, læner hovedet tilbage og drikker en dåse Cola Light©™®, så hans store, røde adamsæble bopper op og ned som en lystfiskers flåd i høj sø. Længere nede ad vejen står en flok kommunalarbejdere og italesætter asfalten med et trykluftbor. Det eksploderer idyllen, det er klart, som var jorden under angreb af onde robotspætter fra det ydre rum, men det gør underværker for deres brede, behårede pecs, der glinser og dirrer som svedende buddinger, nu de i varmen har smøget deres orangefarvede Kansas-sikkerhedskedeldragter ned til livet. Central Casting kunne ikke have gjort det bedre.

Jeg er ikke klog og interessant, så meget ved jeg (så helt dum er jeg vel ikke, haha, lige meget hvad de siger). Jeg fortryder tit, at jeg aldrig tog den højere mellemskoleeksamen, som min mor ønskede for mig, men så kom jo Preben og syv dejlige, frække unger i rap. De små pus er mit et og alt, hvis man da kan sige dét, når de er så mange om det. Mine øjensten – ét i hvert øje og fem i tredje, som jeg ofte så spøgefuldt …

Her blev jeg afbrudt. Lille Mikkel har slået sig over fingrene med en hammer og bløder. Han er bløder, så det er alvorligt nok. Mere senere.


*) Nej, jeg er nok ikke så spændende. Jeg tilbringer den halve tid på nettet. Altid er der et og andet, jeg skal tjekke. Der er så meget at følge med i. I skulle bare vide, at jeg, lille mig, "Maren i Kæret", skriver et netværk af 20 blogs under skiftende aliaser – et til hver af min æggedelte personligheds spaltninger – og der er flere på vej. Det er ligesom man siger om alle de indiske restauranter på 6th St., at maden til dem alle sammen kommer fra det samme køkken, der ligger omme bagved et sted. Den smager ens, men sådan vil markedet have det. Her var det New Yorker-hipsteren, der talte. Nellie kalder jeg hende. Shh, røb nu ikke for meget. Det var Gustav, paranoikeren. Hold nu kæft! Det var Preben, hvis stemme kan klinge så klart som en klokke i mit hoved – så smukt som den sommer han sang serenader under mit vindue i sort læder – selvom der intet kommer ind ad mine ører. Hvis Prebens søde ord falder som dug i skoven inde i mit hoved, men ingen kan høre det, siger han det så?
***