Jeg er en sørgelig, lille mand. Jeg er så indsnævret og forskrumpet. Jeg tør ikke engang åbne mig og udfolde min kosmisk-universelle kærlighed, i stedet sidder jeg bare bag min mur og kaster med sten. Min glasmur, vel at mærke, jeg narrer ingen med mine små numre. Jeg usselryg. Jeg skider på alt, der er godt, og godter mig over alt, der er skidt. Jeg er ikke til at leve med.Suk.
Jeg har ikke engang mod nok til at skære mine små pulsårer over den rigtige vej og tage den plasticpose over hovedet og drikke en flaske whisky og sluge et glas piller og svømme ud midt i en sø.
Min kærlighed visner ind til en tør, flimrende membran, så ligegyldig som penge i skoven (eller på en øde ø eller på månen.) En hyletone på et fjernsyn i en tom lejlighed.
Jeg har ingen steder at gøre af min kærlighed.
***
2 kommentarer:
Må jeg tilbyde mig?
(Uuhm, ellers en dejlig masse huller i det kranie ;o)
Du kan tilbyde dig så tosset du vil.
Send en kommentar