Min hårdhed II

***
– Hvorfor skal du være så hård? Du plejede at være så sød, sagde Bettina til mig i 2.g.

Jeg fik ikke noget ud af at være sød og hadede mig selv.

Jeg var begyndt at ryge og ønskede mig en sort læderjakke.

*

– Jeg er nihilist, sagde jeg.
– Nej, nej, det må du ikke sige, sagde denne her pige, jeg var sammen med senere. Jeg vidste ikke, hvad en nihilist var.

Min ven "Kenneth" var anarkosyndikalist. Det vidste han til gengæld hvad var. Det kunne ikke skæres fint nok.
***

En verden af nye oplevelser

***Fire måneder efter min beklagelige skade genoptræner jeg min forstuvede, endnu hævede ankel med et vippebræt. Jeg havde aldrig i mit liv troet, at jeg ville stille mig op på sådan et fodformet, ethjulet skateboard, men nu står jeg der næsten dagligt og laver mindst halvdelen af de anbefalede øvelser, og det virker. Nå.

Det kan altså betale sig at gøre noget ved tingene.



Fodnote: Der er mange ting, jeg aldrig havde forestillet mig, jeg ville gøre. I mine unge dage, da jeg var principfast og karakterstærk, nægtede jeg at gå i korte bukser. Jeg mente ikke, man kunne gå i korte bukser inde i byen. En sommer tomlede jeg ned til Spanien og Portugal i sorte jeans og rejste rundt. Jeg nægtede også at bruge en rygsæk. Det er ikke ting jeg går så meget op i længere.
***

1000 begyndelser

Da jeg var ung og ikke fik noget, kunne jeg gå og skule mod husene og tænke: Bag den mur er der nogen, der har sex, bag det vindue er der nogen, der boller lige nu. Hvis mit blik gik i lige linie gennem alle byens huse, ville det med stor sandsynlighed træffe nogen, der lå og bollede. Alle andre end mig har sex, tænkte jeg. Alle mulige idioter har sex, bare ikke mig. Det fyldte mig med bitterhed.



PS I nyere tid genkendte jeg fornemmelsen i Amélie fra Montmartre, hvor hun forestiller sig, hvor mange mennesker i Paris, der får orgasme lige nu: 15.