Jeg er kommet med i en kunstnergruppe, men det er en dårlig kunstnergruppe. Vores udstillinger er kedelige, og vi har intet til fælles.
Men jeg har ikke andet. Jeg har intet.
Det er meget sørgeligt, og jeg har lyst til at græde, min løsning på alt.
Ikke særlig mandigt. Men det er nu ikke det, jeg græder mest over, min manglende karriere, det er værre med mit job, her heller ej ligningen går op, kun jeg i limningen går op. Så er der en stak tjanser til selvpromovering, jeg heller ej har fået lavet, og jo længere tid, der går, jo mere besværligt bliver det. Jeg vågner om natten og tænker på det, om dagen ignorerer jeg det. Tingene skal gøres med det samme, men det bliver ved det gamle. Min hjerne er skævt skruet på, jeg fik den forkerte sko på. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre for at komme ud af dette pløre. Det er fornedrende, det kunne jeg gøre det meget bedre end, og jeg har jo kun det samme liv. Tag dog og opgiv, kan jeg høre folk sige, find på noget nyt, men det er ikke sådan lige, når man føler sig snydt, igen af sig selv, og ikke sin kaffe har nydt.
Schlurrrp!
Nå pyt.
Med guldkornene vist i dag jeg er lidt lang i den spyt.
Det er bare at få smøget ærmerne op og få brygget den næste kop.
Så dér, jeg har ikke mere, jeg er slagen af for mange år på bagen.
Så blød jeg er af at have det for godt, jeg gider ej knokle, og det eneste jeg skal er at skrive en pressemeddelelse, men den hænger over mit hoved som et sværd af Damokles. Så skal jeg også have samlet nogle malerier til at sende til nogle gallerier i udlandet, det er venskabeligt og bare jpegs, ikke andet, men også dér er jeg strandet på anden uge. Hvor er min lue, min gnist? Den ligger på bunden som en udkogt suppevisk. I mit sind der er tvist: på den ene side gider jeg intet, på den anden side kan jeg ikke tro, at jeg kan mene det, og livet er for kort til at holde alting i mente: Åh, glem det. Jeg vil hellere pive, kan I fornemme det? Suk, må jeg sige, jeg ved ikke til hvad, jeg skal blive, andet end mere af det samme, du gamle, det lamme. Der er kun én ting at gøre: på væggen min hjerne udsmøre. Det løser problemerne, i hvert fald for mig, for når jeg er død, betyder de ikke en rød reje. Er alle mine udveje feje? Ja og nej. De vil sige om mig: Han sit hjerte udskreg.
Og når jeg er borte, vil I savne mig stort, både mine vers om kaffe og min fiksering på lort, bagsiden af medaljen, om man vil, dét, det altid vender tilbage til. Åh, tag nu og smil & giv Java et hil.
Hil!
Schlurrrp!
2x(c)
Åh, jeg fik en henvendelse fra en klient i sidste måned, og jeg har ikke svaret på den endnu. Nu er der gået så lang tid, at det er latterligt. Hvis der er noget, jeg ikke gider, og det er næsten alting, foretrækker jeg ikke at sige noget og så bare håbe, at det går væk af sig selv.
BONUSRIM
Jeg har lige været i telefonen med min bedste kunde og vrøvlet om penge og været usammenhængende, og nu er jeg bange for, at jeg har ødelagt det hele. Jeg er elendig til kommunikation. Hvad nu? Jeg prøver at formulere en opfølgende mail, men måske gør det det endnu værre at blive ved med at trampe rundt i det. Jeg har en lang tradition for at ødelægge fede jobs med dårlig kommunikation – og for at bekymre mig og ærgre mig over det bagefter – og nu er jeg bange for, at jeg har gjort det igen. Telefonen er så intimt et instrument, at hviske nogen ind i øret på den måde, navnlig folk jeg ikke kender så godt (og så med søvnmangel, og når jeg har glemt, hvilken dag på ugen det er).
Jeg er i dag blevet indstillet til medlemskab i en kunstnergruppe. Gruppen har ikke noget navn og heller ingen planer, men det gode ved en gruppe er jo, at man måske kan få de andre til at ordne ting, man ikke selv gider, f.eks. arrangere udstillinger og trykke postkort. Faren er, at man synes det, de andre laver, er noget lort, og at det ikke er flatterende at fremstå i deres selskab. På den anden side sker der så noget, og det er bedre end ingenting, kan man sige, så man har flosklerne på sin side.
Apropos min kunstnerkarriere opdagede jeg i dag på et webgalleri, som jeg uploadede nogle billeder til engang, en mail til mig fra sep. 2007, der udbad sig et pristilbud på et af mine øjenkræsende malerier, og jeg har som sædvanlig ingen ide om, hvad jeg skal tage, andet end noget dybt urimeligt selvfølgelig.
Jeg har været med min mor på hospitalet til undersøgelse i dag (hun har kræft på tredje år – "Du ved godt, at ingen i verden kan helbrede dig nu", sagde lægen, tænk på det som en kronisk sygdom), og bagefter var jeg til urnenedsættelse for min svigermor, præcis da skybruddet begyndte. Hun døde af kræft for halvanden måned siden. Ude på hospitalet mødte jeg en, jeg kender, hvis mors kræft er vendt tilbage, nu i leveren.
Jeg fik aldrig noget gennembrud i København, og da jeg flyttede til New York fik jeg ikke noget gennembrud dér. Jeg er om ikke andet da konsekvent
