Nervepirrende nødaktion

Nu har jeg to gange smækket mig selv ude af mit rum og været nødt til at klatre ind ad en åbning over døren, hvor et stykke gipsvæg kan løsnes, og hen over en 50 cm bred hylde. Der stikker en lang skruespids op midt i hylden, og det er ubehageligt at tænke på at spidde låret på skruen og hænge dér hele natten med hovedet nedad og have tabt min telefon ud af lommen, eller at låret bliver flænset op, mens jeg styrter til jorden. Det var heller ikke rart i første forsøg at sidde foldet sammen på midten overskrævs på hylden med klunkeposen mast flad som et bryst i et mammografi-apparat, da lyset gik ud på gangen, og jeg ikke kunne finde trappestigen med tåen.

Til gengæld har jeg i begge tilfælde været meget opmærksom på at gennemtænke alle bevægelser flere ryk frem med sikkert håndfæste, Måske skulle jeg begynde at dyrke rockclimbing.

Jeg vil være mig i stedet for mig

Jeg føler mig så flad og tom, og nu ved jeg hvorfor: jeg har ikke lavet andet end at arbejde hele året, og nu har jeg ikke så travlt. Alligevel nåede jeg ikke længere end til at tænke dét, før der kom nye jobs ind ad slisken til min mørke fangekælder. Det var ikke sådan, jeg havde tænkt mig, mit liv skulle være, men nu sidder jeg i det.

Min datter, der er så ung, spurgte endnu engang: – Hvorfor laver du sådan noget kedeligt arbejde?
Og ved gud, jeg havde intet ordentligt svar. Ordene undslap mig, og jeg måtte ty til tegneserie-lignelser: – Tænk på Vakse Viggo, han er altid ved at falde i søvn over sit arbejde.
Men det er ikke noget godt eksempel at foregå med. Det ærgrer mig på den måde ikke at være noget.

Nu vil jeg gå ned og købe nogen cigarer, så jeg desto tydeligere kan smage mit selvhad og tilværelsens meningsløshed.

Jeg ved heller ikke, om jeg har tænkt mig at gøre det, jeg vil hellere lade være.



Senere bankede hun mig i Tank Trouble under hånende tilråb: – Du er for gammel, lad ungdommen komme til [parafraseret]. [...] Der er ingen, der siger "luk arret" mere. Det hedder bare "luk". Ha, hvis Burkan hørte dig nu!
– Ha! sagde jeg, – du bankede mig ikke med det dobbelte [50-26]. Derfor vandt jeg. Godnat!

Som om (del III) – suspekte typer i min udvidede bekendtskabskreds

Min datter har en lille veninde, hvis far er det mest upålidelige menneske, jeg nogensinde har mødt.
– Hvor har I været? sagde jeg. – Vi har ventet på jer en time.
– Nåja, telefonen var flad, du ved, den ene ting tager den anden ...

Og så siger han: – Har I været ude at kælke?
– Næh, siger jeg, – de børn er ikke til at drive ud. Hvad med jer?
– Jeg kan ikke i de her sko ...

Jeg har aldrig hørt så mange undskyldninger. *)

Jeg hader, når han kommer herop. Jeg har det altid som om, han scanner stuerne for noget at stjæle: – Hvad har I heromme, hæhæhæ ...

*) Undskyldninger for alt: hvorfor hun ikke nåede med til fødselsdag igen, hvorfor det er svært at få arbejde (uopfordret) osv. osv. Næh, Xbox og den fede skal han nok finde tid til.

Jeg kommer ingen vegne og er flad som en fregne

***
Jeg hader mig selv og alt, hvad jeg står for. Mit liv er en fiasko. Jeg er et nul i et hul.
***

Vandskellet

***
Jeg har været med min mor på hospitalet til undersøgelse i dag (hun har kræft på tredje år – "Du ved godt, at ingen i verden kan helbrede dig nu", sagde lægen, tænk på det som en kronisk sygdom), og bagefter var jeg til urnenedsættelse for min svigermor, præcis da skybruddet begyndte. Hun døde af kræft for halvanden måned siden. Ude på hospitalet mødte jeg en, jeg kender, hvis mors kræft er vendt tilbage, nu i leveren.

Og jeg har ikke engang fået kaffe endnu.

*

Nu er jeg taget herud til mit være-/værksted for at ryge en tynd cigar, men når jeg ryger den, siger det mig ingenting. Jeg skulle bare have noget at gå efter.

Jeg har ingen cykel igen og overvejer at købe en ny.

Det er også ved at være tid til et karriereskift, tid til at satse lidt, bare en smule.

*

Det spidser altid til op til de tremånedlige samtaler på onkologisk. Det er altid ophidsende, og nu er jeg flad.
***

Bundlinien

Nu er dagen gået igen. Jeg har ingen penge tjent, og jeg er ikke blevet klogere.

Jeg har spildt tiden som sædvanlig. Læst avis. Lavet en enkelt telefonopringning, der var vigtig, og talt med min mor.

Det meste af tiden har jeg ærgret mig, især over folk, der går mig på, jeg bør cutte af som den dødvægt de er.

Mine tanker er irriterende i dag. Min egen ugidelighed knejser foran mig. Nå ja, det er jo mandag, og jeg er træt. Hvad ville mit guddommelige jeg ikke sige?

Ufornuftigt

I stedet for at lave noget fornuftigt i dag, har jeg set videoer af The Daily Show og The Colbert Report (det var meget sjovt) og holdt en spand, mens min datter kastede op i den.

Så er jeg gået frem og tilbage fra sofaen og til sengen og serviceret hende hele dagen og læst to Mumitroldene-albums højt.

Jeg har ingen kræfter.

Så var der en, der ringede med et job.
Hvis der var noget, jeg skulle, har jeg glemt det.

Mage til elendighed

Jeg kan ikke finde ud af, om jeg er rask. Jeg er så træt og flad til hverdag, at jeg ikke kan kende forskel.

Jeg kan ikke kende forskel på, om jeg er syg endnu eller bare ikke har fået kaffe. Og i dag kan jeg ikke drikke kaffe. Jeg har ofret mit tarmsystem på Javas alter og har intet mere at bringe.

Jeg bliver sindssyg, hvis jeg ikke snart kommer ud af lejligheden, men jeg kan dårligt gå. Jeg har det som James Caan i Misery, bare uden Kathy Bates.

Det er en delikat affære. Eller også er det penibelt.

Landets liggen

Jeg er helt udmattet og opbrugt efter al det opbrud og forsoning. Jeg er flad. Jeg er også blevet forkølet. Det er en efterreaktion på den store anspændthed og opskruning. Nu vil jeg ryge min sidste klamme, ildelugtende cigarillo og aldrig ryge igen. Rygning giver jo kræft, som skrevet står. Jeg har for meget arbejde og gider ingenting. Jeg har lyst til at gemme mig under dynen i en uge.

Jeg er oppe på at høre A Good Year for the Roses 28 29 gange, og det er for meget.

En ond drøm vækkede mig kl. 03.00 i nat: En skaldet, nøgen mand (der lignede Metabaronen fra John Difool) havde en "business proposition" til mig, hvorefter han lænede sig tilbage og forventede, at jeg skulle servicere ham. Jeg kunne præcis ane rejsningsgrad og længde på hans endnu slappe, hårløse lem. Så jagtede en bande mig ned ad min barndomsgade (til lyden af mine Timberlands mod asfalten), og jeg vågnede.

Senere drømte jeg, at det var trævlede, slimede bakterievækster i den Listerine, jeg lige havde drukket noget af.

Hvad betyder det?

Dag 2 som græsenkemand

Jeg skal ud til Don Nzo i aften og se dvd’er og æde Thai-mad, og jeg siger til mig selv: Husk at høre efter, husk at høre efter. Han er så fintfølende. Hermed mener jeg også: Lad være at tale hele tiden under filmen, hvis det kan lade sig gøre. Jeg ved ikke, om jeg kan lade være. Aftalen er, at jeg kommer ud til ham i god tid, så vi kan diskutere, hvad vi skal se og spise. Måske kan vi se en Bollywood-film, hvor man godt må tale imens. Jeg må spille mine kort rigtigt og koncentrere mig.

Jeg er groggy. Jeg sad sent oppe og tegnede. Min kæde sprang af 10 gange på vejen hjem, Irriterende, især fordi jeg brugte 2 timer på at rense den i går. Og så er alting lukket. Lortehelligdage. Jeg tror, jeg går ned hos J. Per eller min bror og får en kop kaffe.

Hvad driver folk ud af sengen om morgenen?

Jeg er så træt, jeg har det som om, jeg er ude i lufthavnen
uden at skulle noget sted hen.
Jeg gider ingenting.
Hvad driver folk til noget som helst?

En noget flad fornemmelse

Jeg sad hele dagen og forberedte min genialt formulerede ansøgning (den med de "krybende klunker") til New York, og da jeg endelig blev færdig med at finpudse genialiteterne og fik den sendt afsted, bouncede den lige tilbage i hovedet på mig fra serveren.
Hvad gør jeg nu? Deadline er i dag (i går).
Jeg er åbenbart ikke den eneste, der har det problem (siden der er fuldt).
Og hvorfor er jeg altid i sidste øjeblik? (Jeg ved hvorfor: Det er dødsangsten, der afholder mig fra at gøre noget færdigt, det læste jeg et sted.)

Når man har børn der skal op i skole – og skoleslutten trækker ud

Jeg er fuldstændig paralyseret af træthed. Sandheden er, at jeg ikke gider lave noget om morgenen. Hvem har fundet på, at folk skal være henne et sted kl. 8 om morgenen? Elektriciteten er opfundet, vi bor ikke på landet.
Hvad er idéen?

Kaffe hjælper ikke i dag.
Jeg tror jeg sætter mig over og læser avisen.

Udsigt til sig selv i skærmens spejl, folkens

Mandag morgen
Jeg føler mig lidt tung om boven
Verden presser mig ned fra oven
Det er tyngdeloven

Mandag morgen
Jeg gider ikke en skid
Min hjerne er ikke med ideer gravid,
men jeg har ikke evig tid...

Mandag morgen
Jeg har ingen plan
Jeg er ikke fokuseret som en narkoman
Jeg lader bare det hele glide,
som jeg plejer van
Og i aften vil jeg tænke:
Hvor blev dagen af, for fa’en?

Forfatterens kommentar: Jeg komponerede faktisk ovenstående strofer i badet i går i forventning om dagen i dag. Men bliver jeg klogere af den grund?

Status: Underdrejet

Jeg kan ikke blogge. Jeg kan ikke noget.
Min familie er taget til Aarhus. Uden dem er jeg som et skib uden kompas. Eller anker. Eller sejl.
Jeg kan kun ligge på sofaen og se film*) og overveje, hvad jeg skal spise.**)

Jeg lavede et job færdig i dag. Det værste jeg i mit livs skabte dage har været ude for. Så lidt har jeg lavet. Men det var før. Fra nu af og de næste to dage gælder ovenstående.
Også selvom jeg faktisk har et til hovedpinejob og min skattebillet at tænke på.
Jeg har aldrig været så træt og ugidelig i mit liv. Det er som et forskud på min pension.

*) Jeg kan ikke engang følge med i handlingen på Syriana.
**) Udover Erdnuss Flips.

Mit stolteste øjeblik som basketballspiller

Jeg er meget høj, så man skulle tro, jeg kunne finde ud af det – men det kan jeg ikke.*)

Jeg spillede nede i Tompkins Sq. Park med en flok i en pickup-kamp. Der var denne her lille mexicaner med. På et tidspunkt sprang jeg op for at tage en offensiv rebound, og på vejen ned trådte jeg ham på skulderen og maste ham flad mod jorden. Han beklagede sig, men jeg kunne henvise til, at jeg intet ulovligt havde gjort, han stod simpelthen nederst.

*) De kaldte mig Manute Bol, fordi jeg var så lang og uduelig.