Det er værre på denne tid af året – alt er

– Jeg nægter at give penge for noget.


– Jeg er i hvert fald glad for at slippe for det.

Godt så, jeg ingen har

Jeg har lyst til at ryge en stor cigar, men jeg ved, at lige så snart jeg begyndte at ryge den, ville det ikke være det, jeg havde lyst til alligevel, men jeg ville alligevel ryge den færdig.

Tørhed II

Jeg fandt denne fede fra min 40-års fødselsdag i skuffen.


Indpakket.

Det var en gave.


Udpakket.

Mit spørgsmål er nu: Kan den ryges? Eller skal man pille den op og klumperne ud?

Jeg spørger J. Per. Han må vide det.

(Tre dage efter.) Her er hans svar:

Mig: Kan man ryge en fem år gammel joint?

J. Per: Det kan man godt. Er det pot? [...] Den er sikkert god nok. Sådan noget kan godt holde. Jeg tror, den er god nok. Lad den evt. ligge og trække lidt fugt. Rul den mellem fingrene med lidt spyt. Har du ikke prøvet at mærke på den?

Mig: Lige et øjeblik, jeg skal lige have det hele med ... Med lidt olie?

J. Per: Nej, bland aldrig fedtstof og røg. Det er usundt og man får hovedpine af det. Man kan spise fedtstof, men man skal ikke ryge det. Hvis der er frø med i potten, så smager det dårligt – og det er ikke godt – for der er fedtstof i frøene.

Mig: Men er der ikke olie i tjalden?

J. Per: Så er det billigt, og du får hovedpine. Cannabinol er noget andet.

Mig: Det er ikke olie?

J. Per: Det skulle jeg ikke mene. Det skulle være godt nok fra naturens side uden tilsætningsstoffer. Alting er bedre uden tilsætningsstoffer.

Mig: Kan man give den lidt møbelpolish?

J. Per: Du tager fis på mig. Du mener ikke, at du har tænkt dig at smøre den ind i margarine?

Mig: Tror du, tjalden har mistet styrke?

J. Per: Nej, ikke meget. Den duer. Men hvis den er for tør, så sørg for, at den trækker lidt fugt – så den er tilpas, ikke knastør eller drivvåd.

Jeg vandt igen – men til hvilken pris?

***
En tankevækkende beretning fra det virkelige liv

Jeg væddede med Frizz, om Anders Fogh stod til at blive generalsekretær i FN. FN, sagde han. Det synes jeg ikke lød sandsynligt (jeg havde ikke hørt noget, jeg følger ikke med i nyhederne) og slog hånd på 100 kr. Næste dag hævdede han, at han havde sagt NATO. Især. Det var derfor, han nævnte Kofi Annan og Boutros Boutros (fortsæt selv).



Vi glemmer det, sagde jeg, jeg slår en streg over det, i et anfald af taknemmelighed fordi han havde givet mig en fribillet til Karen Mukupa (kendt som hende, der var veninden til hende, der døde. Hun var med i bilen. Sød stemme, kedelige tekster. [Jeg forestiller mig, at hun går ombord på et fly. Så styrter flyet ned, og hun er den eneste overlevende. Så går hun ombord på et skib. Skibet synker, og hun er eneste overlevende. Jeg kan godt lide den vinkel]).



Men mest fordi han er det nærigste menneske, jeg kender. Han er nærigere end mig. Og også selvom billetterne kun kostede 60 kr., og jeg gav garderoben og en øl, så jeg faktisk kun sparede kr. 20. Jeg vidste, at jeg aldrig ville kunne vride en øre ud af ham alligevel. Så jeg var storsindet. Det skal man være ind i mellem, så har man det så godt.



Han er faktisk foruroligende nærig. Jeg kan huske engang, han stod på Hack-in-the-Puss med et par mønter i hånden og spurgte, om jeg ikke kunne låne ham 5 kr. til en øl. Jojo. Senere så jeg ham tage en 100-kroneseddel frem, han havde haft i tegnebogen hele tiden. For ham er det et princip at spare penge, ofte på bekostning af alt der er rimeligt og godt her på jorden.

(Men til hans forsvar må jeg sige, at han har forbedret sig i senere år.)



Må jeg have lov til her at komplimentere Rust for deres suverænt gode lyd? Tydelig og ikke for høj. Og så kan jeg godt lide ikkeryge-politikken, Visse ting forandrer sig til det bedre ved oplyst overformynderi.
***

Mit tarmsystem er ligesom Mellemøsten

***
Jeg lavede en gryde chili i torsdags, og den holdt indtil i går med. Mit system er gennemsyret, og i dag var det som jeg havde mistet al kontrol med peristalsis. Som om peristalsis var min fjende. Som om chilien var Hamas og peristalsis var Israel. Den retalierede.


Peristalsisrael
***

Og klap for øjet

***
Jeg er blevet en af de fædre, der går og slukker for lyset altid.


***

Jeg skal åbenbart have en eller anden form for stimulans

***
Jeg smugryger stadig, men uden entusiasme.
Men nu har jeg købt en hel pakke, så jeg er nødt til at ryge den.

Jeg går ud på trappen, tager et, to hvæs og tænker: Hvad gør jeg det her for? Der er ingen glæde i det. Mit luftrør føles bare som en konduite for røg, et udstødningsrør (som tidl. nævnt).
Det føles latterligt at have røg blæsende igennem sig.
Når jeg ser voksne mennesker ryge på gaden, synes jeg, de ser latterlige og ulykkelige ud.

Da er det, jeg smider smøgen fra mig, halvrøget.

Nu vil jeg begynde at klippe smøgerne over på midten, før jeg ryger dem.



PS Måske går der skolebørn forbi hernede i passagen, for hver gang jeg kommer ud igen og kigger ned, er skodderne væk.

PPS Jeg sigter selvfølgelig efter risten, så måske har vinden blæst dem derned.

PPSS Disclaimer: Jeg er imod rygning i enhver form.

PPSSS Højhellig ed: Jeg skal nok snart holde op med at skrive kedelige indlæg om rygning.
***

Farvel ømme tæer

***
En fyr her nede ad gangen sagde, at han fik ondt i fødderne af betongulvet. Han havde tænkt sig at købe et væg-til-væg-tæppe.
– Hvorfor dog det? sagde jeg. – Spar dog pengene. Du kan bare nøjes med at tage et lille stykke tæppe og klæbe det fast under skoene.
– Tror du virkelig, det ville virke? spurgte han.
– Ih ja, sagde jeg.

Selv sværger jeg til duppede jydesandaler.

*

Vision: Det ville da være smart: Hvis du godt kan lide følelsen af græs under tæerne, læg et stykke tørv ind i skoene. Hvis du godt kan lide at gå på stranden, fyld sand i skoene (som en mobil Brian Wilson). Kan du godt lide at trampe rundt på marken? Fyld halm i træskoene. Er du typen, der trækker den for længe? Fyld spinat i.

Endelig kan man forestille sig den "intelligente sko", der selv kan simulere forskellige underlag og strukturer; massageskoen med indbygget vibrator; tænk selv videre.


Bonuslink! Her er en opskrift på, hvordan man kan lave sine egne sandaler ud af gamle bildæk.

Gennembrud — TransSilvania style

***
Jeg var i Silvan og i stedet for at købe det billigste, købte jeg det, jeg havde brug for.



Hvor mange gange skal jeg lære, at det ikke kan betale sig at købe billigt værktøj?
***

Min far til frokost – en situationsrapport

***
Min far er kommet her til frokost. Han er ude at tisse. Nu vil jeg se, om han foretager sig noget mindeværdigt, jeg kan rapportere:
´

• Ikke noget specielt foreløbig, bortset fra at han klager over, at der er pesto på hans sandwich
• Han kan ikke forstå, hvordan jeg kan spise min, fordi den er fedtet (hummus, champignoner, soltørrede tomater)
• Nu spiser han en småkage
• Nu læser han min tale til min svigermor.

Konklusion: Det gik meget godt. Ikke de store fornærmelser denne gang fra nogen af parterne. Lidt bitterhed, misforståelser omkring min mor. Ondt i min fars tegnebog, fordi han skulle give.
Han gik den forkerte vej på vej ud. Det er ligesom den gamle vits med at gå ind i skabet og sige: – Hov, er det allerede blevet nat? (sidst set af mig med Jesper Klein). Den er altid god.
***

Det er en hård tid

***
Min svigermor er død, og Triple-K gav mig et godt råd. Han sagde: Tag dig af din kone. Drop det, du selv skal, selvom du har travlt, og vær der for hende. Et godt råd.

– Nu kommer jeg og er der for dig, sagde jeg, og det var hun glad for.

Jeg tog familien ud at spise på en overdyr Thai-restaurant, der ikke var pengene værd. "Bangkok" på Nyelandsvej, hold jer fra den. Betjenerinden var sur, og der var en bille i salaten*). Med et navn som "Bangkok" troede jeg den måtte være billig. Snydt igen. Jeg var på vej ud igen, lige så snart jeg så der var duge på bordene (og man ikke måtte have løbehjul med ind), men nu havde jeg jo lovet det, og klokken var mange.


*) Den kravlede ud på dugen og lagde sig til at dø, men min datter, der er dyreven, reddede den og slap den udenfor i det grønne.

Redegørelse fra en overskudsposition

Man har spurgt mig, om jeg brygger kaffe af grumset fra min afløbstallerken, og svaret er selvfølgelig, at det gør jeg ikke. Emfatisk nej. Hvis jeg endelig en dag skulle løbe tør for bønnen, er det da klart, at jeg bare kunne tage af de kaffedynger, der gennem månederne har hobet sig op under min kaffemølle.

Rauschenberg, en stor helt, er død

Hvad var det med hans hånd, hvorfor var den krøllet sammen som en klo?

Muligt svar: Han fik en hjerneblødning i 2002, måske var det derfor.

Er det rigtigt, at han og Jasper Johns var kærester (hvilket jo er interessant, da de var en tomands kunstbevægelse og styrede for vildt en overgang)?

Svar: De arbejdede trods alt som vinduesdekoratører og boede sammen i årevis.
Her står der, at det var de. Men det var aldrig noget, man talte særligt meget om.

Ligesom The Beatles var de bedre sammen end hver for sig.

Rauschenberg var selvfølgelig genial til at lave kunst af skrald, og det må man tage hatten af for.


Combine painting, 1954. Så moderne det er. Jeg får altid lyst til at male, når jeg ser sånoget, fordi der er en enorm frihed i det.

Pudsig anekdote: Der står i New York Times’ nekrolog, at Rauschenbergs mor var så nøjsom, at hun klippede bagsiden af sin lillebrors begravelsestøj og lavede en nederdel ud af den, fordi hun hadede at se noget gå til spilde.

Kaffeakkumulation

Jeg har denne underkop stående til afløb fra filterholderen (forgrund) til min espressomaskine. Prøv lige at se, hvor meget gammel kaffe der har samlet sig. I krigens tid ville man have skrabet det af og brygget på det en gang til.



Det er en vanvittig god kop kaffe, jeg nu søpper.

Hurtig ind og ud – forlænget weekend plus det løse

Jeg trænger til nye underbukser, sokker og hårplejeprodukter. Jeg kunne tjene det hele hjem på en sviptur til New York.



Så jeg går i de gamle og med tørt hår.

Terapine

Jeg har været hos tandlægen og få skiftet en sølvplombe og få renset tænderne, fordi de efterhånden var så brune som ryggen på en kakerlak, og nu sidder jeg igen – en halv time efter – og drikker kaffe og ryger. Pff. Pff. Manglende karakterstyrke kombineret med stor nærig-, jeg mener nøjsomhed forhindrer mig i at smide min resterende røgtobak ud.

Jeg holder så meget af min tandlæge. Hun er sådan en god tandlæge. Andre folk går til frisøren og massøren, jeg går til tandlægen. Det er min terapi.


Billedet her er fra Little Shop of Horrors, men jeg havde det mere som Dustin Hoffman i Marathonmanden.

Hvad sker der med folk?

Pilskalden har ikke været den samme, siden han brækkede benet dengang. Faktisk før. Kun glimtvis aner man hans fordums storhed. Ellers er han så kedelig og er ikke til at få et ord ud af. Han kan aldrig bestemme sig for noget. – Hvordan har du det, spørger man, men det er aldrig til at få et svar, for på den ene side og den anden side. Jeg tør ikke engang spørge ham om vejret.

Nå, men så var vi alle sammen til fest med små grå i ti-liters dunke og en stor gryde chili på komfuret, som idioterne kastede til måls efter med ølflasker, da de havde fået nok at spise og drikke. – Til side, siger Pilskalden, se her, og fra fire skridts afstand med ryggen til kaster han en flaske over skulderen og direkte ned i gryden i en høj flot bue. Swish! Nothing but net. (Plop!)

Da anede man den gode, gamle Pilskalde, der slikkede øl op fra bardisken for at det ikke skulle gå til spilde og engang åd en hel læbepomade for at blære sig.

Fucking Netto II – jeg regner den ud, når jeg står i kø eller i badet

Hvor mange penge har jeg ikke lagt i den butik gennem årene? Jeg tør ikke tænke på det...

Jeg tror, jeg har regnet Netto ud, i hvert fald et par af deres taktikker.

Taktik 1. De varer, de ikke har plads til på hylderne, sælger de som spotvarer, f.eks. Neutral-vaskepulver eller peanut butter, så kan man købe dem dernede, når de har dem, måske hver anden måned eller hvor tit det er. Flydende lager så at sige.

Taktik 2. Når de introducerer en ny vare, starter de den billigt og hæver så prisen, når man har vænnet sig til den (varen) og til at købe den dér.

Tager jeg fejl eller hvad?

Fucking Netto. Hvad laver jeg dernede? At handle der er som at dø.

Nu skal det være

Jeg har bestemt mig for at få et par nye briller. Dem jeg har er syv år gamle. Jeg kan dårligt se noget med dem på mere, fordi mine øjne har forandret sig (blevet slappe i musklen, som optikerdamen sagde – slapt som alt midaldrende), og der røg også en flig af stellet, da jeg strakte mig bagover i kontorstolen engang og tabte dem ned på betongulvet (dog ingen tape på endnu).

Briller er pissedyre, kr. 4.000-5.000. Jeg hører, man kan få dem billigere i Malmø, men så skal man dérover, og jeg kan godt lide min gode, gamle københavnske brillemand, der giver personlig service og husker mit navn.

Så jeg tror bare, jeg tager mig sammen og tager derind og bestiller et flippet par i en frygtelig ruf.

Rekordkort jul

Der er allerede nogen, der har båret julen ud. Træet stod der faktisk allerede i går aftes.



Okay, jeg fandt også et juletræ allerede før d. 1/12, men det var fra en fotosession tydeligvis og er derfor ugyldigt.

PS Richard Brautigan skrev om, hvordan hans ven fotografen tog ham med rundt i bilen og fotografere juletræer, der var stillet ud på gaden, i San Francisco engang i tresserne. Det var noget lignende, jeg havde lyst til sidste år, med at fotografere smeltende snedynger. Mere senere, hvis jeg når det til vinter.


TIPS! Hvorfor betale for et juletræ, når man kan gå ned i parken og hente et stort gratis et juleaften efter kl. 17 (når juletræssælgerne er gået hjem og lader resterne stå)? Det gjorde jeg et år, og min kone har ikke tilgivet mig endnu.