***
På valgaftenen sad jeg blandt fire forfattere – en af historiske romaner, en af noget andet, en af børnebøger, en af kogebøger og en nem-mad-blog – dybt i hjertet af Brooklyn. Så det er rigtigt, hvad William Styron og Paul Auster siger (for det gør de vel), at Brooklyn er et godt sted for forfattere.
De første tal kom ind, og jeg drak tre margaritaer af ængstelse. Der var aspargesdip og atomic wings. Ingen kunne koncentrere sig længe nok til at lave mad. Jeg savnede således noget til reelt at suge spiritussen op med.
En del af sejrstalen blev overdøvet af den historiske forfatters platheder.
Jeg greb mig selv i at være dum at høre på og gentage faste indledningsvendinger. Min stemme rungede i mine øren.
Mine værtsfolk slukkede, og jeg sagde: – Nu vil jeg gå ud i agoraen og høre, hvad folket har at sige.
– Her er sgu’da ingen agora, sagde Day-O.
Jeg gik ud og rundt om et par bloks, før jeg tog hjem til luftmadrassen i legeværelset og nedfældede følgende:
Jeg kan høre trommer fra den
anden side af hospitalet.
Eller også er det hospitalets ventilation.
Folk I åbne biler hujer.
Hvad der kommer til mig, møder
jeg, ellers finder jeg på noget.
Jeg elsker den
nye verden.
Et par dage efter så jeg, at folk havde festet og trampet på et par biler i mit gamle kvarter.
Fotosne er venligst lånt herfra.
Men det gør ikke noget, det kunne jeg godt undvære. Jeg er gammel. Gammel i den ny tid.
Knirke, knage, jeg ta’r det tilbage, så gammel en pik er jeg heller ikk’.
Nå bare man har sit gode humør og i kinderne en sund kulør,
skal det gå meget galt, før man lige lægger sig og dør.
Når bare man husker at elske og drømme, skal livet nok blive ved at strømme, og selvom jeg nok må indrømme, at ens liv til tider er noget man over sig må rømme, skal man ikke give sig til at dømme, men bare se sig at hømme.
Som nu, hvor jeg sku’ se mig at lette og tage op og med min kone fingre flette.
*) Jeg har ikke mere at berette, kan du nok gætte. I hvert fald: Det var historien om, hvordan jeg mit kryds fik at sætte.
*) og hendes køn opsprætte,
skille hendes rumpette
og fylde hende som en tartelette,
thi hun min krop og mit sind til evig tid vil besætte.
Det er ikke altid, vi er så lette
at være sammen med, lad gå,
som I nok kan forstå,
og hun kan te sig som Marie Antoinette,
den kokette,
og jeg som en tordnende, trampende jætte,
men for mig er hun den rette,
og alle de forræderiske ord må jeg slette,
når hun en dag opdager dette.(Nedfældet siddende på et afskrællet knallertsæde i cykelkælderen på vej hjem i kulden.)***
Jeg har prøvet at rime på George Bush, men det er vildt svært:
Er der ikke nogen, der gider påpege, hvor meget skuespilleren Christian Bale ligner George W. Bush? Det var ham, der skulle have spillet hovedrollen i W.
Bemærk, at Bales opstigen til berømmelsens tinde præcis afspejler George Bushs. Er det fordi, han ligner ham? Kan det tænkes? Bale excellerer i yuppie-roller. Hans gennembrud var i American Psycho, der kom ud i 2000. George Bush er Patrick Bateman, den ultimative yuppie.
Er der nogen, der husker Duck Tales (1987-90)? Jeg tænkte altid på, hvor påfaldende det var, at Anders And – den centrale and, ham over hvem alle de andre ænder er bygget – var fraværende fra den serie.*) I stedet var Onkel Joakim hovedpersonen – men bemærk, at det var i Reagan/Bush-årene – som en afskygning af eller et led i propagandaen for, at lederen kunne være gammel, men stadig dynamisk. Bill Clinton var Anders And. Han endte også med at klumre det hele.
Mange har bemærket de mange afrikansk-amerikanske præsidentroller, der har været i amerikansk film og TV i senere år, f.eks. i 24 (ikke at jeg har set den, niks om jeg gider) eller The Fifth Element. Hvis præsidenten er sort (eller kvinde, jvf. Lilo & Stitch), ved man, det er science fiction. Sådan plejede det at være. Men nu har vi altså en, mine venner. Jeg troede aldrig, jeg skulle se det. Og det gode er, at man så kan tænke over, hvor lidt det betyder, hvordan man ser ud (race, fregner), samtidig med at det betyder enormt meget, hvordan man ser ud (skønhed, attraktivitet).
På valgaftenen sad jeg blandt fire forfattere – en af historiske romaner, en af noget andet, en af børnebøger, en af kogebøger og en nem-mad-blog – dybt i hjertet af Brooklyn. Så det er rigtigt, hvad William Styron og Paul Auster siger (for det gør de vel), at Brooklyn er et godt sted for forfattere.
Kære læsere
Jeg har været så dum at lade mig lokke ud på landet med familien og noget af min kones familie.
Jeg planlægger fornuftigvis nok en solotur til New York for at holde valgfest for Obama. Det har min kone fortalt børnene, før jeg selv havde en chance for at gøre det - "Nej, der er far ikke hjemme, han har tænkt sig at rejse til New York alene" - "Hvad? Hvorfor må vi ikke komme med?" - så nu kan jeg gå og høre på dem græde og skrige over det, indtil jeg skal af sted, og få at vide hvor uretfærdig jeg er.
Vigtig update! The New York Times har nu ændret teksten til billedet af Obamas nips på kontoret, så der ikke længere står noget om hans bedstemors "tigertæskestok". Det kan KUN være fordi jeg skrev til webredaktøren og brokkede mig (se her igen). Jeg har indflydelse på verdens begivenheder, i hvert fald deres matte refleksioner. Man lytter til mig!
Jeg havde egentlig planlagt en smutter til New York i næste måned (sep.), men overvejer at udskyde det, så jeg kan deltage i festen, når Obama bliver valgt.
I dagens New York Times er der denne billedtekst (se fig. t.h.) om Obamas nips på kontoret. Men hvad skal man bruge en "tigertæskestav" til i Afrika, hvor der ikke findes tigere, ikke så vidt jeg ved i hvert fald? Nu vil jeg skrive til redaktørerne og udbede mig en forklaring.
Jeg har været så opslugt af det her primærvalg, at jeg kom til at tage to bade i morges*): et, da jeg stod op, og et, efter jeg havde fulgt børnene ned til skole.
Tænk at Monica Lewinsky er 10 år siden.
