Arbejdstøjet

Jeg kan godt lide at spise sardinmadder og tørre fingrene af i bukserne.
Jeg kan godt lide at spilde kaffe ned af mig selv uden det gør noget.
Godt jeg ikke er i servicefagene.

Husk at købe pastiller

I morges

Jeg stod og snakkede med Dr. TB nede på gaden om, hvor god tid jeg har til at lave ingenting, og de ting jeg så lavede, og pludselig sagde han: – Jeg må altså gå nu, mens han holdt sin Nokia op som et politiskilt.
– Du kan da bare gå, sagde jeg. – Jeg står bare her.

Måske har jeg dårlig ånde. Jeg havde ikke børstet tænder. I forgårs sagde min bror, at jeg stank af hvidløg. Godt jeg ikke er i servicefagene.

For mange år i en lille butik på skyggesiden af en gennemfartsvej

Hvorfor er min cykelsmed blevet så sur? Vi plejede at være på venskabelig fod, nu gider han ikke høre på mig, når jeg står og brokker mig og jamrer over min gamle havelåge med den skøjtende kæde. Jeg tænker på det som spøgefuldheder, han er kort for hovedet. Har han simpelthen været der for længe? Er det noget der sker, når man kan se hvor meget man højst kan tjene og hvor meget arbejde det kræver? Han var så service-minded, da han åbnede. På det sidste har han bare fucket mig over. Han skiftede kranken, men cyklen knirkede og klikkede stadigvæk, og så var det bare pedalen.
Tid til at skifte cykelsmed. Der er jo nok af dem. Selvom han her er den nærmeste.


Hvad han aldrig fortalte sin læge
For nogle år siden blev min cykelsmed ramt af en ansigtslammelse i den ene side, en af den slags ting lægerne ikke kan gøre noget ved, der som regel går over af sig selv efter en seks måneders tid. Han prøvede akupunktur, intet hjalp - indtil han tog hjem til sin landsby i Tyrkiet og den lokale hellige mand gav ham et par sider af koranen og sagde, at han skulle stille dem i et glas med vand og drikke vandet. Næste dag var hans lammelse væk.
Det var hvad han fortalte mig.