Mærkelig tom fornemmelse

Mit lærred faldt ned og blev spiddet, men jeg kan ikke finde ud af, om det gør noget.


Åndssvag skruedims, der sidder nederst på dette ulykkelige staffeli.

Så slipper jeg for at male på dét, tænkte jeg.

Kapitel XXVII af min næste roman

Jeg har nu to dage i træk prøvet at blive kørt rundt i bil af grænsepsykotiske førtidspensionister.

På vej til forbrænderen.

Mig: Der var engang, jeg stod og pissede, og mens jeg pissede, slog jeg en skid, og mens jeg gjorde det, slog jeg en bøvs. Det var fantastisk. Det er aldrig sket siden. Jeg tror, jeg var 17 år.

Jeg husker det så tydeligt, det var i løvtunnelen på vej ned til stranden.



Firserkoryfæet: Jeg prøvede engang at drikke et glas vand, samtidig med at jeg tissede. Det var en højst mærkværdig fornemmelse.

Og så var der nogen på bagsædet, der nævnte noget om en arbejder, der havde pisset nede foran Arken.

– Han skulle have pisset indenfor, så havde det været kunst.

Mig: At pisse er ingenting. Man skal bare drikke en masse væske. Men at fløjte foran alle folk, det er svært. Forestil jer en mundmuskulaturkontrol, det kræver. Kim Larsen kan gøre det. Roger Whitaker. Jeg kunne ikke fløjte foran 200 mennesker.

– Jeg kan slet ikke fløjte, lød det fra bagsædet.

Mig til firserkoryfæet: Det ville være fantastisk, hvis du kunne pisse og drikke samtidig og blive ved, ligesom cirkulær vejrtrækning når man spiller didgeridoo. Det ville jeg betale for at se. Jeg skulle gerne hente vand til dig.

Jeg forestillede mig, at han havde en tank og en slange.

Nu var vi der snart.

Mum er ordet

Min kone og jeg skændes ikke mere. Men vi taler heller ikke sammen.

Det er mærkeligt at have gæster, eller være ude, og høre hende tale.

I lørdags havde vi diverse mennesker i huset og sad omkring bordet med hjemmebag. Men ingen sagde noget. Jeg gider ikke. Jeg er træt af, at det altid skal være mig. Så var det godt, at der var et lille barn, damerne kunne tale til.

I går aftes sagde min kone: – Det er som at bo i en Dreyer-film.

Ingen svarede.

Hun havde håbet på Woody Allen (fig. 2), men jeg ved ikke, hvordan danske jøder taler ved spisebordet. Det var, mens jeg tænkte over det, hun sagde det med Dreyer.

– Det er koldt og dystert udenfor, sagde jeg (i min bedste imitation af Preben Lerdorff Rye).

Fig. 1

Ordet.

Jeg havde en drøm om en berømt dansk jøde eller hørte om en – grænsen er flydende – men nu kan jeg ikke huske hvem.

I øvrigt vil jeg ikke have noget Woody Allen her med en 14-, snart 15-årig i huset. Ækel mandsling.

Fig. 2

Et stort ansvar

Jeg formåede at overtale min kone til at have sex med mig (ring til Reuters, Guiness, Ripley's - sikke'n nyhed), og næste morgen gik jeg og fløjtede ude i køkkenet.

– Sikke't humør, du er i i dag, sagde hun. – Sikke'n forandring.

– Det må være mærkeligt at holde nogens lykke i sine hænder på den måde, sagde jeg.

Intime mærkeligheder

Jeg må indrømme, det er lidt belastende: jeg sidder for mig selv hele dagen, og når jeg så kommer hjem, gider min kone ikke tale med mig.



Det er mærkeligt at vågne om morgenen og ikke bare kunne tale med den person, der er der.

Gi' og tag

Det er mærkeligt at blive trøstet af den, der har såret en. Det er forvirrende at skulle trøstes af den, der har gjort en ked af det, når man ikke har andre steder at finde trøst.

Jeg burde finde en samtaleterapeut, men jeg er for nærig.



Oliemassage ville heller ikke være dårligt.

Glædelig nul

Mærkeligt som alt det, jeg elsker, bliver til en bitter vittighed.

Slug dine virtuelle madeleine'er

Det er den mærkeligste fornemmelse, at man kan gå direkte ind på Google Street View og se billeder, der ganske nøje overlapper ens drømmelandskabs topografi (undskyld brugen af topografi, jeg mener kartografi, mindernes gader og stræder) som banale kalkeringer. Det sætter mit sind i voldsom bevægelse, ligesom at kigge på gamle familiebilleder. (Tænk, hvis der var billeder af alle mennesker også, der dukkede op de steder, de har boet.)

Jeg prøvede at finde min farmors hus, men jeg kunne ikke dreje ned ad vejen:



Her er et andet sted, hvor talrige familiedramaer udspillede sig (og 10.000.000 mindre minder):



Og så kiggede jeg op på vinduet til min syge lejlighed (ikke afbildet) og tænkte, som man gerne gør: Der sidder jeg inde med alle mine tanker og minder, og hvad betyder de? Ingenting.
– De betyder noget for dig, sagde min kone.
– Ja, men ingenting i det store hele.

Alle de mennesker i deres små hjem med deres små drømme. Lad os se dém dukke op.


UPDATE PS: Jeg lover aldrig at bruge ordet "madeleine" igen. Jeg er træt af den kliché, og jeg har aldrig læst noget Proust.

Det sørgeligste jeg har set

***
Der var en bøsseudstilling i Huset i 70’erne med tilhørende spørgeskema. Det lå og flød på vores sofabord en overgang, min far havde fyldt noget af det ud: "Hvor tit har du sex?", stod der, og min far svarede: "ind i mellem / en sjælden gang / engang hver 3.-4. uge ... " – sådan noget lignende – " ... når [min mors navn] har lyst". Det var det sørgeligste, jeg nogensinde har læst.

Jeg tænker på den dag, mine stakkels børn læser deres fars jammerlige blog her, og hvad de ikke må tænke. Intet bliver væk på nettet. Hvor sørgeligt. De har ikke fortjent det.

Alt det her (brok over deres mor) ville være nemmere, hvis jeg var skilt.


***

Så får man det for sig selv

***
Dårlig dag i hallen i går. Mit knæ gjorde ondt, min krop føltes gammel. Det eneste gode var, da jeg sad på gulvet, der er dårligt, med spredte ben og fik halv kvart begyndende rejsning.

– Når du står og dribler bolden ned i gulvet lige foran mig, Steffen, får jeg mærkelige vibrationer i prostata, sagde jeg. Jeg må hellere rejse mig op...

Jeg kan også godt lide at lave bøssevittigheder i badet efter kampen.


***

På mit barns fødselsdag

***
Det er mærkeligt at tænke på, at mine børn vokser op med en dårligere levestandard et uslere sted, end jeg selv (og deres mor i øvrigt også) gjorde.



***

Togtanker m. forsinkelse

***
Lørdag kl. 18:35


Jeg ved ikke, hvad det er, jeg har behov for nu. Det er ikke sex.

Jeg gider ikke købe et elektronisk trommesæt alligevel.

Min gamle lejlighed

Jeg kan ikke gå hen på The Lower East Side Tenement Museum og se Quicktime-panoramaerne af lejlighederne, navnlig denne, uden at få en sær, svimlende fornemmelse. Min lejlighed på 11th St. så ud præcis mage til. Lille lortelejlighed, men god til én person.

Der står på museets hjemmeside, at omkring 7.000 mennesker boede i lejekasernen på 97 Orchard St. mellem 1863 og 1935. Det er jo helt vildt. Forestil jer den indvandrerstrøm, der gik igennem dér. Det var dér, man begyndte, og så hurtigt væk, så hurtigt det kunne lade sig gøre.



Hende, der boede i min lejlighed før mig, rejste hurtigt hjem til sin midveststat, da hun blev overfaldet af et crackhoved på Houston St. og fik ansigtet smadret ned i fortovet.

Før hende boede der en transseksuel, der lavede uhyggelige dukker. Nan Goldin fotograferede hende, og jeg har tænkt på, om hun har billeder fra min lejlighed i starten af firserne. Greer Lankton, for sådan hed den transseksuelle, høstede en smule sen anerkendelse, da hendes dukker var med på The Whitney Biennial og i Venedig i 1995. Hun døde af spisevægring året efter.



Det sjove var, at jeg også lavede uhyggelige dukker, mens jeg boede der (opsprættede, eksploderede og med gafler i). – Så skulle du have set, hvad hende, der boede der før, lavede, sagde min nabo Randy, maleren der altid røg pot og gik op i cykelsport.

Mindeværdige biografoplevelser

Min kone og jeg var inde og se Cinema Paradiso. I mellemtiden havde det sneet, og vi sjaskede hjem gennem 20 cm høj sjap, mens tårerne stod os ud af øjnene. Det kunne ikke have passet bedre.



Brrr besøgte os, og vi tog ind at se Mulholland Drive. Under den lesbiske scene fik jeg et uimodståeligt stigende jern på. Det er aldrig sket før for mig i biffen. Bagefter sagde Brrr, at det samme var sket for ham. Vi sad på hver sin side af min kone. Mærkeligt at tænke på.




Som storbypoeten Frank O’Hara skrev:

the blood in my pants mounts to the stars
as I ponder the silver square.

(citeret fra David Denby i The New Yorker, 10-22-2007)

Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv.

Sex, sex, sex, sex, sex, sex, sex – noget helt nyt og mærkeligt

Der var et tidspunkt for et par uger siden, hvor jeg pludselig opdagede, at jeg ikke havde lyst til sex. En mærkelig fornemmelse. Som regel har jeg ikke lyst til andet. Der gik en gysen igennem mig: Sådan må det være at blive gammel.

Jeg mærkede efter inde i mig selv en gang til, og næh, det havde jeg virkelig ikke.

Billedet der gjorde oprør

Jeg fik en stak lærreder af min ven, den statsanerkendte, etablerede kunstner, og malede oven på dem. Nu har jeg solgt et af dem. Det mærkelige er, at mens jeg havde det stående oppe på det her loft pakket ind i en plasticpose, begyndte maleriet at smelte inde under det yderste lag og løbe og klistre til plastikken, der var så besværlig og pinefuld at få af som et plaster. Jeg ved ikke om maleriet er blevet bedre af, at det er løbet, men det er i hvert fald mere kunstnerisk.

Det var en sær, syg fornemmelse at stå i. Det mindede mig om livets endelighed. Plus der er noget zombieagtigt over en våd, klistret masse, der bryder ud gennem huden. Jeg tror simpelthen, hans underliggende maleri i harme og væmmelse forsøger at udstøde min overmaling.

Min ven maleren forklarede mig, at han tit har det problem, fordi han tilsætter for meget linolie i nogle af lagene. Hans råd var injektioner af terpentin og siccativ forskellige steder på lærredet. Det har jeg nu ikke tænkt mig (selvom injektioner er endnu en interessant reference til maleriet som korpus). Jeg tror bare, jeg skynder mig at sælge det til min ven rockstjernen, før han skifter mening.

Hvis det smelter helt og løber ud, må han få et nyt. Mine produkter er garanterede.



Note 1: Jeg hørte om en akvarelkunstner, hvor kakerlakker kravlede ind mellem hendes billeder og åd alt det gule.

Note 2: Det er meningen, kunst skal være eviggyldig (om jeg må), så det er ækelt, når det ikke er det. Når det forgår hurtigere end én selv. Som gulnede dokumenter. Kopipapir holder 100 år. Børnetegningerne falmer og krymler. Mange abstrakte værker fra 50’erne og 60'erne ser falmede og grå ud. Måske fordi de havde det med at bruge vægmaling.

Note 3: Kurt Vonnegut, min helt, skrev Bluebeard, om en maler hvis abstrakte malerier alle er faldet fra hinanden.