Stamtavle

Min far og hans dame fik en hund, fordi min papbror (eller hvad sådan en hedder, der ikke ringer, når ens mor dør, hvis han da overhovedet har fået det at vide) godt ville have en. Men ugen efter ville han hellere have noget andet, og hunden var ustyrlig, så de låste den ned i kælderen. Når man kom derud, kunne man høre den hyle i timevis og skrabe mod døren dernede. Når de lukkede den op igen, var den endnu mere balstyrisk.

En dag blev hunden kørt oven af en bil, og "siden da har den været så fredelig", som hun sagde, selvom hun stadig skulle true den med en morgensko for at få den til at gå op i kurven.

Gammelt nytår

Min kæreste var taget til galla med sin ven*), og jeg sad i hendes lejlighed, indtil kl. var over 12 og jeg ringede til Jesper.
– Gudsrost! sagde han. – Selvfølgelig må du komme til vores fest.

Og så stod jeg og kiggede ud af altandøren med Donzo og råbte NØØJ! ad fyrværkeriet med vores dybe, mandige røster.

*) Ham, jeg nu mistænker for at være bøsse, en Elvis-fan.

Så på den måde er alt ved det gamle

Der er ikke en eneste af mine venner, der har ringet til mig, siden min mor døde.



Jeg savner hospice-sygeplejerskerne med deres hæderlighed.

?!

Min far kunne ikke ringe, efter min mor døde, men dagen efter svarede han på en email fra ugen før (vedr. min sarkastiske kommentar om noget med mit arbejde): "Det var en kommentar i The New Yorker i gamle dage værdig, især hvis du havde undladt det sidste udråbstegn [i '?!']".

Han skal konstant mindes om, at han lever

Jeg har ikke hørt fra min far i over en uge. Så fik jeg en email fra ham med et scan af noget lamt lort om ham selv, han fik udgivet i 2005.



Han lever kun på tryk.

Svigtsot

Min far ringede ikke engang til mig, efter min mor døde. Et par dage efter ringede jeg til ham, men han var i bad, og han havde hørt det, sagde hans dame, så jeg bad ham ringe tilbage.

To timer efter ringede han tilbage.
– Er der ellers sket noget? sagde han.

(10 minutter senere.)

– Hvad vil du have, jeg skal sige? spurgte han.
– Hvad med at sige, at du er ked af at høre det?
– Det troede jeg lå i det, sagde han.

Han er ingen hjælp overhovedet. Han gør faktisk tingene værre.

Intet godt

Jeg kan næsten ikke klare at ringe til min mor mere. Hendes smerter begynder allerede om morgenen. Hun kan dårligt gå nogen vegne. Om natten ligger hun i fosterstilling med en pude knuget mod maven.

Hun kan ikke kapere, at hendes krop har vendt sig mod hende.


Klik og forstør.

Jeg ved ikke, hvad vi skal gøre, når det bliver værre. Jeg har ikke lyst til at tænke på det. Jeg har det som om, det pludselig kan gå utroligt hurtigt.

Det sidder på leveren og milten og allevegne.

Hvad er der galt med mig? – del VII: Kommunikationen

Jeg får aldrig lavet noget færdigt. Jeg får heller aldrig noget begyndt. Der var en mand, der kontaktede mig om en pris på et maleri, jeg har liggende på nettet. Det er tre år siden, og jeg skrev først tilbage for 6 mdr. siden: Vil du stadig gerne vide, hvad prisen er? skrev jeg.
Ja, svarede han.
Og jeg har ikke fået skrevet tilbage med prisen endnu. Jeg ved godt, hvad prisen er, jeg har bare ikke fået skrevet tilbage.

Det er mit håb, at mine manglende kommunikationsevner vil få mig til at virke som sådan en sær outsider-kunstner og derved mere kunstnerisk.



Det er mit håb, men det er ikke en god salgsteknik.

Nogen mennesker kontaktede mig for fem dage siden, fordi de er interesseret i et billede, jeg har liggende samme sted, og jeg har ikke fået svaret endnu.

I mellemtiden sidder jeg bare her og laver det samme gamle lort, jeg hader, som en stor baby, der ikke gider skifte sin fyldte ble.

Jeg har ingen venner

***
Ingen ringer. Telefonen ringer aldrig. I dag opdagede jeg, at der er noget galt, så man ikke kan ringe på vores hjemmetelefonnummer. Men det gør ingen forskel. Jeg er verdens mest upopulære person.
***

Og vi er ellers både vittige og belevne

***
Min kone og jeg har ingen fælles venner. Vi ser ingen. Vi havde en parmiddag for 6 mdr. siden, men ingen har ringet tilbage.
***

Ringer når du ikke er hjemme

***
Jeg ringede hendes nummer bare for at høre hendes telefon ringe, men så tog hun den. Hun var kommet hjem fra ferie uden at sige noget.

Det var værre endnu, da jeg tog derover. Der sad ham, hun havde bollet med. Hun ville ikke have noget med mig at gøre.

I hvert fald bollede hun ham siden hen. Jeg ved faktisk ikke, om hun havde bollet ham der. Hun fik det altid til at lyde som en forretningsmæssig ordning, prisen for at tilbringe tid sammen, en handelsvare så hun fik det hun ville have: at komme væk og ud.

Hendes drøm som hun beskrev den for mig: væggene opløstes, og hun så der var en hel verden derude. – Jeg har haft den samme drøm, sagde jeg, mens jeg røg en af hendes cigaretter, men min endte nede på stranden med nogen krokodiller, og jeg kunne ikke finde min fars kamera.

Hun skrev til mig fra Sevilla, hvor de graver kyllinger ned i jorden, rider forbi og hugger hovedet af dem. Hvor kastrerende, tænkte jeg. Jeg susede rundt på mit skateboard, skæv, mens min nellike visnede i knaphullet. Skrin om linealen, skrev jeg i min lille notesbog.

– Du skrev aldrig til mig, sagde hun. – Tinas kæreste skrev hele tiden.
Jeg skrev ét brev, men det gik åbenbart tabt på posthuset. Hvorfor rejste jeg ikke bare med?
***

Hængeparti i kælderhøjde

Jeg er helt svedt. Jeg har lige lavet en opringning, jeg skulle have lavet for halvandet år siden.

Karrierepleje!

Personen var heldigvis ikke død endnu.
Det er ikke nemt at være fonofob.
Jeg stakkel.


Så er den skid slået. Én skide opringning! Hvad er der galt med mig?

Telefontid

Nu har jeg opgraderet til Skype Pro - lad champagnepropperne flyve! - (bortset fra de ikke har sendt mig en bekræftelse endnu), så nu kan jeg ringe til fastnet i DK for næsten ingenting de næste 5 mdr. Det betyder, at jeg kan begynde at ringe tilbage til min mor (kemoen virker ikke, ser det ud til på scanningen) og andre indenfor kontortiden.
Imens tvangsdoodler jeg hoveder. Her er et repræsentativt udsnit.
Jeg vil have et trådløst headset.

Off the Hook

Der er aldrig nogen der ringer.
De eneste der ringer er min mor og far, men de ringer til gengæld hele tiden.
Og når der endelig er nogen der ringer, ringer jeg ikke tilbage.

Det er ikke helt rigtigt, men skulle der endelig være en af mine venner der ringer, er det en begivenhed.

Min ven rockstjernen ringede. Han havde ikke det store nyt at berette, heller ikke jeg. Han var blevet klippet, og alle folk sagde, han så meget yngre ud. Jeg kunne fortælle, at jeg havde ondt i de to hvide plomber, jeg fik skiftet ind for tre uger siden. Det er almindeligt, sagde han. Jeg var lige ved at ringe til min tandlæge og spørge hende om det.
- Skal jeg så ikke ringe til hende? sagde jeg.
- Er hun sød? sagde han.
- Ja, sagde jeg, vældig sød.

Det var et godt opkald.
Han er ved at skrive nye lette popsange, og jeg bidrog med et par vers inspireret af mine tanker, da jeg cyklede på arbejde. Det var faldet mig ind, hvor belejligt det ville være, hvis ens kæreste slog op med en, og man selv havde overvejet om man skulle gøre det. Hvis man bare havde tænkt over det én gang, ville det være en lettelse. Så sparede man alt besværet. Tre gode rim gav jeg ham og et hey-hey-hey, men da han bad mig gentage det, kunne jeg ikke huske det. Jeg har ingen musikalsk korttidshukommelse.

Senere ringede Fuchsen og inviterede familien til Sverige i påskeferien. Ikke værst på en eftermiddag. Med min frekvens for opkald er jeg dækket ind for de næste tre måneder.