– Julen er ligesom at have en papirspose
over hovedet fyldt med edderkopper, sagde
jeg og strakte mig i J. Pers sofa med en af
hans Petterøes.
Hans stearinskulpturer fra fem år siden står
endnu. To, der væltede, ligger i en
flyttekasse. Jeg har aldrig været inde i hans
soveværelse.
De er bedst, når de bliver til en hel verden.
Gode håndfulde
alt forladt
mine venner ler og klukker
Der er et billede af J. Per i Øvigs Thy-lejr-
bog, men han er ikke sikker på, at det er
ham.
– Få dog din bror til at kigge efter, sagde jeg.
– Han må sguda vide, hvordan du så ud. Nu
dine forældre er døde.
Jeg har sagt, jeg vil skrive hans biografi, og
hver gang jeg siger det, begynder han at
recitere de første par linier, som han
forestiller sig dem, men jeg har aldrig tændt
telefonen. Det er flygtigt spind fra et væv af
guld. Sommerfuglestøv fra forgangne somre.
Med det på fingrene kan du flyve.
– Det bedste er den fede, der går lige op og
ringer i kroneshakraen, sagde jeg med en
krystallinsk tone.
– Det bedste er at gnide de tidlige topskud,
sagde han, – til fingrene bliver helt klistrede,
og så ind i noget tobak og ryge det i haven,
mens fuglene fløjter.
– Klart, men det er også bedre at tage
svampe ude i skoven end sidde inde i en
lejlighed.
– Det er klart.
Han er skuffet over kvaliteten af den brune
på Madam Christiansen. Ingen er til at stole
på. Og finder man en god, er de hurtigt væk
igen.
Hvad han savner er et diskret stykke
landbrugsjord. Det er så sørgeligt, når høsten
er omme hen mod udgangen af november.
Det er det samme hvert år, cyklisk som hans
livsførsel er.
Sent from my iPhone
