Et stort ansvar

Jeg formåede at overtale min kone til at have sex med mig (ring til Reuters, Guiness, Ripley's - sikke'n nyhed), og næste morgen gik jeg og fløjtede ude i køkkenet.

– Sikke't humør, du er i i dag, sagde hun. – Sikke'n forandring.

– Det må være mærkeligt at holde nogens lykke i sine hænder på den måde, sagde jeg.

Et lille lys i mørket

***
Jeg havde en meget interessant samtale med min kone i dag. Vi diskuterede væggen inde i børnenes værelse, der aldrig bliver færdig – nu vil hun rive savsmuldstapetet af (den næste væg), mens jeg siger, det er nemmere at lade være, og så bruger hun det omvendte argument, fordi det passer hende bedre nu, og jeg siger hun er pragmatisk og irrationel, men lad gå – og jeg sagde: – Kan du ikke sænke stemmen? Jeg kan ikke holde ud at diskutere i det her højstemte toneleje.
Og hun sagde: – Det er i orden.
Og sagde ikke mere.

Der er tale om et stort gennembrud ved det, at mit hoved stadig er forbundet med min hals. Og så kastede jeg hende et ben og sagde: – Du er så kolerisk.
– Ha! sagde hun, – og du er flegmatiker!*) Var det ikke det, du plejede at sige?
Hvorved jeg lod hende score en 20 år gammel sejr.


*) Jf. de fire humører. Hun er ved at læse Simon Singh og Edzard Ernst: Trick or Treatment om alternativ behandling og afskyer alt uvidenskabeligt, det kære menneske, ligesom sin mor. Men som sagt i det her tilfælde er jeg bare glad for, at hun ikke årelod mig.


PS Jeg prøvede det samme nummer senere på aftenen, men lige meget hvor mange gange, jeg sagde, hun skulle tage det roligt og slappe af, gjorde hun det ikke.
Jeg havde opbrugt al min goodwill.
***

Nybrud

***
For første gang i mit liv har jeg sendt et manuskript til en forlægger. Jeg svedte, jeg var helt svimmel. Jeg printede forsiden ud tre gange, fordi der var fugtige tommelmærker på den. Måske skulle jeg have brugt bedre papir i stedet for det Netto-lort. Det tog mig fire uger bare at skrive følgebrevet, det er ikke engang løgn.

Det var kun, fordi jeg havde stålsat mig aftenen før og gennemgået de nødvendige handlinger 100 gange i hovedet som en astronaut i simulatoren, at det overhovedet kunne lade sig gøre. Posthuset stod i tåge, jeg var som en robot: – Et. Frimærke. Tak.

Og på vejen hjem følte jeg mig ikke spor anderledes.

Det er radikalt revolutionært for mig overhovedet at få noget ud af døren.


***

Hold nu min kæft

***
Alle folk siger altid til mig, at jeg skal holde min kæft. Min kone gør det selvfølgelig hele tiden, navnlig når jeg tillader mig en tankeflugt.

Eks. 1
Mig: – Er der lavet en dansk udgave af Mad Max, hvor folk barrikaderer sig i deres landejendomme, og knallert- eller mejetærskerbander hærger oplandet?
– Hold nu kæft.

Eks. 2
Også ved middagsbordet, emnet er min kones pinkode:
Mig: – Den er nem at gætte, man skal bare taste 9999 forskellige tal.
– Ja, siger børnene: 0001, 0002, 0003 ...
– Ja, men det er for kedeligt. Jeg ville bare indtaste tilfældige tal, indtil jeg ramte rigtigt: 6321, 5548, 7113, 8925 ...
Min hustru (himler med øjnene): – Jeg tror, du ville begynde at køre i ring efter et stykke tid.
– Det ved jeg ikke. Man kunne regne det ud matematisk.
– Hold nu kæft.
– Jamen, det er rigtigt. Man kunne regne det ud. Jeg kan bare ikke finde ud af det. Det er sandsynlighedsregning.
– Hold nu kæft.
– Må man aldrig give sine tanker vinger heromkring?
Min datter (12): – Far vi taler om det, når mor ikke er her. *)


*) Jeg tror faktisk, dette eksempel afspejler en væsentlig udviklingsbiologisk forskel på mænd og kvinder: kvinder går metodisk frem, ligesom hvis de skal ud at sanke urter, mænd drøner tilfældigt rundt og håber på, at de falder over et dyr, de kan spidde. Jeg må spørge min kone, om ikke det er rigtigt.



I søndags var jeg ovre hos Donzo the Great for at låne videoer, og han bad mig også holde kæft, fordi jeg stillede et spørgsmål midt i hans fortælling om en film.
Mig: – Mener du 'tegneserie' eller 'tegnefilm'?
Ham: – Jeg mente 'tegnefilm'. Hold nu kæft og lad mig tale. Hvor var jeg?
Mig: – Bare tænk på mig som en percussionist. Jeg broderer bare ude i kanterne og skraverer.
Ham: – Jeg er træt. Jeg orker det ikke.

Jeg kunne mærke sveden pible frem i mine armhuler.



I fredags bad Gummi-Arm mig holde kæft – det var over telefonen – fordi han skulle forklare mig, hvad vores redaktør havde fortalt ham til mødet, men jeg havde gættet det og forudså alt, hvad han sagde. Og han fortæller selv de længste historier.
Mig: – Jaja, han vil have Rocky.
Ham: – Han vil have en serie om unge 'hipsters'.
Mig: – Det er det, jeg siger, han vil have Rocky.
Ham: – Hold nu kæft.
Og så fortalte han mig alt det, jeg allerede havde gættet.

Det er anstrengende at være mig.



Men jeg har faktisk overvejet, om jeg ikke burde høre efter, hvad folk siger. F.eks. havde jeg en dybdegående samtale med min kone i lørdags, der endte med at blive helt god, fordi jeg bare lod hende tale. Det er også svært at lære noget, hvis folk ikke føler, man hører efter, når de taler til en. Det gør dem usikre, tror jeg, jeg kender det godt selv. Så gider man da virkelig ikke fortælle folk sin kedelige historie.

Jeg har andre gange prøvet bare at lade folk tale, uden at jeg hele tiden afbryder dem med mine indfald, og det har faktisk givet gode resultater.

Historisk: Jeg tog forbi Pille-Nille for at se, om han var hjemme. Det var han, men 2mason skulle komme, så de kunne arbejde på et remix.
– Gør I bare det, sagde jeg. – Jeg lover at sidde helt stille og ikke sige noget.
Det gjorde jeg så og fyldte 9 sider med glimrende notater. (At holde min kæft er så bemærkelsesværdig en begivenhed, at jeg husker det år efter.) Tavshedsteknikken. Den må jeg tage op en anden gang.

Tak.



PS Jeg har oplevet andre kulturer, hvor det er okay, at folk snakker i munden på hinanden alle sammen hele tiden som én stor familie. Det er mere mig.

Eller også er det virkelig mig, det er galt med.

Tak igen.
***

Hul i jorden

**
Jeg er glad for, at der kom så mange naboer forbi, den eneste dag på året jeg stod og gravede.


Nul danefæ.
***

Jeg gjorde noget (rigtigt)

***
Strømforsyningen til min Powerbook gik i stykker, og nu har jeg repareret den. Glæd jer til næste indlæg, når huset er brændt ned.



Jeg kommer altid til at tænke på Zen & motorcyklen, når jeg reparerer noget. Den lærte mig at reparere ting, men ud over det, kan jeg ikke huske hvad den var god for. Intet glæder mig så meget som at reparere noget med forhåndenværende materialer i stedet for at gå ud at bruge penge.



Andre gange er der selvfølgelig ingen vej udenom. Og så er der de gange, hvor det bedre kan betale sig at spendere penge end bruge tid.*) F.eks. har jeg lige bagt 27 muffins til min datters kagedag i klassen. Jeg skulle bare have købt romkugler hos bageren. Det havde været nemmere. Med begge børns kagedage har jeg regnet ud, at jeg gennem årene har bagt over 430 muffins med glasur og krymmel (her kan man forestille sig et læbesmækkende, mundvandsfremkaldende, glinsende nærbillede af en muffin). Jeg har længe mistænkt, at hemmeligheden ved at bage til børn er tyk glasur. Og krymmel. Tyk glasur og krymmel. Ak ja, hvad gør man ikke.


*) Men måske er der prestige i det at bruge tid.


***

Kaffen til forskel

Der kan man bare se, hvor stor forskel kaffe gør. Jeg lå og læste et udviklingsbiologisk værk om menneskets forplantning – og et par blade – så drak jeg to kopper kaffe og sprang op og vaskede en maskinfuld, foldede tøjet på tørrestativet, skiftede sengetøjet, bar juletræet ud, tømte papirkurven og støvsugede.
Kaffe er en heftig motivator.



Hver gang jeg gør rent i hjemmet, er det sådan en stor begivenhed, at jeg føler trang til at dele det med andre.

En mindre triumf

Jeg gjorde noget usædvanligt i går: Jeg gjorde rent her på mit værested. Det var efter, unge damer i stramme sweatre kom herind og sagde, at her lugtede af gammel mand.

Jeg så frem til at komme ind i dag og mærke lugten af Ajax slå imod mig, og jeg blev ikke skuffet.




PS Da jeg så kommer hjem og fortæller det under stor fanfare, siger min kone selvfølgelig: – Kan du ikke også gøre det herhjemme?

Ring til Reuters – far har repareret noget

Jeg gjorde noget godt i går: Jeg reparerede min datters løbehjul med reservedele fra et skrottet løbehjul, jeg fandt, da jeg var ude at løbe. Det var kun et spørgsmål om tid, før jeg faldt over et: De ligger alle vegne. Børnene er ikke engang bange for at deres fungerende løbehjul bliver stjålet. De lader dem stå uden for huset om natten.
Hvor skønt er det ikke at leve i en velfærdsstat og et overflodssamfund.