onsdag den 11. marts 2009

Hold nu min kæft

***
Alle folk siger altid til mig, at jeg skal holde min kæft. Min kone gør det selvfølgelig hele tiden, navnlig når jeg tillader mig en tankeflugt.

Eks. 1
Mig: – Er der lavet en dansk udgave af Mad Max, hvor folk barrikaderer sig i deres landejendomme, og knallert- eller mejetærskerbander hærger oplandet?
– Hold nu kæft.

Eks. 2
Også ved middagsbordet, emnet er min kones pinkode:
Mig: – Den er nem at gætte, man skal bare taste 9999 forskellige tal.
– Ja, siger børnene: 0001, 0002, 0003 ...
– Ja, men det er for kedeligt. Jeg ville bare indtaste tilfældige tal, indtil jeg ramte rigtigt: 6321, 5548, 7113, 8925 ...
Min hustru (himler med øjnene): – Jeg tror, du ville begynde at køre i ring efter et stykke tid.
– Det ved jeg ikke. Man kunne regne det ud matematisk.
– Hold nu kæft.
– Jamen, det er rigtigt. Man kunne regne det ud. Jeg kan bare ikke finde ud af det. Det er sandsynlighedsregning.
– Hold nu kæft.
– Må man aldrig give sine tanker vinger heromkring?
Min datter (12): – Far vi taler om det, når mor ikke er her. *)


*) Jeg tror faktisk, dette eksempel afspejler en væsentlig udviklingsbiologisk forskel på mænd og kvinder: kvinder går metodisk frem, ligesom hvis de skal ud at sanke urter, mænd drøner tilfældigt rundt og håber på, at de falder over et dyr, de kan spidde. Jeg må spørge min kone, om ikke det er rigtigt.



I søndags var jeg ovre hos Donzo the Great for at låne videoer, og han bad mig også holde kæft, fordi jeg stillede et spørgsmål midt i hans fortælling om en film.
Mig: – Mener du 'tegneserie' eller 'tegnefilm'?
Ham: – Jeg mente 'tegnefilm'. Hold nu kæft og lad mig tale. Hvor var jeg?
Mig: – Bare tænk på mig som en percussionist. Jeg broderer bare ude i kanterne og skraverer.
Ham: – Jeg er træt. Jeg orker det ikke.

Jeg kunne mærke sveden pible frem i mine armhuler.



I fredags bad Gummi-Arm mig holde kæft – det var over telefonen – fordi han skulle forklare mig, hvad vores redaktør havde fortalt ham til mødet, men jeg havde gættet det og forudså alt, hvad han sagde. Og han fortæller selv de længste historier.
Mig: – Jaja, han vil have Rocky.
Ham: – Han vil have en serie om unge 'hipsters'.
Mig: – Det er det, jeg siger, han vil have Rocky.
Ham: – Hold nu kæft.
Og så fortalte han mig alt det, jeg allerede havde gættet.

Det er anstrengende at være mig.



Men jeg har faktisk overvejet, om jeg ikke burde høre efter, hvad folk siger. F.eks. havde jeg en dybdegående samtale med min kone i lørdags, der endte med at blive helt god, fordi jeg bare lod hende tale. Det er også svært at lære noget, hvis folk ikke føler, man hører efter, når de taler til en. Det gør dem usikre, tror jeg, jeg kender det godt selv. Så gider man da virkelig ikke fortælle folk sin kedelige historie.

Jeg har andre gange prøvet bare at lade folk tale, uden at jeg hele tiden afbryder dem med mine indfald, og det har faktisk givet gode resultater.

Historisk: Jeg tog forbi Pille-Nille for at se, om han var hjemme. Det var han, men 2mason skulle komme, så de kunne arbejde på et remix.
– Gør I bare det, sagde jeg. – Jeg lover at sidde helt stille og ikke sige noget.
Det gjorde jeg så og fyldte 9 sider med glimrende notater. (At holde min kæft er så bemærkelsesværdig en begivenhed, at jeg husker det år efter.) Tavshedsteknikken. Den må jeg tage op en anden gang.

Tak.



PS Jeg har oplevet andre kulturer, hvor det er okay, at folk snakker i munden på hinanden alle sammen hele tiden som én stor familie. Det er mere mig.

Eller også er det virkelig mig, det er galt med.

Tak igen.

***

9 kommentarer:

Anonym sagde ...

Ja, du snakker og jeg går!

Anonym sagde ...

Det er da ellers både spændende og relevante spørgsmål! Det første fik mig til at tænke på Mutoid Waste Company, der huserede omkring '90, i de vildeste ombyggede mejetærskere. Tror sgu lige jeg googler dem.

Anonym sagde ...

Jamen, jeg orker det virkelig ikke!
Men helt enig, klart relevante spørgsmål - især det om mejetærskerbanderne! De har for længe levet i majsmarkernes skygge.

Mandejammer sagde ...

Se, det er en kommentar, man kan bruge til noget (om MWC).

Majsmarker er ikke høje nok til at skygge for en tærsker, Don.

Anonym sagde ...

Majsmarker kaster ikke skygge? Jeg sagde ikke noget om, at man ikke kunne se dem, blot at de levede der!

Anonym sagde ...

Hvor er din røv gået hen?

Mandejammer sagde ...

Mejetærskere er ikke levende. Du strækker den.

Røven går sine egne veje.

Anonym sagde ...

Banderne er sgu da levende!

(Jeg orker det ikke!)

Mandejammer sagde ...

Ja, okay.