Jeg er alene hjemme med et sygt barn. Fedt nok. Så kan jeg sidde her som en bedstemor.Min kone er valset afsted, efter at have leet af mig og belært mig, til mit hoved var ved at eksplodere. Hun føler, at jeg "sætter hende under pres", fordi der også er ting, jeg vil i livet. Lige hvad jeg har brug for.
Jeg er bare en idiot, der får dårlig samvittighed, hvis jeg ikke gør det, jeg føler jeg bør, og så bliver der ingen tid til mig selv.
Hvor latterlig en person jeg er at stå herude i køkkenet og smælde med pander og skabslåger og smadre grøntsager i frustration.
Sådan en tøffelhelt.
Jeg skulle have trampet på hendes madpakke.
Nu overvejer jeg alle de ting, jeg vil sige nej til, og alle de konsekvenser det får.
***
12 kommentarer:
Det minder ufatteligt meget om den diskussion der fandt sted her i aftes. Han: Du siger fra, bare for at sige fra. Jeg har BEHOV for at (indsæt selv ligegyldigt tidsfordriv). Jeg: Nej.
Jeg har tilføjet 'tramp på madpakke' på listen over udsøgt hævn.
Hvor dum er du, ikke at tage imod et påtvunget pusterum! Drop dine idealer; du har barn syg! :D
Og mht dit billedvalg, bedstemor: det holder SÅ dårligt ift. et lettere sygdomsramt barn!
(og hermed er alle tuberkuløse børnebilleder udelukket.)
Man skal nyde tiden med sig selv mens man har den. Hurtigt nok forsvinder den, og man må kæmpe for en smule. Så er man gift med børn. Men man har stadig smulerne...
Jeg er glad for, at folk kan spejle sig og genkende sig selv i min blog og lære deraf.
Og pjat, det er et virkelig velvalgt billede, fordi det er fra Den Hirschsprungske (se sidste onsdag).
Jeg har ikke brug for noget pusterum, jeg har pustet rum hele weekenden, og jeg kæmper for "tidssmulerne".
Velkommen til familielivet
Suk.
Min kvindelige kollega fortalte i går, dødtræt og på desperationens rand, om sin mand, der pure nægter at tage "barns første sygedag". De har fire børn (fra nul til fire på 6 år, ved et uheld) og han er endda fastansat. I går og i dag er tre af dem syge.
Han siger at han ikke vil, fordi det KAN han ikke, for han skal på arbejde. (Han er med andre ord "dum", både i klinisk og gængs forstand).
Jeg sagde til hende: Tror du ikke at det er fordi han ikke gider være sammen med syge børn hele dagen?
Joh.. siger hun så.
Det er der jo ingen mennesker der gider. Det virker bare som om, der ikke er nogen der TÆNKER over det, og indser, at det bliver de NØDT til at være engang imellem - INDEN DE FÅR BØRN.
Jeg ville blive sindssyg af at være sammen med syge børn bare én dag.
Så jeg forstår dig godt. Kan du ikke spille "du er fastansat"-kortet overfor konen? Du er jo selvstændig, der ryger kroner hver gang du bliver hjemme.
(Jeg vil for evigt være freelancer, så jeg ALDRIG har "ret" til at blive hjemme med syge børn ;)
Jeg kan godt li' at være hjemme med syge børn. Især hvis de ikke er for syge til at lave ballade. Da jeg besluttede mig for at få børn, var den altafgørende faktor alle de hyggelige sygedage, der vinkede sødt forude.
Donny: Du mildner mig, med den gode idé.. Hm...
Hvaffen god ide?
Jeg vil ikke slåes i hartkorn med Suzys venindes kæreste, der lyder åndssvag. Ak, min godmodighed og dårlige samvittighed vil altid drive mig til at sætte mine egne behov på bagblusset. Sådan er jeg så moderne og følsom. (Vores hjemlige ansættelsessituation er også anderledes nu end tidligere. Mere kan jeg ikke røbe på stående.)
PS "0-4 børn på seks år ved et uheld"? Kan du forklare, hvori uheldet består?!
Tilsyneladende barnløshed gjorde dem overmodige. Den første var et mirakel. Den anden var et sæt tvillinger. Den fjerde var en smutter.
De er døden nær af udmattelse begge to og trænger stærkt til et besøg af SuperNanny!
Send en kommentar