Tænkeboks

Jeg bør ikke skrive om mit elskede barn, for hun vil hade mig for det. Det er trods alt hendes liv, og hun er ikke en forlængelse af mig selv.

Joseph Heller skrev om sin 15-årige datter i Something Happened, men de talte ikke heller sammen i årevis, og nu har hun skrevet en bog om ham.

Det er betænkeligt at inddrage sin familie i sine patetiske skriverier, men hvem skal man ellers skrive om. Ledende politikere? Jeg kender dem ikke.

Jeg giver op.


Fra Blus skitsebog.

Her udelader jeg et indlæg, fordi det handler om folk, jeg kender, der har bollet med kendte mennesker

Det er uetisk og lavt at diskutere sit forhold pseudoanonymt

HuffPost havde en artikel om at blive hængende i dårlige situationer – et forhold eller et job – pga. den investering, man har gjort i forholdet eller jobbet (ligesom den tabende gambler, der ikke vil forlade bordet). Den psykologiske morale er, at man ikke skal tænke på det som et tab, men som en gevinst, og fokusere på det, man vinder derved. I mit tilfælde mine børns had og et værelse på Mændenes Hjem.

Tab / vind

Lige meget, hvor ulykkelig jeg er, kommer der noget godt ud af at skrive om det. For jeg kan godt lide at skrive.

Det bliver ikke bedre, men så har jeg da en vis mængde ord.

Og mine læsere elsker ord.

De elsker ikke mig, men de elsker en masse ord.

At så alle disse ord svirper tilbage i røven på mig en dag er bare ærgerligt.



Handlinger har konsekvenser, oh yeah.

Også manglende handlinger.



Og handlende mandslinger
og bladsvingende vansiringer
og vanddrivende fosterfirlinger.

Gravstenenes kirkegård

***
Det sørgeligste sted på kirkegården er det hjørne, hvor de smider alle de gamle gravsten fra hjemfaldne grave.



Jeg vil gå ud fra, at det sker, når folk ikke betaler, men nogle af stenene er ganske friske, som denne fra 2004:



Det er jo absurd at have nogen liggende på kirkegården i kun 5 år.*) De efterladte må have nægtet at betale eller selv være døde. I det mindste lugter det af dårlig økonomisk planlægning. Det sætter det i relief det her med, at livet går videre, efter man er død, og det bryder illusionen om evig fred.



Tænk at blive sat på gaden, når man er død.

Må man genbruge en gravsten? Pille bogstaverne af og sætte nye på f.eks. eller skrive på bagsiden? Mange ville sikkert regne det for uetisk, men jeg kan ikke se problemet.



Jeg så en gravsten dernede engang, jeg skulle have stjålet, da jeg havde chancen, for nu har nogen andre gjort det. En lille en, man næsten kunne holde i én hånd, hvorpå der bare stod "Far".



Hvil i fred.


*) Faktisk tre. Billedet er to år gammelt. Det er så lang tid, det har taget mig at få dette indlæg ud. Sagen er den, at jeg bildte mig ind, at jeg ville researche emnet og få en artikel ud af det. Snydt igen.
***

Udenoms

***
Bloggen er min elskerinde.*)
Jeg er en bedre husbond og familiefar uden den.
Jeg blogger i stedet for at passe mit arbejde. Jeg er fraværende.
Da jeg kvittede vanen et par uger, nåede jeg alt det, jeg skulle.
Jeg skulle have holdt op, mens legen var god, sluttet på den flotte dybe tone.
Nu kommer jeg for sent ned og henter barnet i institutionen, og jeg kan ikke dele mine tanker med min kone, hende jeg helst vil dele alt med.
I aftes spurgte hun mig, mens jeg stod over gryderne: Hvad er en blog? Er det ligesom Facebook? da jeg dumt nok havde nævnt, at jeg læste en om mad (heraf spaghettisovsen – jo længere den står, jo bedre bliver den, gerne natten over). Hun havde læst et par stykker i Urban-Ekspressen.
En blog er en hjemmeside, der scroller ned, efterhånden som man skriver på den, sagde jeg. Det er en nem måde at lave en webside på. Skabeloner.
(Her kan folk skrive deres meninger og oplevelser, fik jeg aldrig sagt.)

Men det behøver jeg jo ikke fortælle jer, mine læsere, der får ting at vide, jeg ellers ikke kan sige. Hemmelige, dunkle ting, jeg ikke bør sige.


Konklusion: Man kan ikke bo sammen med nogen, og så skrive om dem offentligt uden at de ved det. Det er socialt forkasteligt.
Jeg er et socialt forkasteligt menneske.


*) Og ligesom en elskerinde er det tid til at droppe den, når den stiller krav.



Spørgsmål: Når det hedder "mistress" på engelsk, hvorfor hedder det så ikke tilsvarende ”master”?
***

Etisk forvaltning

Nu har jeg lyttet til mine læsere og vejet deres meninger. Jeg har derfor valgt at fjerne alle oprindelige indlæg om tankefeltterapeutens annonce med den uheldige skatologiske og andre fejlstavninger (se foregående indlæg). Jeg gider ikke tænke på det mere. Det går mig på nerverne. Nok må være nok.

Fra nu af vil jeg aldrig hænge nogen ud, bortset fra de kongelige og folk i udlandet.

Og jeg vil tillige fjerne mine andre indlæg, hvor jeg hænger folk ud, også selvom de hængte sig selv ud først. (Det gælder måske også nedenstående indlæg.)

Men jeg kan stadig ikke lide at blive truet med "IT-politiet", som jeg altså ikke tror findes.

Jeg er også ligeglad med tankefeltterapi. Hvis folk gider betale for det lort, må de selv om det.

Her er et link til en skeptisk artikel om emnet. Det går groft sagt ud på at trykke på "meridianpunkter" på kroppen, mens klienten tænker på sine problemer.

Se også her og her for artikler, der ikke er på norsk.

For at undgå fremtidige misforståelser vil jeg begynde at vise min MJ-e-mailaddresse, og se hvad der sker.

Det er ikke værd at spilde tid på det her, når jeg har så mange andre presserende emner i rørledningen. Jeg vil hellere lave noget andet, f.eks. nøgendans.


Deres hengivne MJ
***